Touareg i Tyrol

Touareg er opkaldt efter nomadefolket tuaregerne fra Sahara. Der var så et stykke vej fra det område til der, hvor Liebhaver Motor testede den nyeste generation af modellen. Det foregik nemlig i Tyrol.

 

FET_VW-1

Alpelandet er et perfekt sted at teste den avancerede firehjulstrækker.

 

Test VW Touareg 3,0 TDI 286 hk. 

Pris fra 929.990 kr. Testmodel: 1.046.990 kr.

Der har været meget nænsomme facelifts på VW Touareg, siden den så dagens lys i 2002. I det seneste, som vi testede for små fire år siden i München, bestod de synlige nyheder udelukkende af en kromliste bagtil, mens meget af teknikken indvendigt var ny.

Nu er der dog ingen, som kan være i tvivl om, at her er den spritny (og tredje) generation kommet ud på vejen. Hele fronten er strømlinet, futuristisk og minder i udseende meget om den nye Arteon. De store 19” fælge klæder bilen, og bagagerummet, som må siges at være en ret vigtig detalje ved en stor SUV, er vokset i kapacitet fra 697 liter til hele 810 liter.

Verdensrekorder

Den er også blevet moderat større i dimensionerne end den forrige model, men på trods af det, er vægten mindsket med 106 kilo. Det er takket været brug af mere aluminium samt hightech-stål. Derfor er brændstofforbruget blevet markant bedre. 14,5 km/l ved blandet kørsel er ganske pænt for så stor og tung vogn, selv om det for køberne af disse luksus-SUV’er nok ikke er udslagsgivende med nogle dråber fra eller til per kilometer.

De mange hårnålesving i de østrigske Alper, gav et godt indtryk af, hvor adræt og smidig Touareg’en er trods sin størrelse, og med firehjulsstyring (ekstraudstyr) var den ganske suveræn i svingene. Men de gode køreegenskaber har Touareg jo også i sit DNA.

Igennem tiderne har VW formået at gøre netop denne model til sit flagskib på diverse performances. Således vandt (en ombygget, naturligvis) Touareg verdens hårdeste rally, Dakar, tre år i træk.

Den har som den eneste bil i verden trukket en Boeing 747 (jumbojet) rundt i en lufthavn og sat adskillige verdensrekorder, herunder højeste kørsel (6.081 meter) i Chile, hurtigste ”Panamericana” (23.000 km. på elleve dage og 17 timer), ”Cape to Cape” i Afrika på ni dage og 16 timer og mange flere.

Kæmpe cockpit

Knap så opslidende var det at teste Touareg i de idylliske omgivelser tæt på Mozarts hjemby Salzburg. Så i stedet for at gå så meget op i det gode firehjulstræk og de mange indstillinger af bjerg- og terrænkørsel (reduktionsgear, spærredifferentiale m.m.) valgte Deres udsendte mere at gå op i den gode komfort og de nye digitale tiltag i kabinen.

Den er udstyret med det såkaldte Innovision Cockpit, hvor alle knapper er blevet erstattet en ”digital overflade”. Hvis ikke den kæmpe 15” trykfølsomme skærm i midten er nok, kan man vælge at lade den fylde hele instrumentbordet, så får man 12” ekstra skærm lige foran snuden på en.

Ydermere er der massage i sæder som standard, masser af connection til Smartphones som Apple CarPlay, Mirror Link, og Android Auto, Wi-Fi hotspot for op til otte enheder samt hele fire USB-stik.

Avanceret lyspakke

Om aftenen testede vi det ligeså nye Night Vision og intelligente LED-matrix-lys, som giver dig mulighed for at køre permanent med det lange lys, da den selv blænder op og ned for modkørende og forankørende. Ydermere giver små orange advarsels-silhuetter på skærmen dig en advarsel om, at et menneske (eller et dyr) går på vejen eller i vejkanten.

Det er stadig en arbejdshest, og mere end halvdelen af alle Touareg-ejere bruger det indbyggede træk jævnligt. Det svinger fint ud fra bunden via en knap i panelet, så man ikke skal bøvle med et aftageligt træk, og den kan trække 3.500 kilo. Er man ikke en ørn til at bakke med en trailer eller campingvogn, er der også Park Assist til disse, så man ikke ligner en amatør til hesteshowet eller på campingpladsen.

VW Touareg’s tredje generation er velkørt, ser godt ud og er utrolig anvendelig. Og så er den stadig billigere og på flere punkter mere avanceret end både Audi Q7, BMW X5 og mange Range Rovere og derfor det rette valg, hvis man altså kan leve med, at man kører i Folkevogn i dette segment.

Modellerne inkluderer indtil videre kun 3,0 TDI, men snart kommer der også en 340 hk. TFSI (benzin) og en V8 TDI med 421 hk.

 

FET_VW2

Liebhaver Motors udsendte med et stort smil i den nye Touareg.

 

Ups

Fremtidssikret SUV af høj kvalitet
Pris
Køreegenskaber

 

Downs

En hybridmodel bliver indtil videre kun
introduceret i Kina

 

FET_VW3

Også bagtil har VW’s nye flagskib fået et mere strømlinet look.

 

FET_DB2018AU00370_large

Det store cockpit, hvor man kan vælge at lade info-skærmen fylde det hele.