Liebhaverbilen
Vanedannende radiobil
Test
Jaguar I-Pace MY20-HSE 400 hk.
Pris fra 855.880 kr.
Testbil: 931.980 kr.
At kalde Jaguars første fuldt elektriske bil for en radiobil er nok at degradere det engelske mesterværk lidt. Men Jaguars I-Pace er – især i bykørsel – en fornøjelse at køre. Nedbremsningen, når man slipper speederen, er kraftig, så man kører den ofte helt uden at bruge bremsen, og det er ganske vanedannende.
Designet er smukt. Det kan minde lidt om den ældre über-
Jaguar XC220 med sin lave front og ”tunge” bagende. Det er dog hverken en sportsvogn, en SUV eller en hatchback, men helt sin egen. Og pladsen imponerer – også bagi – trods de smukke skrå linjer, som ofte snupper noget af siddehøjden, men ikke her.
Tung, men adræt
De to nyudviklede el-
motorer har drivaksler, som er ført gennem selve motorerne, og de er placeret ved hver aksel, som sikrer et eminent vejgreb og et permanent firehjulstræk. I-Pace er også hamrende hurtig. Tryk speederen i bund og kattens 400 hk. får den til at springe til 100 km/t på kun 4,8 sekunder. Og det er trods en kampvægt på hele 2,3 tons (takket være de tunge litiumbatterier).
Testbilen er topmodellen HSE med meget udstyr, såsom 20” fælge, Matrix LED-lys, sportssæder og meget mere. Den koster også – trods rimelig afgiftsreduktion – tæt på en million. Den gode nyhed er, at man kan lease en I-Pace fra 8.795 kr. om måneden (engangsudbetaling på ca. 60.000 kr.), og der følger Clever-ladeboks inkl. installation med, og for kun 599 kr. månedligt kan man køre ubegrænset i hele Skandinavien.
Up
Design.
Plads.
Innovative løsninger.
Mulighed for trækkrog.
Down
Rækkevidden siger 400+ km., men vi kom aldrig over 300 km.
på en opladning.
Scandinavian brightness
Test
Volvo XC60 Momentum T4 aut. 190 hk.
Pris: 601.435 kr.
Volvos XC60 er den mest solgte model. 30% står den mellemstore SUV for af salget, så man skal have en sikker hånd for at forny succesen. Og det er lykkedes fint for Volvos nye XC60, som nu både er større, mere lækker og ikke mindst meget mere sikker.
Så sikker, at Volvo kalder den for deres hidtil mest sikre bil. Det vil være for omfattende at remse det hele op, men de nye tiltag er blandt andet nødbremsesystemet City Safe, som overvåger vejen for fodgængere, cyklister, store dyr og biler. Volvoen kører uden om forhindringer, hvis der ikke er tid til at bremse. Hvis du trækker ud for at overhale, og der kommer en modkørende, du ikke har set, tækker XC60 selv retur til inderbanen. Og blindvinkel-assistenten gør det samme, hvis du vil køre ud i en vognbane, som allerede er optaget af en anden bil.
Skrappe konkurrenter
Det kræver også lidt tilvænning, for jeg kørte lidt hurtigt rundt i en rundkørsel, og selv om jeg selv syntes, der var god plads til en bil foran, huggede XC’eren bremserne i, da jeg kom for tæt på.
Inde i kabinen er det hele lyst, venligt og indbydende, som en moderne design-café i Stockholm. Designet på selve bilen ligger nu også mere opad storebror XC90, og det klæder den godt. Køreglæden i denne den mindste af modellerne er ikke på højde med de skrappe konkurrenter i klassen, Audi Q5, Mercedes-Benz GLC, Jaguar F-Pace og BMW X3, men til gengæld er den så en meget sikrere bil på vejen. Og XC60 fås også i mere dynamiske udgaver med både 235 og 250 hk.