Slow Fashion

FET_Shopping

 

Ny sæson, nyt tøj – og det endnu flere gange årligt, end årets fire årstider. Fast fashion slider på miljøet og pengepungen med op til 52 nye kollektioner om året og dårlig kvalitet, der ikke holder. Men nu er en ny trend ved at vinde frem i kølvandet på klimasnak og bæredygtighed. Slow fashion er en helt ny shoppetrend, hvor det handler om at købe tøj, der holder i lang tid. Men hvordan griber du denne nye trend an, og bliver en del af den?

Kort sagt: Køb mindre tøj og køb tøj, der holder længe. Der er to sider af den sag. Tøjet skal kunne bruges igen og igen – uafhængigt af modefænomener – og kvaliteten skal være i orden.

Vil du bruge det mere end en gang, og er det praktisk?

Det handler om at ændre din tankegang, når du shopper. Hver gang du står med et stykke tøj eller et par sko i hænderne i butikken, så spørg dig selv: hvornår og til hvad skal jeg bruge det? Vil jeg bruge det flere gange og måske endda flere år i streg? Eller ryger det bag i skabet, når du har brugt det et par gange?

Hvis du mangler et par vinterstøvler, så er det nok, fordi de skal være varme og endda vandafvisende – derfor skal du vælge et par, der har de egenskaber og ikke kun ser smarte ud.

Du kan supplere med tøj, der er mere trendbaseret end andet, hvis blot du har en god basisgarderobe og tænker over at købe tøj, der er af et bæredygtigt materiale, så det kan genbruges efterfølgende.

Kvalitet, der holder, og som du gider bruge

Selvom din uldtrøje er pæn, så mærk godt efter, om den kradser, fnulrer på dine bukser eller ikke er rar at have på – for så får du den helt sikkert ikke brugt. Mærk samtidig efter, om kvaliteten af for eksempel din T-shirt føles god.

En tommelfingerregel er, at hvis du kan se din hånd igennem stoffet, er kvaliteten ikke god nok til at kunne holde. Jo tungere dine jeans er, jo bedre og mere holdbare er de sikkert.

Ifølge Sean Cormier, der er professor på The Fashion Institute of Technology, skal en god medium størrelse T-shirt veje omkring 170 gram, hvis kvaliteten skal være god.

Tjek syningerne

Et andet sted at tjekke kvaliteten er ved at hive let i syningerne og i knapperne – hvis de føles gode og faste holder produktet længere.

Kvalitetsbomuld

Bomuld af høj kvalitet holder længere. Hvis du ønsker tøj, der ikke bliver grimt hurtigt, skal du købe T-shirts, der er lavet af lange bomuldsfibre – jo længere jo bedre. Se efter for eksempel Pima-bomuld eller langfibret bomuld på tøjets mærke. Er der tilføjet et kunstigt materiale, som for eksempel polyester til tøjet, er holdbarheden også bedre, men husk at vaske det i en vaskepose, så du ikke frigiver plastikfibre via vaskemaskinen.