Pilou og Nicolas

Det er få personer beskåret at sætte deres præg ikke blot på deres egen tid, men også på eftertiden. Det kan uden forbehold siges om rejsekongen Simon Spies og skatteadvokaten og partistifteren Mogens Glistrup. Det sjove er, at deres historier er flettet ind i hinanden, og det er der kommet en film ud af – med Pilou Asbæk og Nicolas Bro.

Vi kan stadig rejse på ferie med Spies – om end kun af navn – og Dansk Folkeparti lever på arven fra Glistrups protestparti, så ”Spies & Glistrup” er så at sige levende historie. I hvert fald for Nicolas Bro, der er ti år ældre end Pilou Asbæk.

– Jeg har masser af oplevelser af Spies og Glistrup, men set gennem et barns øjne, siger Nicolas. – Jeg så dem på TV og syntes, de var nogle sjove nogen. Vi rejste med Spies og Tjæreborg, måske mest med Tjæreborg (jeg tror far kendte nogen derinde), men man kom alligevel til at tænke på Spies, når man gjorde det. Man var altid bevidst om, hvilken del af turisterne man tilhørte: der var dem fra Tjæreborg og dem fra Spies.

Et venskab

De to skuespillere skynder sig at fastslå, at de først og fremmest har forholdt sig til Spies og Glistrup som de figurer i filmen, manuskriptet har givet dem. Alligevel er de gennem deres research kommet ganske tæt på de to mænd.

– Filmen skildrer 60’erne og 70’erne (set gennem instruktørens øjne) og nok så vigtigt skildrer den et venskab, fastslår Pilou Asbæk. – I dette tilfælde et venskab mellem ikoniske figurer. De lærte hinanden at kende på Regensen, hvor de spillede bordtennis 8 timer hver nat, tog sig en spegepølsemad og mødte op på studiet.

– Det var en tid, hvor der var plads til at stikke ud, fortsætter Nicolas. – Og det her er to mennesker, der virkelig stritter.

– De hyldede ikke det middelmådige, men det ekstreme, siger Pilou. – De hørte ikke til i andedammen, men sprængte rammerne på godt og ondt.

 Manden bag skægget

I dansk film, hvor vi som regel genkender skuespillerne, er illusionen i ”Spies og Glistrup” ret imponerende. Men bortset fra nogle få scener fra figurernes sidste år, hvor de begge blev sminket ældre, er forvandlingen forbløffende enkel:

– Det snyder, ler Pilou. – Den der hårting er det eneste, der skulle til. Jeg kunne ikke tænke mig Spies uden skæg. Jeg tror, Simon kreerede en identitet med skægget, en maske. Så man kan godt sige, at jeg brugte skægget til at finde ham … uden at jeg tror, det overhovedet er muligt at yde ham retfærdighed; han kan ikke genskabes 1:1.

– Jeg fik falske tænder og blev klippet skaldet, siger Nicolas. – Fra marts til juni sidste år barberede jeg issen … og gik enormt meget med kasket!

Men forvandlingen er nok så meget karak- ter. De havde begge et hul i kalenderen inden optagelserne og afprøvede både maskeringen og deres karakteristiske tale og opførsel:

– Jeg gik med tænderne i to måneder inden optagelserne, og så mødtes vi for at spille bordtennis, husker Nicolas.

– Nogle gange, når vi spillede, improviserede Nicolas en Glistrup sportskommentar ind over, tilføjer Pilou. – Til sidst kunne vi faktisk improvisere som Spies og Glistrup. En dag brød vi ind i et produktionsmøde ’in character’, men det faldt lidt til jorden. Christoffer så ud, som om vi var faldet ned fra månen.

Knowhow og swinger-klubber

Undervejs i deres research er de faldet over mange fantastiske klip med Spies og Glistrup. – Mit ’totem’ i researchen var en krydsild, som blev optaget 3-4 dage før valget i 1973, fortsætter Nicolas. -Den har jeg lytte til 1-2 gange om dagen i et halvt år.

Glistrup er helt profetisk på Danmarks vegne, idet han siger, at vi skal leve af at FORÆDLE varer, at vi skal leve af design og knowhow. Journalisterne griner nærmest ad ham, for ’alle ved da, at vi lever af at eksportere landbrugsvarer’.

