Fremsynet ferieparadis
Under den sidste finanskrise fra 2008 – 2010 faldt antallet af gæster i den spanske ferieby Benidorm drastisk. Nu strømmer turisterne igen til byen, som har tilbud til alle slags gæster og store teknologiske drømme om at være fuldstændig målrettet turisternes ønsker.
Landskabet på vejen fra lufthavnen ligner noget fra en western-film. Tørt, øde og ensomt. Imellem græstotterne ses kun enkelte lave huse, men så dukker de op i horisonten: Skyskraberne. Som et fatamorgana i en ørken sitrer synet af dem i varmen. Høje, slanke og nærmest amerikanske står de og ligner et lille Manhattan ”in the middle of nowhere”. Skulder ved skulder med det dybbål hav som baggrund – et lille Dubai i Spanien.
Benidorm på Costa Blanca-kysten, tæt på den smukke havneby Allicante er indbegrebet af sol og ferie. Fra mit vindue på hotel Villa Del Mar kan jeg høre bølgerne bruse, og nedenfor ligger havet bredt og vidt, og der er kun få skridt at gå over vejen – så er man på stranden.
Det er let at være turist i Benidorm. For rejsemålet er bygget til formålet og rent faktisk skræddersyet til at rumme alle slags feriegæster. Og dertil med et klima, som de fleste kan lide.
Om sommeren når varmen koger op mod de 30 grader, er det de unge, som fester igennem. Og i efterårsmånederne og om foråret er byen et eldorado for seniorer af alle slags. Så skifter Benidorm ansigt fra total party destination til stille by, og folk fra 50+ og opefter befolker det tegnebordsskabte sommerparadis.
Fremsynet borgmester
Benidorm på Costa Blanca-kysten i Allicante-provinsen ligner ikke nogen andre solkystdestinationer i Spanien.
Men det var hertil at nogle af de allerførste charterrejser gik til for snart mere end 60 år siden.
Fra at have været en søvnig fiskerby i flere århundreder forvandlede byens borgmester Pedro Zaragoza Orts nemlig på få år Benidorm til landets største turistmål. Blandt andet ved, som et som et symbol på på modernitet og fremadrettet byggestil, at lade byen vokse mod himlen, samtidig med at han målrettede byen masseturisme. På ligestillingssiden var Orts også moderne indstillet, og historien fortæller, at han egenhændigt kørte på sin scooter til den spanske hovedstad Madrid for at overbevise General Franco om at kvinder skulle have lov til at gå i bikini.
Begge dele – både drømmen om de høje skyskrabere og kvinderne i bikini lykkedes det for Orts at overbevise General Franco om, og i dag præger en imponerende skyline derfor Benidorm. Kendte kendte spanske arkitekter kappes stadig om at få lov til at tegne fantastiske himmelstræbere til byens fortsatte udvikling i højden, og jævnligt besøger arkitekturstuderende byen for at beundre de mange skyskrabere.
Smukke strande og forelskede par
Benidorm og dens atypiske skyline ligger smukt placeret midt imellem to smukke, brede sandstrande, flankeret af høje bjerge bagved.
Midt i byen ligger resterne den oprindelige fiskerby på en lille bakke og ”deler” på den måde byen i to halvdele.
Playa de Poniente hedder stranden mod sydvest, og Playa de Levante hedder stranden mod nordøst. Den roligste del af stranden på Poniente-siden ligger klart tæt oppe mod den gamle fiskerby, og det er da også her at de fleste seniorer bor – når det er sæson for dem i Benidorm.
Og for seniorerne er Benidorm et scoop. Forelskede par fra 50 år og op til tæt på 90 ses gående hånd i hånd. Ældre mennesker suser afsted på el-løbehjul, og mange kvinder i den alder, hvor tyngdekraften for længst har sat ind – bader og soler naturligvis topløse. For de er børn af hippie-tiden og kvindefrigørelsen, og i Benidorm kan de fortsat være ”unge”. Og det er de. De har simpelthen en fest, og for Liebhaverboligens udsendte var en meget dejlig oplevelse at se så mange ældre mennesker samlet om at holde ferie – ganske som de gjorde det, da de var unge. Selv for de som er dårligt gående, er det let at holde ferie i byen. Handicapscootere kan lejes, og strandpromenaden er forberedt, så man snildt kan køre aftentur og se solnedgang – uden at være til gene for andre på de brede fortove.
