Måske er det vigtigere, hvad kaffen koster nede i Brugsen

Ole Bornedal siger tingene, som de er. Det kan gode være, han er akademiker, bor i Hellerup og holder af Kieslowski, men hans medfødte, jyske snusfornuft fornægter sig ikke. Man behøver ikke overtænke alting. Og nogle gange overskygger kaffeprisen i Brugsen altså bekymringen for 3. Verdenskrig.

 

 

Med årene er jeg blevet mere tolerant – eller liberal – og ved, at mange forskellige meninger kan være de rigtige, siger Ole Bornedal. – Frelsthed er en vanskelig størrelse. Det er så nemt at dømme nogen ude eller kalde dem dumme. Eller true med at emigrere, fordi mange stemte på DF.

– Eller for at tage Trump: Man er nødt til at forstå den udvikling. Der er denne indspiste, hellige klub af politisk korrekthed og den rigtige indstilling til kunst, til flygtninge, og hvad ved jeg. Det er den givne sandhed for os ’på den grønne gren’. Vi glemmer, at en stor gruppe, måske en majoritet, vil noget andet. Vi bliver et splittet samfund, hvis vi ikke har øje for det.

– Nu ser vi så overskrifter som ’hvad er chancen for 3. Verdenskrig’. Det er totalt vanvittigt, at vi skal gejle os op over det. I Sønderjylland bekymrer de sig mere om prisen på kaffe nede i Brugsen – og måske har de ret!

 

Kontraster i provinsen

Det er – trods titlen – en sådan mere jævn virkelighed Ole vender sig mod i sin nye film ”Dræberne fra Nibe”. – Hvis vi ikke kan lave en film i provinsen, så er vi virkelig belastet af københavneri, mener han. – Det her er jo mit eget område, Aalborg og omegn. Det er mit kulturelle opland, et Danmark, der er mere lige ud ad landevejen, mere nede på jorden i forhold til den selviscenesættelse, vi kender i København. Når jeg er til familiekomsammen i Jylland, så er det ikke præget af snak og larm. Man respekterer så at sige stilheden. Og så lever ”Dræberne fra Nibe” på den kontrast. Man forbinder ikke så ofte dramatiske, stærkt berusede, russiske lejemordere med Nibe.

Men selv det dramatiske koncept om drab i provinsen udspringer af en ganske dagligdags konflikt:

– En bekendt af mig sagde, ’ja, manglen på sex gør jo folk helt vildt gale’. Så det er ikke noget intellektuelt, 24/7- eller P1 Debat-snak. Det er meget simpelt; hvis man ikke får sex, så går det galt! Det ved vi jo!

 

Til døden jer skiller

Derfor vil de to håndværkere (Nicolas Bro og Ulrich Thomsen) skilles fra deres koner (Mia Lyhne og Lene Maria Christensen), men …- Det er jo blevet vanvittigt dyrt at blive skilt, tilføjer Ole. – Pludselig er mange danskere – også dem, der ikke bor i liebhaverboliger – blevet millionærer i friværdi. Så er det sværere at dele.

Og da alle jo ved, at alt kan skaffes på nettet, og at alle russere er fordrukne lejemordere, kommer der hurtigt skred i handlingen i ”Dræberne fra Nibe”.

Men det skal lige tilføjes, at Ole Bornedal ikke er pessimist på parforholdets vegne og mener, at vejen uafvendeligt fører til skilsmisse:

– Parforholdet hele livet er muligt. Jeg ser parforholdet som dejligt, hårdt arbejde. Man skal udvikle det, så man ikke mister sanseligheden, så man bevarer en kærlig klogskab.

Her tænker han ikke nødvendigvis på de 7000 timer hos parterapeut og 4000 artikler om parforhold i Alt for Damerne, der årligt forbruges.

– Det kan det være, hvis det er det, man vil, men måske er løsningen også, at man melder sig til salsa.

Måske er det wishful thinking – men ”Dræberne fra Nibe” er jo også bare en komedie, ikke Kieslowski (om end der er 2-3 af de ti bud med).