– Jeg har det lidt på samme måde med Spies, siger Pilou. – Jeg har lyttet til ”Spørg bare”. Man kunne samle en meget tyk bog med Spies-citater. Han siger bl.a. at computere bare et ’et værktøj’, men på et tidspunkt, hvor det kun var noget, man havde i bankerne. Han sagde også, at ’om 20 år vil Fru Hansen også bolle med alle’ – han forudsiger i virkeligheden swinger-klubberne.

Man har kun det skæg …

Mens Spies’ skæg kom på i sminken, så går Pilou Asbæk denne sommer rundt med meget dramatisk ÆGTE skæg anno 1864, fordi han medvirker i Ole Bornedals store TV-serie af samme navn (præcis som Rasmus Bjerg, Liebhaverboligen juni). Nicolas er også med i serien, men i den historiske rolle som D.G. Monrad, der ikke havde skæg, men langt romantisk hår (”Det var vist moderne i 40’erne, og siden fulgte han åbenbart ikke med.”). Så han er mod vane skægløs.

– Grundlæggende er jeg en skægmand… også før det var hipsteragtigt, siger Nicolas. – Jeg tror, min kone helst vil se mig med skæg, men jeg har set forskellig ud hele tiden gennem vores ægteskab. Lige nu synes jeg, jeg ligner Javier Bardem i ”No Country for Old Men”.

– Jeg synes 1864-skægget ser sejt ud, siger Pilou om sit evigt skiftende udseende. – Min kæreste skal vænne sig til, at jeg skifter udseende hver gang… det tager en dags tid.

– Som barn var det nok sværere, siger Nicolas. – Jeg skulle vænne mig til, at min mor (Helle Hertz, red.) skiftede udseende hele tiden.

Det bli’r i familien

De ti års aldersforskel får ikke Nicolas og Pilou til at føle, at de tilhører forskellige generationer (”Det er jo ikke sådan, at vi bliver castet som far og søn”), selv om Pilous lærere på Teaterskolen stadig med en vis ærefrygt talte om ’guldårgangen’ ti år før – den med Nikolaj Lie Kaas, Stine Stengade … og Nicolas Bro. Respekten holder ved, men bliver også gengældt af Nicolas, der mener, at Pilou har dansk films bedste ansigt (”Og Pilou er et høfligt og velopdragent menneske. Det sætter jeg pris på. Det er ikke nødvendigvis almindeligt i dag.”). Ud over at have arbejdet sammen et par gange nu har skæbnen villet, at de også er kommet i familie, idet Pilou allerede på teaterskolen blev kæreste med dramatikeren Anna Bro, Nicolas’ kusine. Men det er ikke sådan, at de sidder lårene af hinanden.

– De er meget gode til at holde en distance i den familie, ler Pilou. – Men vi har nok det til fælles, at vi er optimistiske, åbne og kærlige.

Og så holder de begge af fodbold – Pilou er FCK-fan, Nicolas har en svaghed for Frem, men ellers københavnerklubberne generelt.

Tæppefald

Efter at have levet Spies’ og Glistrups farverige liv gennem næsten et halvt år er det fristende at spørge, om det også var et lykkeligt liv. Hvilket facit stod de med ved tæppefald?

– Der må du sgu’ se filmen, siger Pilou. – Det er i hvert fald, Christoffer Boes version. Man har tillagt Spies citatet, at ’du kan ikke købe kærlighed, men du kan købe noget, der ligner til forveksling.’ Jeg tror – og håber – han døde med et smil på læben

– Enig, siger Nicolas. – Vi kan ikke tage ejerskab til virkeligheden. Men jeg tror, Glistrup døde som en lykkelig mand. Han havde sin Lene.

– Det er heller ikke slutningen, der definerer et liv, tilføjer Pilou. – De oplevede begge to triumfer. Den dag, da Glistrup kom i Folketinget med 28 mandater, var han helt sikkert en lykkelig mand. Det var Spies også, da han kunne vise sin mor, at han havde tjent sin første milliard.