Rekordstore hammerslag i Genève
November er auktionstid i urenes hjemby, Genève. Deres udsendte tog med til Phillips’ store auktion, hvor auktionarius Aurel Bacs gjorde rent bord med adskillige rekorder i et allerede legendarisk ‘White Glove Sale’.
“It’s the Michelangelo of modern watchmaking”, proklamerer auktionarius Aurel Bacs, da han præsenterer lot nr. 14. Og jeg kan da også mærke intensiteten stige i det tætpakkede telt, hvor auktionshuset Phillips afholder sin årlige Geneva Watch Auction. Lot nr. 14 er et one of a kind guldur håndbygget af mesterurmageren Philippe Dufour – hans første armbåndsur overhovedet (fra 1992), og verdens første, der har både ‘Grand & Petite Sonnerie’ (indbygget klokkeværk, der automatisk ringer for hver time og for hvert kvarter). Det er noget af en bedrift at klemme det ned i et armbåndsur, og interessen blandt samlere er stor. Uret er vurderet til 1-2 mio. schweizerfranc, altså 7-14 mio. kroner. Det lyder vildt, men nu begynder buddene at vælte ind – efter et startbud i kommission bliver der øjeblikkeligt budt 1.5 mio. fra en af telefonerne. Så bydes der online fra Singapore, USA, Hong Kong og flere andre steder. Salen vil også være med, flere telefoner blander sig og efter et par minutter er vi oppe på 2.6 mio. “Please speed up, or we could be here all day”, siger Aurel Bacs med et smil. Men jeg tror han mener det alvorligt. Flere bud tikker ind, 3.0 bliver til 3.2 mio. Aurel Bacs løfter hammeren og siger “Fair warning”, men så vender byderen fra Singapore tilbage: 3.5! “This is a gentleman bidder”, siger Aurel Bacs veltilfreds. Der grines forsigtigt i teltet. Men vi er ikke færdige, et modbud på 3.7 tikker ind. Men da telefonbuddet forhøjes til 3.9 mio. er vi ved at være der. Hammeren falder, og der klappes begejstret over hele linjen. En samler fra Hong Kong har fået sig et ur til ca. 30 mio. danske kroner …
Rekordauktion
Der er varmt i teltet, selvom det er en kølig novemberdag. Betegnelsen telt er måske også lidt misvisende, for det er et stort og luksuriøst ét af slagsen, som Phillips har bygget op på plænen foran det femstjernede Hotel La Reserve i udkanten af Genève. Vi er samlet et par hundrede mennesker til en af årets største urauktioner, og udover alle os fremmødte købere, pressefolk og nysgerrige, er der en hel stribe af Phillips-medarbejdere, der sidder klar ved skærme og telefoner for at tage imod bud fra hele verden. Fra min plads i teltet skæver jeg til mine sidemænds håndled. Der er et Richard Mille til højre for mig. Til venstre glimrer et Rolex Daytona i guld. Længere henne spotter jeg et A. Lange & Söhne.
I går var jeg også forbi teltet til gennemsyn og fik set nærmere på nogle af urene, bl.a. det Phillip Dufour-ur, der netop har fået ny ejermand. Det føltes lidt mærkeligt at sidde med så stor en værdi mellem fingrene, og jeg var ærligt talt nervøs for at tabe det, da jeg prøvede det på.
Auktionen løber over to dage, og da weekenden er ovre, står det da klart, at denne Phillips-auktion går over i historiebøgerne. Det er husets første ‘White Glove Sale’, hvilket betyder, at samtlige 248 udbudte ure blev solgt – til en samlet værdi af svimlende 68.2 mio. schweizerfranc (ca. 481 mio. danske kroner). Det må have været verdens mest kostbare telt, der stod dér på græsset i Genève.
1
Auktionarius Aurel Bacs slår hammeren ned og sikrer den største omsætning nogensinde for en urauktion: de 248 ure blev solgt for sammenlagt 481 mio. danske kroner.
2
Under mit besøg fik jeg prøvet at have et 30 mio. kr. dyrt ur på håndleddet – dagens højeste hammerslag blev dette Philippe Dufour Grande et Petite Sonnerie #1.
3
Dette sjældne Patek Philippe ref. 2499 gik for ca. 10.5 mio. kr.
4
Et britisk Roger Smith-ur løb op i ca. 4.6 mio. kr.
5
Der blev sat verdensrekord for Omega-ure med dette ref. 2915-1 ‘Tropical Broad Arrow’, der blev solgt for ca. 22 mio. kr.