Dansk Anchorwoman fra Kalhave

Det er nøjagtig 22 år siden, at TV2s nyhedsvært Cecilie Beck forlod journalisthøjskolen i Århus. Dengang, tilbage i vinteren 1997, var kvinden fra Kalhave ved Horsens en nyuddannet journalist med tårnhøje forventninger til sig selv i mediebranchen og skyhøje karrieredrømme indenfor avisjournalistikken. Ambitionen var på ingen måder at blive tv-nyhedsvært. Men det blev hun så. En vaskeægte Anchorwoman.

 

 

Cecilie Beck er et ansigt, de fleste danske tv-seere nikker genkendende til. Hun er en respekteret og anerkendt journalist, og hun er en af dem, som der ikke er flest af. Nemlig den slags journalister med et ansigt på skærmen. Men drømmen var en anden. Og illusionen om en dag at blive tv-vært var aldrig rigtig en del af de journalistiske ambitioner, hun selv gik rundt med.

”Som ung journalist syntes jeg, at tv-journalistik var noget pjat. Det var på ingen måde ligeså fint som avis-journalistik. Jeg skulle i hvert fald på en avis og skrive meget lange og meget dybdeborende søndagsartikler. Dét var min ambition – indtil den dag, hvor jeg tilfældigvis kom til at beskæftige mig med tv-journalistik. Det var på det undersøgende journalistiske program Rapporten med Jens Olaf Jersild (redaktør og vært på DR-programmet Rapporten, red.). Og da jeg efterfølgende stiftede bekendtskab med nyhedsjournalistikken, tænkte jeg, at det blot var midlertidigt, indtil jeg skulle lave noget lidt finere. Men så blev jeg bidt af det og begyndte at interessere mig for selve fortællingen og dens opbygning, og jeg opdagede, hvor meget arbejde der i virkeligheden ligger bag det at kunne formidle en tungere avisartikel som et halvandet minuts nyhedsindslag på tv. Jeg opdagede, hvordan tv-journalistikken nemmere  kan involvere og engagere folk følelsesmæssigt, da visuelt proof på tv er muligt i en helt anden grad end det er i de trykte medier. Men jeg har bevaret respekten for den skrevne nyhedsformidling.”

Hvordan blev du egentlig testet som mulig tv-vært?

”Det var en underlig proces, som jeg aldrig rigtig opdagede var i gang. Det var Jens Olaf Jersilds idé, at jeg skulle testes som vært. Så han lavede et bånd med mig, hvor jeg skulle interviewe Naser Khader, der, ligesom jeg, dengang gerne ville benytte enhver mulighed for at træne sig selv i en interview-situation. Så jeg lavede interviewet, og Jens Olaf sendte det op til chefredaktionen – og så blev jeg vært. Uden at jeg egentlig tænkte nærmere over det”, griner Cecilie Beck.

Jeg er mig

Det kan være en udfordring ikke at stivne eller ændre karakter, når man står foran et rullende kamera – særligt med bevidstheden om, at hele Danmark kigger med. Men for Cecilie Beck var det en naturlig ting pludselig at sidde som journalistisk skærmtrold.

”Jeg er meget mig selv. Og det var jeg også allerførste gang på tv. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg var i 30’erne, før jeg blev vært. I den alder har man godt fat i sig selv. Det er klart, at der er sider af en selv, man ikke bruger i nyhedssammenhænge, da det ofte kan være mere alvorlige sammenhænge, man skal formidle. Men jeg er meget mig selv på tv.”

”Jeg tror også, at det er fordi, jeg aldrig rigtig har haft et dybtfølt ønske om at blive vært. Inden jeg blev det, tænkte jeg aldrig over, hvordan jeg skulle være, hvis jeg nu en dag blev det. Og jeg var i øvrigt heller ikke parat til at gå på kompromis for at blive det. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik at vide, at jeg ikke måtte tale så jysk, som jeg gjorde, hvis jeg havde forhåbninger om at blive på skærmen. Jeg tænkte bare: Fint, så kan jeg da bare ikke være på skærmen. Jeg er jyde. Jeg taler jysk. Det kan jeg simpelthen ikke lave om på. Mere betød værtsjobbet heller ikke.”

Hvad sagde de så til det?

”De sagde: ”Nå. Ok”. Og så lod de mig blive”, smiler den efterhånden erfarne tv-vært.

