Manden i Anden og hans Ninja i tern

Biografaktuelle Anders Matthesen er mange ting. Han er komiker og instruktør, han er manden i Anden og skaberen af Terkel. Og første juledag er han biografaktuel med sin animationsfilm Ternet Ninja – filmudgaven af hans egen ungdomsroman af samme navn.

 

 

Anders Matthesens seneste skud på latterstammen hedder Ternet Ninja. Filmen kan opleves i biograferne som en ekstra julegave til de grineglade danskere dagen efter juleaften. Men den har haft en lang rejse, inden den nåede de plyssede sæder i biffen. For filmen var en film, før den blev en bog, inden den blev en film. Sådan cirka…

”Ja. Det var oplagt at skrive Ternet Ninja som et udkast til et filmmanuskript. Manuskriptet blev da også fremlagt for et produktionsselskab, men den proces blev hurtigt afbrudt. Så jeg sendte i stedet filmmanuskriptet til et forlag og spurgte, om ikke de troede, det kunne blive til en bog. Det kunne de godt. Så skrev vi bogen ud fra filmmanuskriptet, og først derefter dukkede tankerne igen op om at lave filmen. Derfra lavede vi bogen om til den film, der har premiere nu her den 25. december”, fortæller Anders Matthesen, mens han med en efterrationalisering tilføjer:

”Jeg har i øvrigt altid gået og ærgret mig lidt over, at jeg aldrig fik lavet Terkel i knibe som bog til at starte med. For jeg synes måske, at den endte med at blive en lille smule overfladisk visse steder. Det ville have været sjovt at komme lidt mere ind i hovederne på personerne. Det der med at skrive noget, hvor man har givet sig tid til at fortælle, hvordan personerne tænker, og hvordan der dufter og ser ud og sådan.”

Prik, prik, prik …

Så da Matthesen satte sig ned og skrev Ternet Ninja om fra filmmanuskript til ungdomsroman, var det et første møde med et nyt format.

”Jeg havde jo aldrig prøvet at skrive en bog før. Det var en meget stor udfordring at lave så langt et stykke tekst. Heldigvis var der en redaktør, som kunne sende hele pisset tilbage i hovedet på mig med et helt nodeark af rettelser. Nu er jeg vokset op med tegneserier, så jeg kan godt lide de der tre prikker, når jeg har skrevet noget.

`Hvad fanden er de der tre punktummer, der konstant dukker op´, sagde hun til mig. Den del af processen var meget lærerig. Simpelthen at lære, hvornår en sætning lyder godt, hvornår der er stave- og tegnsætningsfejl. Det er ikke fordi, jeg er ordblind eller noget, men jeg staver ikke særlig godt, så redaktøren gjorde mig opmærksom på ting, jeg enten ikke var bevidst om, eller som jeg altid havde gjort, hvilket var meget lærerigt i processen.

Livets lurvede udfordringer

Ternet Ninja er historien om drengen Aske og de udfordringer, man som 13-årig dreng møder i livet. Men er Aske-figuren en 1:1-fremstilling af den, som Anders fra Albertslund selv var som dreng engang?

”Jeg har placeret lidt af mine stand-up rants og mine måder at se tingene på i Aske-figuren, og derfor kan det måske nok være, at vi minder meget om hinanden. Men Aske er mere overskudsagtig, end jeg var, da jeg var 13. Jeg var nok mere en irriterende møgunge i den alder, tror jeg.”

”De fleste har nok været igennem den fase i livet, hvor man var lidt skvattet eller var på vagt, fordi nogen var efter en. Hvis skolens psykopat var efter mig – og det var de på skift – så var jeg vist selv ude om det.”

Ud over at undgå skolegårdens truende psykopater, hvad var så din største udfordring i livet som purk på Vestegnens vilde våger?  

”Jeg kan huske, at jeg havde en fornemmelse af ikke rigtig selv at styre showet. At man skulle alt muligt. Det havde jeg lidt svært med at indordne mig efter og være lykkelig i. Jeg synes ikke, jeg havde en afslappet, lyksalig barndom. Der var masser af action, og det var også sjovt, og jeg havde gode venner, så det er slet ikke, fordi jeg har haft en dårlig barndom på nogen måde. Men jeg gik tit og ønskede, at `når jeg en skønne dag bestemmer´…”

Og hvad er din største udfordring som mand i dag?

”Den største udfordring er vel nok at kunne forblive lidt barnlig”, griner Matthesen hjerteligt og forklarer:

”Det handler jo om at bevare legeglæden. Det er vigtigt, synes jeg. Når jeg i længere perioder, hvor man enten er meget fokuseret eller stresset, mærker, at man tilsidesætter netop det, føler jeg mig ikke glad og lykkelig længere. Jeg har et kæmpestort behov for at have det rart.”

