Selsø Slot vågnet fra Tornerosesøvn

Ombygget af adelige ejere til boligmoden i forskellige tidsperioder stod det lille renæssance- slot tomt i næsten 150 år. Det blev brugt som kornlager, hønsehus, tørreloft mm og lignede en svinesti. Men samtidig undgik slottet nedrivning og var på forunderlig vis konserveret, da to ildsjæle forpagtede og istandsatte det med hjælp fra frivillige i 1972. I dag er det et spændende og lidt uhyggeligt museum med spøgelser og uden vand, el og varme …

 

 

Det lille renæssanceanlæg Selsø Slot i landlige omgivelser nær Skibby i Hornsherred er en perle lidt uden for de veje, turister og weekendbesøgende normalt vælger. Men stedet er et besøg værd med sin naturskønne beliggenhed, arkitektoniske værdier og særegne historie efter flere renoveringer i nyere tid.

I 1576 blev Selsø opført af adelsmanden, rigsråd Jakob Ulfeldt, som var en af landets mægtigste mænd og tillige bygherre til slottene Bavelse og det nuværende Holckenhavn syd for Nyborg. Selsø lå i begyndelsen på en holm med en å, som løb ud i Roskilde Fjord. Men allerede før den tid lå her en middelalderborg under bispestolen i Roskilde. Fra den tid stammer en stadigt eksisterende stenbrønd på gårdspladsen.

Ulfeldterne solgte Selsø 50 år senere, hvor- efter stedet havde skiftende ejere. Herunder adelskvinden Berte Skeel, som fra 1682 skiftevis boede her og i et palæ i København.  Siden blev niecen Charlotte Amalie Skeel og hendes mand Christian Ludvig von Plessen ejere i 1721. De ombyggede stedet til barok, så kun fortidens ydermure og kælderhvælvinger står tilbage. Interiørerne blev ved samme lejlighed rigt udsmykket med dekorerede træpaneler i salene, malede gulve og malerier på væggene af den nederlandske kunstner Hendrik van Krock, kendt for lignende arbej- der på slottene Rosenborg, Fredensborg og Frederiksberg.  Plessen opholdt sig kun lidt på Selsø men foretrak Lindholm på Sjælland og Fussingø på Djursland, hvor hans børneflok blev født. Dog var han mest i sit københavnske palæ for at være nær magten.

Der gik flere år, og i 1801 døde Plessens barnebarn og arving. Hans enke Agathe Scheel Plessen brugte nu Selsø som enkesæde de næste 28 år. I den periode blev den sydlige del af huset moderniseret til empirestil med perlegrå paneler og franske, trykte tapeter.

 

Inventar blev solgt

I 150 år frem til 1972 stod Selsø Slot forladt og forfaldent uden den store interesse fra omverdenen. Da var møbler og andet inventar for længst solgt.

Bygningerne blev brugt til så forskellige formål som opmagasinering af korn, udrugning af fasaner og kyllinger, hundekennel, opbevaring af bistader og tørring af vasketøj for godsets ansatte. Fordums pragt blev på denne måde forvandlet til en svinesti.

Paradoksalt nok var de mange alternative brugsformål med til at konservere huset, der mirakuløst blev skånet for nedrivning – en skæbne som ellers overgik mange herregårdsbygninger før og efter år 1900.  I 1972 forpagtede journalistægteparret Grethe og Bernhard Linder den forfaldne hovedbygning af Selsø/Lindholm Godser mod at påtage sig renoveringen. Selv boede de i portnerboligen. De gik sammen med flere frivillige i gang med en nænsom restaurering i samarbejde med Nationalmuseets bevaringsafdeling.

Allerede året efter åbnede Selsø Slot for offentligheden med nyerhvervede møbler fra de tidsperioder, slottet i sin tid var indrettet i. Herregården – som stadig ikke har indlagt strøm, vand og varme – blev for 21 år siden overdraget til Den Plessenske Selsø Fond som selvejende institution.

Stedet drives med midler fra billetind- tægter og tilskud fra Frederikssund Kommune. A. P. Møllers Fond, Augustinus Fonden m.fl. har gennem årene bidraget til restaurering, forskning mm.

At Selsø Slot stod tomt så længe, betød at stedet undgik 1800-tallets ikke altid respektfulde moderniseringer. I dag fremstår bygningen med originale franske papirtapeter fra 1780-1820, køkken med åbent ildsted og mekanisk roterende stegespid. Her kan også ses et af landets bedst bevarede barokrum, en riddersal med marmoreringer og franske barokspejle fra 1734.

 

Den hvide dame

Ud over at være et autentisk minde om dansk herregårdshistorie knytter der sig flere spændende og nervepirrende historier til slottet. På egnen kaldes slottet for ”spøgelsesslottet”. Her siges den hvide dame, som slog sin mand ihjel, fordi han var lidt for glad for andre kvinder, at husere. Og så går der en veldokumenteret historie om en kvinde, som i mange år sad i husarrest på Selsø Slot:

Bygherre Jakob Ulfeldts søn Mogens arvede Selsø men mistede interessen, da han mest opholdt sig på Kronborg.  Han rejste meget som rigsadmiral og var ikke ret heldig. Heller ikke hjemme, hvor han brugte Selsø som isolation for sin hustru Anne Munk. Hvad hendes forseelse præcis var, vides ikke. Men det kan have været et ægteskabeligt sidespring, som fik Mogens Ulfeldt til at låse hende inde. Det siges at ved hans død i 1616, blev hun befriet af sine sønner. Kong Christian den Fjerde beordrede dog sønnerne til at indespærre deres mor igen, hvorefter hun var frihedsberøvet i yderligere 12 år. I Selsø Kirke lige om hjørnet til slottet erindres Anne Munk og hendes strenge ægtemand på altertavlens topstykke. De og flere andre kan (gen-)opleves på Allehelgensaften 31. oktober, hvor publikum medbringer egne lommelygter.

Læs om åbningstider, entrepriser med mere på www.selsoe.dk

 

Fra vinduerne er udsigt til landskabet i Hornsherred og Roskilde Fjord.

 

I baroksalen er marmoreret træværk og et maleri af nederlandske Henrik van Krock.