 

Instruktøren og hans værk

Selv om Ole er erklæret fan af auteurs som Kieslowski og Ingmar Bergman, så erkender han, at han har et noget mere folkeligt udtryk:

– Den største auteur lige i øjeblikket er Lars von Trier – det er altid umiskendeligt Lars. Hans tema er menneskers og specielt kvinders fornedrelse. Vi har også Jang (Nicolas Winding Refn, red.) – han har sit helt eget projekt. For andres vedkommende handler det om stil – Spielberg er altid tydeligt Spielberg. Jeg er vel også auteur, på den Spielbergske vis – det er noget i mit håndværk, en ekspressiv stil. Jeg kan bedre lide opera end pantomime!

Ole Bornedal har heller aldrig været bange for at drømme stort. Han var den første til at realisere dansk films internationale drømme, da han drog til Hollywood for selv at instruere den amerikanske version af ”Nattevagten” – og han stillede op på øretævernes holdeplads, da han skabte den 100 mio. kroner dyre ”1864”-serie.

– Selvfølgelig var ”1864” stor – det vidste jeg på forhånd – og der sad 1,3 millioner danskere og så med hver gang. Så de var enige.

Selvfølgelig var der en shitstorm fra alt fra politikere til historikere, men det er der altid. Der er også nogen, der vil synes, at ”Dræberne fra Nibe” er ligegyldig. Som instruktør er jeg jo altid i skudlinjen. Og jeg står inde for mine film – om det er ”1864”, en amerikansk eller en dansk film.

 

Færre danske film i fremtiden

Ole er selvfølgelig klar over, at filmbranchen står i et vadested. På den ene side har danske instruktører succes i udlandet, og vores Nordic Noir-thrillers er trend i TV-verdenen. Men der er også en masse film, der ikke bliver set af nogen.

– Jeg tror på originale ideer (jeg håber, ”Dræberne” er det). Jeg tror, at om ti år vil der være luget grundigt ud i forhold til det, der laves i dag. Arthouse-film – det kan man ikke længere lave til biografen. De kan ikke finde publikum. Hvor der i dag bliver lavet 20 danske film, hvoraf de 10 ikke bliver set, så må man lave ti, som er MERE originale og MERE spektakulære. Vi behøver ikke lave Hollywood-film, men have mere fantasi – en fantasirevolution. Det vil der være publikum til. Filmen om skilsmissen i Brøndby – den må fortælles på streaming.

Allerede i dag – og Ole Bornedal ved, at hans kolleger vil være rasende – er der mange film, han kun får set på HBO eller Netflix. Mellemfilmene, som han kalder dem. Så er biografen for de film, der virkelig får det til at swinge. Præcis som folk i dag går i teatret; det er fantastisk, når det swinger.

 

Bornedal på teatret

– Jeg blev spurgt så sent som her i eftermiddag, om jeg ville sætte en forestilling op, – og det vil jeg sindssygt gerne! Nu har jeg lavet film til 20 mio. og til 250 mio. kroner – det kalder på budgetter, kompromisser, intriger, strategier. … så tanken om at gå ind i et mørkt rum med nogle skuespillere, lukke døren, og så sige: hvad skal vi lave? Det er ikke en millionvirksomhed. Der er kun menneskelige egenskaber, drama og kærlighed.

Men selv i den mere intime ramme gælder samme kommercielle logik som for biograferne:

– Det handler altid om publikum, at have en forventning om et publikum. 400 mennesker skal have lyst til at se forestillingen 6 dage om ugen i 2 måneder. Dejligt, hvis det sker – en katastrofe, hvis ikke …

– Det er det, der er tragedien ved at lave film og teater. Hvad nu hvis der er stilhed på tilskuerpladserne? I virkeligheden siger jeg ’jeg elsker jer’.

Jeg har fortalt det, jeg ville, men jeg ved ikke, om nogen følger med. Det er frygteligt! Den bekymring er der altid. Skuespillere har den samme lidelse. De har mareridt om, at publikum ikke er der eller sidder og lytter til iPods.

 

Og John Mogensen

Eller måske en lidelse, som alle kunstnere har til fælles. Den var i hvert fald også til stede hos John Mogensen, som – forhåbentlig – er næste emne Ole Bornedal kaster sig over:

– Det er et gammelt projekt. En film om en kunstner, der æder sig selv op. ”Så længe jeg lever”. Der er et før John og et efter John. Han var den første der fik bandeord ind på dansktoppen. Men det handler ikke kun om John. Det handler om alle os, der ofrer os på perfektionens alter. Om en vis konstant uro, som jeg tror, de fleste af os kender: ”Er jeg god nok” – ”Gør jeg det bedste for mine børn”? Vi er fulde af u-kreative selvbebrejdelser, som ofte jager os gennem livet. Så John er bestemt også en personlig historie for mig. Og for dig!