”Mange tror, jeg er resultatorienteret, men for mig er det vigtigste, at processen er god, at man snakker ordentligt til dem, der er omkring en, at man har det rart sammen – og at det er morsomt. Hvis jeg skal skrive en bog, så skal jeg sidde rart, jeg skal høre noget god musik, drikke noget dejlig kaffe. Når jeg tager på kontoret, kan jeg godt lide, at det føles som at gå ind i et legeland. Jeg skal mærke, at det har været en hyggelig dag. Det vil jeg meget gerne forsøge at være trofast overfor, selvom det nogle gange godt kan være svært. Jeg har intet imod at knokle. Men det handler for mig om hele tiden at bevare et humør og en lethed, så det hele ikke bliver for surt.

Og så man ikke glemmer barnet i sig selv?

”Ja. For det kommer man jo hurtigt til.”

Du kender altså også til følelsen af, som far, at komme i børnenes institution, kigge på de andre forældre og føle sig som den lille, der bare er på besøg i de voksnes verden?

”Det er præcis sådan, jeg har det. Og det er en underlig følelse. Verden omkring os bliver mere og mere voksen med mere og mere ligegyldig snakken, hvor der bliver sagt ting blot for at lyde voksen og alt det crack. Det bliver sværere og sværere for mig at passe ind, for jeg har bare lyst til at råbe noget frækt og løbe. Det er ikke så nemt”, smiler den charmerende And.

Sjovt gebis og trylletænder

Barnligheden er i den grad bevaret i hr. Matthesen. Anders er blevet en multikunstner i ordets bredeste forstand. Knøsen fra Albertslund er mange ting, men fremfor alt så er han rigtig, rigtig morsom. Sjov er hans signatur, men har manden bag de mange grin så også altid vidst, at han ville vokse op og blive `ham den sjove´?

”Nej, det vidste jeg ikke. Men jeg har altid tænkt, at jeg var god til at optræde. Jeg ville altid gerne stille mig op og lave et show, spille sketches og parodier og musik til juleafslutninger eller efterårskoncerter på skolen. Det der med at optræde, at have generalprøve og lyset der blev tændt og så: Showtime – det har jeg altid været vild med.”

”Også da jeg rappede. Der endte jeg jo altid med at være sådan en slags sprechstallmeister. Vi havde jo ikke så mange numre, og nogle gange i starten var vi nødt til at spole kassettebåndet, fordi vi kun havde et enkelt track på hver side. Jeg tror, vi spolede i otte minutter, inden vi kunne spille det næste nummer, så det var bare noget med at stå og hive en sjov hat op af baglommen.”

Den lille entertainer?

”Ja, jeg har altid været meget besnæret af alt, hvad der mindede om de folk, der var rejsende i sjov og spas. De der dansktop orkestre, der turnerede rundt i en autocamper og havde ens tøj på, og som bare var i stand til at køre deres business helt selv. Det så virkelig meget besnærende ud, syntes jeg.”

”Jeg tænkte konstant på, hvordan jeg kunne lave show. Når jeg skulle på besøg et sted i byen med min mor, så pakkede jeg lige en kuffert med et sjovt gebis og nogle trylletænder. Og hvis nogen spurgte: `Nå, lille Anders, hvad har du så til os i dag´, ville jeg svare: `Sjovt du spørger´ – mens jeg smed tænderne i munden”, skræpper Anden om fordums tid med et smil om næbbet, mens han napper til dåsen med Cola Zero foran ham.

Fuck grinet

Der er en klar genkendelighed fra en 80´er-barndom på Vestegnen i bogen om Ternet Ninja, en genkendelighed, som er med til at lade melankolien møde massehysteriets latterkramper, når man læser den. Og måske netop derfor er Ternet Ninja lidt mere end bare jagten på et grin for Anders Matthesen.

”Det betyder meget for mig at kunne skrive noget, der rører. Og det gør mig glad, når du som gammel vestegns-dreng siger til mig, at du fornemmer Vestegnen i Ternet Ninja. Det er jo drømmen at kunne nå ud og røre folk, at lade folk finde genkendeligligheden i det, der formidles. For mig handler det om at være i kontakt med folk. Folk må meget gerne blive rørt og græde. Publikum behøver på ingen måde at skulle sidde og synes, at jeg er den sjoveste i verden.”

Men som komiker er det vel også altafgørende, om publikum griner?