Delete al dårligdom

Selvom al begyndelse er svær, besidder Cecilie Beck, ifølge hende selv, evnen til kun at huske de gode ting og succeserne. Og de såkaldte ’begynderbommerter’ som tv-vært lader ikke til at figurere i den ellers skarpe hukommelse hos den nu 48-årige tv-journalist.

”Jeg kan helt ærligt ikke rigtig huske dem, bommerterne. Jeg har en vidunderlig evne til at glemme frygtelige øjeblikke. Jeg håber virkelig heller ikke, at man, når man en dag ligger for døden vil tænke på de 35 minutter, hvor man stod og ventede på en forsinket bus eller noget andet røvsygt. Jeg håber, man husker højdepunkterne.”

”Jeg er, særligt i mit arbejdsliv, god til at huske de gode ting – og fuldstændig fortrænge de dårlige. Og et af de gode øjeblikke som nybegynder var nok, da det gik op for mig, at jeg kunne noget særligt, når det kom til at interviewe folk. Jeg var en del af et politisk magasin på tv, hvor jeg fik lov til at gå rundt på gangene på Christiansborg og interviewe alle mulige. Det var et kick. Vi gik bare rundt og stak mikrofonen op i næsen på ministre og alle mulige. Jeg opdagede, at jeg kunne noget, at jeg havde en frækhed, en manglende autoritetstro, som er ret god i de sammenhænge. Det var enormt sjovt og et ret fedt indblik at få som journalist, og man mister ærefrygten for interview-ofrene, når man går op og ned af hinanden i kantinen. Det ville jeg ikke være foruden.”

Aldrig politiker

Tiden på Christiansborg gav Cecilie Beck et indblik i dansk politik og en drøm om måske en dag at blive politisk korrespondent. Hun ser frem til det kommende valg, som hun skal dække for TV2, men politiker, det bliver hun aldrig.

”Jeg synes simpelthen, det er for hårdt at være politiker. Jeg ved godt, at der er en generel politikerlede i det her land, men politikerne herhjemme har min dybeste respekt. 95% af de politikere, jeg kender, er politikere, fordi de virkelig tror på, at den politik, de forsøger at få gennemført, vil gavne os alle. Samtidig får de jo så mange bank konstant. De bliver svinet til, mens de knokler i tonsvis af timer hver uge. Og jeg tror ikke, jeg ville kunne undgå at blive meget ked af alle de mange hadske indlæg, som politikerne oplever i dag.”

”Det er meget grænseoverskridende tilsvininger, særligt på de sociale medier, og politikerne kan ikke tillade sig at trække sig fra eksempelvis Facebook. De lever jo af opmærksomhed – modsat mig. Jeg har for eksempel ingen Facebook-konto. Det kan bare ikke undværes som politiker. De er tvunget til at stille sig op som skydeskive for al den vrede, der hersker derude. Det oplever jeg ikke som journalist på TV2. Medmindre TV2 har lavet et Beck-filter for at skåne mig”, siger Cecilie med et smil på læben.

Anchorman – en film, en fordom

Den ikoniske og meget morsomme film Anchorman, hvor Will Farrell spiller den selvhøjtidelige og knap så troværdige tv-vært Ron Burgundy er en komedie om miljøet i nyhedsbranchen og livet som nyhedsvært på en amerikansk tv-station. Men spørgsmålet er, om filmen også er en spot-on fremstilling af virkelighedens job som tv-journalist.

”Med frygt for at lyde frelst, så tror jeg, at filmen rammer fordommene om miljøet ret præcist. Jeg tror desværre, at mange mennesker generelt har en opfattelse af journalister, som passer på de fordomme, og jeg bliver så ked af det, når jeg ser, at vi journalister ligger og roder rundt nede blandt politikere og brugtvognsforhandlere, når det kommer til troværdighed. Jeg erkender, at det er vores egen skyld. Vi må have sendt nogle forkerte signaler, men jeg bliver pisse ked af det, fordi 95% af de journalister jeg kender, faktisk er journalister med rent hjerte og ædle motiver, fordi de tror på, at det er vigtigt at have en dygtig presse, som kan holde vores magthavere i skak – og få vigtige fortællinger ud til folk.”

