Giv hjemmet sjæl
House of Trends bugner af spændende og hyggelige ting til boligen
Her er lys og stager, puder til sofaen, lamper og spejle, udstoppede dyr og masser af tøj, sko og smykker. Der er faktisk ikke det, man ikke kan finde i den rummelige butik, hvor der størrelsen til trods ikke er en ledig krog. I kælderen er der udstilling af antikke møbler, primært fra Kina og Tibet.
”Nogle af tingene finder jeg selv på markeder rundt omkring, og så er jeg heldig at kende flere, der rejser rundt i verden og er gode til at finde møbler med sjæl og historie,” fortæller Jeanne Guldbrandsen, som har haft butikken i mange år.
”Jeg søger altid at handle med mennesker, der virkelig brænder for tingene, og det er jeg sikker på, at man kan mærke på stemningen i butikken.”
Den perfekte gave til værtinden
At Jeanne Guldbrandsen selv brænder for tingene, mærker man ikke mindst på den meget personlige kundeservice, hvor man altid er velkommen til at låne de større ting med hjem, inden man beslutter sig, så man kan se, hvordan de passer i hjemmet. Og så bliver alle gaver pakket smukt ind, for indpakningen er en vigtig del af oplevelsen.
”Vi har altid friske blomster og andre gode ideer til værtindegaver, fx specialiteter som te, chokolade, olie og eddike, syltetøj og andre lækre ting,” forklarer Jeanne Guldbrandsen. I hverdagen har hun god hjælp ikke alene af sine ansatte, men også af kæresten Claus Nehmzow, som deler Jeannes interesse for boligindretning – når han altså ikke er ude at spille musik som DJ.
”Det er rart med en handyman, for der er meget, der skal slæbes og pakkes ud, når varerne ankommer til butikken.”
Lige nu er det ikke mindst julevarerne, der begynder at fylde hylderne og bringer kunderne i særligt julehumør.
Besøg House of Trends her:
Hovedgaden 18
2970 Hørsholm
-Eller på facebook: www.facebook.com/pages/House-Of-Trends