”Ja, det var det meget i starten. Som komiker havde man jo bare at være verdens sjoveste mand. Men jeg går ikke længere så meget efter `det perfekte grin´.  Det er meget vigtigere for mig at lave noget nyt, noget med vækst og nærvær, og hvor processen lyder spændende. Hvis jeg blev spurgt om at lave undergrundsteater, hvor jeg skulle tale tysk og kun bevæge mig, når lyset blinker, så er det ligeså godt for mig som at lave noget, hvor man ligger og knækker sig af grin. For mig handler det om at røre noget i folk. Jeg gider sgu ikke udelukkende være komiker. Jeg har slet ikke noget behov for at være funny guy. Det er også derfor, jeg ikke er at finde i Min Søsters Børn eller alle mulige andre underlige julefilm.”

Du lader til at være meget tro mod den, du er? Ægte. Uden filter.

”På den måde ved man, at når man laver noget, kommer det fra en selv – hver gang. Jeg tænker, at hvis man tydeligt viser sine farver, så kan folk jo vælge til eller fra. Hvis jeg en skønne dag skal vride mig for voldsomt for at begå mig, og hvis det, jeg laver, pludselig er uinteressant for folk, så tror jeg, at jeg vil forsøge at forlige mig med tanken om at trække mig tilbage.”

”Jeg skal ikke have et otium som tv-vært eller sådan noget. Det siger jeg nu. Hvem ved, det kan være jeg pludselig får en inderlig lyst til at hygge om folk i et TV2 Charlie-show. Men jeg vil ikke bare holde gryden i kog. Jeg vil lave ting fra hjertet, og jeg vil ønske, jeg kan blive ved, til jeg dør, drage rund med et langt hvidt skæg og optræde på Café Paraplyen i Vejle eller noget. Det håber jeg sgu. Men hvis ikke jeg kan, så skal jeg på ingen måde slå knuder på mig selv for at passe ind. Det har jeg ikke lyst til.”

”Jeg har set mange ringvrag på min tur igennem årene, hvor jeg tænker, at der på tarveligste vis er blevet solgt ud af dem selv, og hvor jeg er blevet skuffet over at se, at den enkelte ikke har været tro mod den, jeg gik og troede, de var. Så hvis mit run slutter, så trækker jeg mig glædeligt tilbage, inden folk tænker: Skyd nu den stakkels, stækkede and og bring ham ud af sin egen elendighed.”

Hvad ønsker du dig egentlig til jul, Anders?

”Jeg ønsker mig intet. Ingenting. Det gør jeg virkelig ikke. Alt, hvad der hedder forbrug, er efterhånden fulgt af en dårlig samvittighed. Og hvis jeg virkelig står og mangler noget, har jeg det med at købe det med det samme. Så jeg skal altid vride hjernen, når jeg bliver spurgt, hvad jeg ønsker mig. Sokker kunne også være meget rart, ik´?”

”Jeg synes egentlig, det hele er stukket lidt af de sidste ti år. Det har gjort alt det der julepis en smule forlorent”, slutter Anders Matthesen og tager en sidste tår af dåsen, inden han er videre til hyggetid på kontoret, hvor han er i fuld gang med manuskriptet til Ternet Ninja 2…

 

 

5 fjer fra Anden

Peter Pedal eller Pippi Langstrømpe?

“Peter Pedal er lige cute nok. Jeg kan egentlig meget godt lide de gamle Peter Pedal bøger, men jeg bryder mig ikke om, hvad det er blevet til i dag, så det må blive Pippi.” 

Klar cola eller Jolly Time?

“Jeg kan faktisk ikke helt huske smagen af klar cola, men mysteriet omkring at den var klar var uomtvisteligt. Og med min hang til Cola Zero i dag, så springer jeg gerne på den klare cola.” 

Blæst eller regn?

“Regn. Jeg vil næsten sige regnvejr er mit yndlingsvejr. Kurosawa-blommeregn, hvor det bare høvler ned, kan jeg godt lide. Blæst derimod, er det eneste vejr, jeg har det stramt med. Jeg prøver ellers at være en, der ikke hyler, men lige nøjagtig blæst kan jeg ikke holde ud.” 

Flæskesteg eller medister?

“Det er to børn, som jeg ikke kan vælge mellem. Jeg er meget glad for al dansk mad, næsten alle traditionelle danske retter. Jeg kan godt lide en medister. Det må jeg sige. Men altså, flæskesteg på julemaner med brunede kartofler. Det er sgu en dejlig ret. Det skal vi da have til jul.” 

Adventsgaver eller traditionel julekalendergaver?

“Jeg er nok mere til adventsgaver. Men i vores curling-firma kører vi måske nok med en stor adventsgave – hver dag. Og så en Lego-kalender. 

Og en chokolade-kalender. Og også en nisse på trappen. Og en strømpe. 

Måske også lidt på loftet…”