 

Rundt om Ole Bornedal

Hvad skulle være titelmelodien til dit liv?

Nogen gav mig en, da jeg skulle holde foredrag på en højskole. Der skal man jo altid synge, og så blev det ’Oles sang’ – ”Ole sad på en knold”. Der opdagede jeg, at det jo ikke bare er en børnesang, men en sang om udlængsel.

Din yndlingsfilm?

Det er sådan noget, man altid bliver spurgt om, og jeg kan nævne mindst tyve, men jeg var i New York, hvor de viste ”The Godfather” med levende musikledsagelse fra New York Philharmonics – det var fantastisk! Det er den ultimative film. Det er sjældent, at film ikke ’fader’ med årene, men dén holder!

Ved siden af det, er der altid Bergman. Jeg synes, han skriver en fuldstændig genial dialog … ”Smultronstället” for eksempel.

Hvad er ligestilling for dig?

Der er den fælde, hvor man siger, hvis mænd er nogle kvaj, så må kvinder også være det. Hvis mænd pukler 14 timer i døgnet, så skal kvinder det også. Men jeg kan godt forstå, at kvinder ikke gider og hellere vil deltid og familie. Så er der en frelst elite, der synes, det er forkert. Jeg ville selv gerne have mere fritid. Når jeg sidder i sommerhuset, er jeg da misundelig på folk, der er i stand til at arbejde lidt!

Hvilken bog kunne du godt tænke dig at filmatisere?

Linn Ullmanns ”De Urolige” – om forældrene.

Hvad er din yndlingsrestaurant?

Lumskebugten. Ikke en dyr, prætentiøs Michelin-restaurant, men her bliver man godt behandlet af tjenerne, og det er god, ærlig mad af Erwin Lauterbach. Sidste gang, jeg nævnte restauranten, fik jeg en gratis aperitif … så i Liebhaverboligen må det mindst give en hovedret!

Hvilke tre ting finder man IKKE i dit køleskab?

Jeg vil snarere sige, at jeg ALTID har vin, og champagne kan jeg altid trylle frem. Jeg har altid røget laks. Men jeg vil sige, at indholdet ikke er overdrevet biodynamisk; rismælk og den slags. Det er ikke noget, vi praktiserer.

Hvad er din kæreste ejendel?

Min bil. Lige siden jeg var ung, hvor jeg tilbragte det meste af min tid hos min pseudofar, der handlede med brugte biler, har jeg købt og solgt biler. Jeg siger altid, at NU beholder jeg den, jeg har, for biler er den dårligste investe-ring, man kan gøre sig. Nu blev det en VW Up – den er købt til familien, fordi jeg er så meget væk. Men når jeg kommer hjem, så køber jeg en ny!

Hvem får dig til at grine?

Min søn, Peter. Og Helle (Fagralid, red.) – vi griner meget. Jeg er barnlig, hun er skuespiller og kan finde ind til det barnlige, så vi ler af det barnlige i hinanden. Det er godt for ægteskabet.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Blå bog

Nørrejyske Ole Bornedal indtog København i 80’erne, hvor han læste Filmvidenskab og lavede radiomontager og dramatik på DR. Det førte videre til TV, hvor han var hovedforfatter bag satire-serien ”Den gode, den onde og den virkli’ sjove”.  Han fik et ben indenfor teatret som dramatiker for Dr. Dante og derefter film, hvor han debuterede med ”Nattevagten”, hvis succes førte ham til Hollywood og den amerikanske version af samme film. Herhjemme blev det derefter til TV-serier som ”Charlot & Charlotte”, en periode som teaterdirektør (/dramatiker/instruktør) på Aveny-T, og nye film fra Herbjørg Wassmos ”Jeg er Dina” til ungdoms-science-fiction-gyseren ”Vikaren” og senest den omdiskuterede serie/film ”1864”. 

Ole er gift med skuespillerinden Helle Fagralid og har fire børn af tidligere ægteskaber, hvoraf 16-årige Fanny går far i bedene som skuespiller, bl.a. i årets TV-julekalender og i den kommende ”Broen 4” (hun debuterede i Oles ”Kærlighed på film” som 7-årig).