”Men jeg tror desværre, at folks generelle opfattelse af journalister er, at vi er sensationssultne freaks, der vil sprøjte et par historier ud over folket. Men sådanne journalister kender jeg ikke. Heller ikke miljøet på TV2 er sådan. Så egentlig er der intet i min virkelighed, der kommer i nærheden af Anchorman. Og jeg går aldrig på skærmen for at folk skal se mig. Jeg gør det, for at folk skal høre den vigtige historie, jeg formidler. Det lyder kedeligt og frelst, men sådan er det virkelig. Hvordan det så er lykkedes os at signalere alt mulig andet er mig stadig en gåde”, griner Beck og tilføjer: ”Det skal vi journalister vist arbejde lidt på”.

Filmen Anchorman er humor på højt plan. Og humor er jo vigtigt på alle parametre. Men det er vel svært at få lov at bruge humor i et arbejde som dit?

Jeg kan godt bruge humor til en vis grad. Men jeg har en enormt syg humor til tider, og den kan jeg ikke lige snige med mig ind på skærmen.

Syg humor, hvordan?

Jeg har det generelt ikke godt med ting, man ikke må. Ting, man bare ikke må sige, har det med at dukke op i mit hoved, og jeg kan sige virkelig grove og ulækre ting. Men der er også en hård, kynisk humor i journalistbranchen generelt, som kommer sig af, at man dagligt sidder med mange barske ting i nyhedsstoffet, og hvor humoren, som at sige upassende ting, af og til bliver en ventil. Det er et behov, som jeg tror opstår i pressede arbejdsmiljøer.

Det findes nok også hos læger eller hos politiet, hvor der nok bliver sagt ting, vi andre ikke ville kunne tåle at høre eller ville blive stødt over.

Ligesom Ron Burgundy viser sig at have et gedigent talent for fløjtespil, har du en hang til at synge. Er du aldrig bange for, at det kan gå ud over dit renomme som formidler af seriøst nyhedsstof, når du af og til står og optræder med en sang?

”Nej, jeg tror godt folk er klar over, at jeg ikke er en journalist, der sidder og læser Karnovs Lovsamling hele tiden. Jeg tror, det ligefrem styrker min rolle som formidler, at folk ser mig som et menneske og ikke en af de der nyhedsrobotter. Der er selvfølgelig grænser for, hvad jeg kan tillade mig. Jeg er et relativt almindeligt menneske med et fritidsliv, og jeg kan selvfølgelig ikke stille op til Årets Stripper 2019. Det ville nok forstyrre for meget. Men folk kan godt kapere, at jeg synger en lille jazzsang en gang imellem.

Opmærksomhed uden følelser

Cecilie Beck er vant til opmærksomhed. Og med opmærksomheden følger spørgsmålet om at føle sig elsket af folket. Tv-værten mærker anerkendelsen, men er meget bevidst om forskellen på opmærksomhed og kærlighed.

”Jeg tror, man skal passe på ikke at forveksle kærlighed med opmærksomhed. Der er måske nok mange mennesker, der synes, jeg er en god nyhedsvært, muligvis ligefrem et sympatisk menneske. Men der er sikkert også nogen, der synes, jeg er en kæmpe idiot. Uanset hvad, så tror jeg, man skal passe meget på med at hænge følelser op på den opmærksomhed, man får. For hvad skal man så stille op med det gigantiske kærlighedstab, der vil opstå den dag, man stopper. Det ville gøre en afhængig, hvis man gør hvad man gør for at blive elsket. Og det tror jeg, man skal passe meget på med. Men jeg mærker respekten overfor mig som en dygtig nyhedsvært, og det er vigtigt for mig. Det vil jeg jo kunne tage med mig den dag jeg holder op, den dag jeg mærker opmærksomheden forsvinder”, siger Cecilie og fortsætter:

”Og man skal ikke gøre sig de store illusioner om at være savnet, for tro mig – når jeg stopper vil der stå et par overskrifter, men 14 dage efter er jeg glemt og erstattet af en ny. Ingen er uundværlige. Ingen er mere unik, end at man hurtigt er erstattet af en anden, der fylder rollen ud. Den opmærksomhed, der er omkring en, den er flygtig. Og det er vigtigt at være sig det bevidst.”

