Rugbrød på tilbud
VW opfandt deres Transporter for 71 år siden, og den er lige siden kommet i et hav af versioner. Nu fås den luksuriøse minibus som plugin-hybrid, og det er gode nyheder for pengepungen
I 1950 kom de første VW Sambaer minibusser – også kaldet T1 – til verden. De blev enormt populære også som – eller især – som små varevogne, og VW Transporter er i dag en af verdens mest solgte kassevogne og arbejdskøretøjer i det hele taget.
Herhjemme har modellen altid haft kælenavnet “Rugbrødet”, da formen minder om et godt dansk rugbrød. I juni måned havde Volkswagen så verdenspremiere på deres nye Transporter (Multivan), der starter et nyt kapitel for mærket. Den nye Multivan er for første gang en helt selvstændig model og er bygget på den velkendte MQB-platform.
Brugen af denne platform har også givet mulighed for at introducere teknologier fra Volkswagens personbiler. Det gælder indenfor digitalisering, assistentsystemer og ikke mindst drivlinjer, hvor Multivan bliver den første model fra Volkswagen Erhvervsbiler, der tilbydes med en plugin-hybrid-drivlinje.
Og se, det kommer den heldige danske forbruger til gode i den grad. For normalt så koster disse minibusser “så jorden, den ryster”, men ikke længere.
Den nye Multivan forventes introduceret i slutningen af i år og start det nye år til priser fra cirka 480.000 kr. for en plugin-hybrid-version. Det er så for intro-modellen uden en masse ekstraudstyr, men det er dæl’me billigt!
Liebhaverbilen blev af VW inviteret til Frankfurt for nylig for at prøvekøre rugbrødet, og den er lige så letkørt og agil som en T-Roc eller Golf. Jo, den er naturligvis større (enten 498 cm eller 518 cm lang og 190 cm høj), men det føles ikke, som kører man en bus. I øvrigt er akselafstanden den samme lige meget, hvilken version der vælges.
Multivan’en er flottest i tofarvet lakering – eksempelvis som her i rød og sort.
Mulighederne er mange, og man kan indrette sin Multivan som den rene drømmerejsevogn til hele familien.
Man kan også privatlease en syv-personers Life-version til 5.495 kr. månedligt med en engangsudbetaling på 25.000 kr.
Masser af indretningsmuligheder
Gearskiftet er på alle modeller det lydefri automatiske DSG-gear. Det betjenes i instrumentbrættet meget enkelt. Et tryk ned for Drive og et tryk mere ned for Sport-indstilling eller økonomi.
Den nye Multivan, som kan betegnes som en meget stor MPV har skydedøre i begge sider og op til syv sæder. Det er alle individuelle stole, som kan rulles frem og tilbage, og de kan klappes sammen i ryggen, så man får sig et lille bord eller benstøtte.
Der er ikke en bænk som bagerste sæderække, men i dag tre pilotstole, hvis man ønsker sig en 7-sæders version, ellers er der kun som standard to sæder allerbagerst. Man kan flytte rundt på stolene, eller man kan tage dem alle ud, og så har man en kæmpe varevogn med volumen på over 4.000 liter. Der kan også installeres et klapbord takket være et nyt skinnesystem. Bordet kan betjene anden og tredje række eller fungere som midterkonsol mellem forsæderne. Det er også muligt at få varme i sæderne i anden række (da der kan indlægges 12 volt i skinnerne).
Modellen kommer både i plugin-hybrid, som kan trille lige omkring 50 km. på ren el ved fuld opladning, og senere kommer der både en benzin og en diesel-udgave, til men plugin er mest interessant, da det for én gangs skyld gavmilde danske afgiftssystem her tilgodeser sådanne biler, og prisen derfor kan holdes under en halv million kroner. Og det er omtrent det samme, som den nu udgåede og meget mindre VW Sharan med 7 sæder solgtes for.
Fordele:
Anvendelighed
Pris
Letkørt
Ulemper:
Brændstoføkonomien er lidt heftig på langture, når du ikke lader batteriet op.