Magasin: Disse tre tendenser præger årets julegaver

Sidste år var det hygge og komfort, der fandt vej under danskernes juletræer. I år er hverdagen kommet tilbage, og det afspejler julegavetendenserne, lyder det fra Magasin. I 2021 er bøger, vintage, farver samt kvalitetsudstyr til køkkenet (og soveværelset…) et sikkert hit.  

Endelig har danskerne fået en mere eller mindre normal hverdag tilbage, og det afspejler sig i årets julegaveønsker, hvis man spørger Magasin. Sidste år bar julegaverne nemlig præg af, at danskerne var mere hjemme end nogensinde og derfor ønskede sig alt fra lækre morgenkåber, lounge-wear og forførende sexlegetøjs-produkter. 

 

”Årets gaveønsker vil uden tvivl afspejle en hverdag, der adskiller sig markant fra sidste år, hvor de fleste danskere prioriterede hygge og komfort i hjemmet samt i garderoben. Når det er sagt, er der nogle vaner, vi har taget med os fra coronatiden,” lyder det fra Esben Hougaard, der er Indkøbsdirektør hos Magasin.  

 

Ifølge Esben Hougaard er der særligt tre tendenser, der vil præge ønskelisterne i 2021: 

 

Kvalitetsprodukter til køkkenet (og soveværelset) 

Selvom danskernes hverdag ikke længere er styret af corona, er der en række tendenser, som danskerne ikke har givet slip på. Hjemmearbejdet har præget vores krav og lyst til at have det lækkert derhjemme både i køkkenet – og i soveværelset. 

”Vi har mærket en stigende interesse i kvalitetskaffemaskiner fra blandt andet mærkerne Sage og Jura, som er helt oplagte at skrive på ønskelisten,” siger Esben Hougaard der samtidig forklarer, at også kvalitetsknive, sodastream maskiner, eller lækkert bageudstyr står på manges ønskeseddel.  

”Det er dog ikke kun i køkkenet danskerne ønsker kvalitet. Salget af kvalitets sexlejetøj holder ved fra sidste år og igen i år kan man i Magasin købe kvalitetsbevidst og lækkert sexlejetøj fra blandt andet Sinful og Satisfyer – så kan julen da kun blive endnu sjovere,” afslutter Esben Hougaard.   

Personlige julegaver som bøger og vintage hitter 

Er sexlejetøj lige friskt nok, er et sikkert hit at købe en mere personlig julegave, der fx viser særlig omtanke og kendskab til modtageren, eller som der kun findes én af.  

”I år står gode bøger højt på mange danskeres ønskelister, og hos Magasin ser vi en stor fremgang i bogsalget, hvor sortimentet hele tiden opfriskes med de nyeste og mest spændende titler. En bog er en rigtig god julegave, da den afspejler, at man har brugt tid på at sætte sig ind i modtagerens interesser og smag,” siger Esben Hougaard og tilføjer: 

 ”Der findes et hav af gode muligheder, når det kommer til personlige julegaver. Det kan også være alt lige fra en personlig gravering i smykker og trykte initialer på sengetøj til et unikt fund i en vintagebutik, der i den grad understreger, at der er tid og tanke bag gaven. Uanset om man har stiftet bekendtskab med vintageshopping eller endnu ikke har kastet sig ud i det, har vi i Magasin på Kgs. Nytorv netop åbnet vintagebutikken Time’s Up Vintage, hvor man med sikkerhed kan finde unikke vintagegaver med sjæl,” siger Esben Hougaard 

Farver og mønstre er tilbage 

I 2020 var de fleste optaget af at bringe ro ind i hjemmet – og i garderoben, fordi det var her, vi danskere tilbragte det meste af vores tid. I år spår Magasin, at danskerne atter har fået øjnene op for alt, hvad der rører sig inden for farver, skæve kontraster samt glitter og glimmer. 

”Danskerne har fået motivationen til at give den gas med farver og mønstre tilbage, og det afspejler sig i både moden og i boligindretningen. I boligen er det eksempelvis farverige vaser og fremtrædende kunstværker, der præger stilen,” siger Esben Hougaard og fortsætter: 

 ”Sidste år oplevede vi, at danskerne i sagens natur ikke havde den store interesse i at erhverve sig festligt tøj og tilbehør som sko og tasker. Men i år kan vi se en øget efterspørgsel på især kjoler, stilletter og accessoires som farverige strømpebukser, der kan pifte outfittet op til de savnede fester og lige om lidt til julens fester. Derudover er alt, hvad der rimer på glimmer, et sikkert hit i år,” slutter Esben Hougaard.