Månedens businessprofil
På bare tre år er månedens businessprofil gået fra debuterende lokalpolitiker fra Venstre til borgmesterkandidat i Hørsholm Kommune. Ann Lindhardt er selvstændig erhvervsdrivende og medejer af blandt andet det internationale
brand Little Arthur, men politikken på rådhuset stjæler mere og mere af hendes tid. Liebhaverboligen nappede en smule af den, så vi kan lære den fremadstormende lokalpolitiker lidt bedre at kende.
Det største øjeblik i dit liv (ud over at blive mor)?
At blive gift, og da jeg blev valgt ind som politiker i 2017.
Hvis du kunne gå tilbage i tiden, hvad ville du da fortælle om dig selv, da du var 18 år?
Jeg ville sige: Nyd livet, og hvad det bringer. Vær modig og grib de muligheder og chancer, der kommer forbi din vej: Hvor intet vover, intet vinder. Følg dine drømme, og giv ikke op. Rejs ud og oplev verden uden for Danmark. Verden er fuld af mirakler, energi og oplevelser.
Har du et politisk forbillede og i så fald hvem og hvorfor?
Uffe Ellemann og hans karismatiske personlighed og drivkraft. Hans tydelige politiske profil og det han udrettede for det borgerlige liberale Danmark. Jeg er vild med hans rammende citater som: “Hvis man taber sine idealer og sin politiske sjæl, så er der ikke noget, der holder,” eller “Bodegapolitikere og deres lette løsninger og svar.”
Uffe Ellemann-Jensen var – og er – en stor europæer, det er jeg også.
Din største fortrydelse i livet i arbejdsmæssigt regi?
At jeg ikke gik ind i politik før 2017.
Hvilket projekt/idé arbejder du og Venstre på højtryk med i øjeblikket?
Et mere borgeligt og progressivt Hørsholm. Der er behov for friske øjne, så Hørsholm kan få en mere stabil økonomi og udvikling i en attraktiv retning.
Lever du for at arbejde, eller arbejder du for at leve?
Selvfølgelig leve for at arbejde. Min virksomhed og mit politiske arbejde giver mig energi.
Blå bog
– Ann Lindhardt, 46 år, lokalpolitiker og borgmesterkandidat for Venstre i Hørsholm Kommune.
– Bor i Rungsted Kyst med sin mand, Nicolai, og deres 11-årige søn, Arthur.
– Selvstændig erhvervsdrivende og medejer af brandet Little Arthur.
– Gik ind i politik, da hun kom retur fra London i juni 2017.
– Blev valgt ind i byrådet i november 2017.
– Fritidsinteresser: Amerikansk politik, rejser og kultur.