Kvinden fra Kalhave har et prestigefyldt job som tv-journalist. Og hun er på mange måder en stor succes i sin branche. Men spørgsmålet er, om hun selv føler, at hun er succesfuld.

”Det tænker jeg ikke over. Men hvis jeg skal tvinges til at forholde mig til det, så ville det være absurd at sige, at jeg ikke har succes. Men jeg tænker virkelig ikke over det på den måde. Det er jo også lige meget, om man føler sig succesfuld eller ej. Bare man har det godt. Jeg er ligeglad med at være en succes. Det betyder ikke noget for mig. Og når jeg ligger i min kiste, vil jeg ikke spørge mig selv, om jeg var en succes. Jeg vil spørge mig selv, om jeg har haft det godt, mens jeg levede. Det er det, der er vigtigt. Fuck succes.”

Men kan man føle sig lykkelig, uden at føle sig succesfuld?

”Ja. Det kan man. Det er jeg sikker på. Men man kan ikke føle sig lykkelig uden at føle sig nyttig, eller have en følelse af, at man bidrager med noget. Jeg tror, det kan gøre dig lykkelig, hvis du mærker, at du gør en forskel. Men oftest defineres succes ud fra, om der står en masse mennesker og anerkender en. Det kan man sagtens være foruden. Faktisk, så tror jeg, at der er mange flere lykkelige mennesker udenfor rampelyset.”

Er anerkendelse da ikke vigtigt for dig?

”Jo. Jeg vil da gerne anerkendes, men jeg behøver ikke succes. Jeg er ekstremt ambitiøs, på kanten til det kompromisløse, når det kommer til journalistikken. Og at få anerkendelse som en dygtig journalist, kan ligeså godt være en anerkendelse, der kommer fra mine kollegaer, som det kan være fra folk generelt.”

Er du ambitiøs? 

”Jeg tror mine redaktører synes, jeg blander mig lidt mere i deres arbejde end gennemsnittet – hvilket sikkert er lidt irriterende for dem. Men nogen gange tror jeg også, at de synes, det er dejligt, da det er et udtryk for, at jeg er ambitiøs på produktets vegne. Så ja, jeg har altid været ret ambitiøs. Og det synes jeg faktisk, man har pligt til at være. Uanset hvad man laver. Når jeg kigger ned på nogen af de brosten, der er lagt i smukke mønstre i gaderne i København, tænker jeg, at de er lagt af et ambitiøst menneske. De kunne i stedet være kastet skødesløst ud og lagt lidt tilfældigt. Jeg er ikke hysterisk detaljeorienteret, men tingene skal være ordentlige.”

Er du journalist om 20 år?

”Det ved jeg ikke. Er jeg egentlig ikke gået på pension om 20 år? Nej, det er jeg nok ikke. Jeg kunne da godt forestille mig at lave noget andet. Men jeg holder aldrig op med at være journalist. Det er groet ind i min sjæl. Så jeg bliver i hvert fald aldrig spin doktor. Det vil mit hjerte ikke kunne bære. Det vigtigste for mig i mit job er at få sandheden frem. Jeg kunne aldrig have et job, hvor det handlede om at sløre eller redigere i sandheden. Det kommer ikke til at ske”, slutter Cecilie Beck.

 

 

De 5

Mariah Carey eller Whitney Houston?

Whitney. Selvom de begge to virker ret iscenesatte i deres måde at synge på, så fornemmer jeg en større ærlighed fra Whitney Houston i hendes musik. 

Burger eller stegt flæsk?

Burger. Jeg kan ikke fordrage stegt flæsk. Jeg kan simpelthen ikke klare det. Det er bare ulækkert.

Kjole eller jeans?

Det kan jeg sgu ikke vælge imellem. Jeg elsker begge dele. Jeans giver frihed, og  kjolen giver femininitet. Men skal jeg vælge, må det blive jeans. 

Anders Matthesen eller Jan Gintberg?

Anden. Undskyld Gintberg. Ham elsker jeg også. Men jeg vælger Anden, fordi hans humor er en tand barskere. Den minder lidt mere om min egen, og jeg kan virkelig godt lide, når folk tør gøre noget, hvor man tænker: ‘Det gjorde han bare ikke!’. Det elsker jeg simpelthen. 

Rom eller Paris?

Jeg elsker Paris. Men jeg siger Rom af den simple grund, at jeg aldrig har været der.