Liebhaver-lækkerier til påsken

Forkæl dig selv og dine gæster med et par ekstra gode flasker, når fridagene skal nydes fuldt ud. Vinstyrke2 har testet et udvalg af luksusvine, der egner sig til lidt af hvert på påskebordet.

Se flere anmeldelser på www.vinstyrke2.dk

 

Father John, Pinot Noir 2017, Anderson Valley, Mendocino County

Pris: 300 kr. stk. 

* * * * *

Næsen er udpræget burgundisk med toner af mørke skovbær – særligt hindbær – lidt kirsebær og fugtigt løv. Også en anelse spicy. I smagen får du masser af dejlige røde og mørke bær i en cremet og let mælkesyrnet indpakning. Saftig og frugtig pinot, der oser af kølighed og elegance. Man skal virkelig gøre sig umage for at smage, at dette er en californier. Oh happy day! som der så rigtigt står på bagetiketten.

www.kkwine.dk

 

 

 

Vigna di Borgogno 2013, Barolo

Pris: 399 kr. 

* * * * 

Old school barolo, som trods en vis alder stadig strammer til med masser af rå tanniner. Dufter som ældre barolo skal dufte: Svesker og tørrede frugter, kakaopulver, orangeskal, tobak og et strejf af viol. I munden får du læssevis af tørstof. Smagsnoterne går i retning af bitter chokolade, tranebær og sveske. Giv vinen godt med luft, før du skænker den i glasset. Lammekrone vil fungere rigtig godt hertil.

www.holtevinlager.dk

 

 

Ausàs Interpretación 2018, Ribera del Duero

Pris: 339,95 kr. 

* * * * 

Stringent og temmelig tør udgave af en ribera del duero. Lettere animalsk i duften med indslag af sorte oliven, røget pølse, urter og kakao. Bærfrugten er nedtonet, men i munden fornemmes både brombær- og solbærnoter samt espresso og chokolade i rigt mål. En krydret sag med en mærkbar syre. Her er ikke skyggen af frugtsødme. 4 pæne stjerner.

www.theis-vine.dk

Joseph Drouhin 2017, Savigny-les-Beaune

Pris: 389 kr. 

* * * * * 

De fleste har formentlig haft skuffelser med bourgogne. Det er vilkårene med vine, der bevæger sig i cyklusser og i perioder lukker helt ned. Jo større er glæden derfor, når du skænker en bourgogne, der bare er så klar, som den overhovedet kan blive. Drouhins savigny er i den grad en lækkerbisken. Åben, frugtmættet og uden et eneste skarpt hjørne. I næsen toastede nuancer i elegant samspil med jordbær og hindbær og café au lait. Mundfornemmelsen er blød, rund og lækker. Der er noter af moden, let sødmefuld frugt – primært røde bær – og en syrlig snert af cremefraiche. En vin, du bare labber i dig.

www.hjhansen-vin.dk

 

Cuentaviñas, Tinto Fino 2019, Ribera del Duero

Pris: 420 kr.

* * * * *

Efter 12 måneder på fransk eg og efterfølgende 8 måneder på beton samt yderligere flaskelagring burde denne ribera del duero være mere eller mindre drikkeklar. Det er den også – i hvert fald hvis du er fan af fadvanilje og rå, mundudtørrende tannin. Jeg skulle mene, den har behov for yderligere nogle år til at integrere fadet. Duften har ristede og røgede toner og aromaer i retning af råsyltede blåbær og chokolade med højt kakaoindhold. Smagsmæssigt er der god koncentration af bærfrugt og ret så meget knald på vaniljen. Vinen matches bedst med kraftige kødretter. 5 små stjerner.

www.kkwine.dk

Vignolo 2020, Vinding Montecarrubo, Terre Siciliane

Pris: 495 kr. 

* * * * 

Kun godt 3000 flasker er produceret af denne rene syrah fra danske Peter Vinding-Diers’ sicilianske vingård. At klimaet på de kanter er varmt, kommer vi ikke udenom, og det mærkes i vinen, hvis sødmeniveau er lige højt nok efter min smag. Svesket og varm i duften med indslag af brombær, chokolade og hasselnød.  I munden nærmest fedmefuld. Smagen har noter af meget modne, mørke bær og varm kakao samt et let tanninbid i afslutningen Vinen balancerer på kanten af jammy med en ikke helt tilstrækkelig syre.

www.bichel.dk

Domaine Zind Humbrecht, Clos Saint Urbain, Pinot Gris 2001, Rangen de Thann, Alsace

Pris: 350 kr. 

* * * * * 

Jeg skal gerne indrømme, at jeg bliver en smule benovet, når jeg får lov at fordybe mig i en over 20 år gammel pinot gris fra mesteren Olivier Humbrecht. En vin som denne fra grand cru-marken Clos Saint Urbain understreger med al tydelighed hans formåen. Vinen fremstår mørkgylden i glasset og med umiskendelig botrytis. Sødmen stiger op af glasset efterfulgt af røgede noter og et miks af konfiteret tropisk frugt, græsk honning og karamelliserede mandler. Mundfornemmelsen er fedmefuld, fløjlsagtig og balancerer mellem det syrlige, søde og salte. Nuancer af orangemarmelade, syltet ananas og fersken samt et hint af limoncello munder ud i en flot, lang eftersmag. Stor vin – og stadig med masser af liv.

www.eriksorensenvin.dk

Quinta de la Rosa, 30 Year Old Tawny, Port

Pris: 499 kr. 

* * * * * 

Portvin lavet på et blend af forskellige årgange med en gennemsnitsalder på 30 år. Duften har støvede aromaer kombineret med lag af bark, valnød, sveske, daddel, karamel, tobak og en antydning af læder. Utroligt intens. Det gentager sig i smagsoplevelsen, der præges af heftig alkohol, men balanceres flot af en stringent syre. Noterne af tørrede frugter og puddersukker piftes op af peber og chili og et let strejf af citrus, der giver vinen friskhed og liv. 5 meget store stjerner.

www.vinslottet.dk