Tapas og udsigt
Selvom Benidorm er en skyskraber-by og blandt andet har Europas højeste hotel, er her også lave huse. De ligger i den gamle by, som er populær at besøge ved aftensmadstide. Små smalle gader huser i massevis af restauranter, som serverer tapas i alle afskygninger, og er man mere til en drink og en solnedgang – er det let at finde en hyggelig bar på byens højeste punkt ved det gamle kanonbatteri.
Herfra er der er en fantastisk udsigt ud over havet, og heroppefra kan man også se den lille ø Isla de Benidorm, hvortil der går både med glasbund i rutefart – måske interessant for de som er interesserede i fisk og fauna.
Luksushoteller af den dyreste slags, men også langt mere prisvenlige hoteller, golf og tennis, arrangerede gå og cykel-ture, gratis morgengymnastik på stranden, i massevis af restauranter og barer med mad i alle prislejer og kvaliteter – alt det er er masser af i Benidorm.
Men byen tilbyder også helse- og wellness-turisme og har gjort det mere end 100 år. I dag valfarter mange med sygdomme som gigt, astma og knogleskørhed stadig til Benidorm, hvor hele to privathospitaler står klar med ekspertise og hjælp, og mere end 20 hoteller tilbyder wellness i form af slankebehandlinger, antistress-aromaterapier og kort og godt afslapning og velvære i luksuriøse omgivelser.
Det grønne og autentiske bagland
En charterdestination – ja. Det kan man ikke komme udenom, at Benidorm er. Men bare få kilometer inde i baglandet – bag byens besynderlige, men flotte skyline, ligger det gamle Spanien stadig, hvis man får nok af badebyens overflod.
Ældgamle byer som La Villa Joiosa, Altea, Denia og Rávea byder på stejle gader, gamle kirker, ægte, spansk autencitet og stilhed. Og endelig kan man jo også besøge Costa Blanca kystens smukke by Allicante – både tog og busser går direkte fra Benidorm. I bil tager det ca 35 min., med toget godt 45 min.
Benidorm for børn:
Også børnefamilier er velkomne i Benidorm. Byen har udover de børnevenlige, brede sandstrande også adskillige temaparker, som kan begejstre både små og store. Bl.a. byder dyreparken Terra Natura på over 200 forskellige dyr, som lever i rekonstruktioner af deres naturlige habitater så som laguner, skove og sandklitter. Mundomar er navnet på en maritim temapark, hvor der dagligt er delfinshows, søløveshows og rent faktisk også en gruppe papegøjer som optræder. Terra Mitica er endnu en temapark, forklædt som antikkens Grækenland med en indlagt Nilflod – floden er naturligvis en ”forklædning” for adrenalinsusende vandrutchebaner og alskens andet vildt og underholdende forlystelseshalløj. Og sidst men ikke mindst har Benidorm Europas største vandland. Det hedder Aqualandia og har bl.a. en mørklagt vandrutchebane, en miniudgave af Niagaravandfaldet, en flod fra Amazonasjunglen man kan sejle på, og mægtige Stillehavsbølger man kan surfe på.
Se mere på www.benidorm.terranature.com, www.mundomar.es , www.terramitcapark.com , og www.aqualandia.net
Den intelligente by
Som den første turistdestination i Spanien og den første i Europa i øvrigt – er Benidorm blevet en ”Smart City” destination”.
Begrebet ”Smart City Destination” er opfundet i USA, hvor flere byer allerede er ”Smart Cities”, og konceptet går kort fortalt ud på, at sensorer installeret overalt i byen og i infrastrukturen til og fra måler, registrerer og fotograferer alt lige fra hvor mange mennesker og hvilken slags (alder, køn, kulturel baggrund, seksuel orientering osv.), der er i byen i en given periode, til hvor meget vand, lys og varme de bruger, hvor meget skrald de producerer, hvor meget mad og hvilken slags de spiser, hvilke forlystelser de foretrækker osv. osv. Resultatet skulle gerne kunne forbedre, ja nærmest skræddersy den allerbedste, fremtidige turistoplevelse for den enkelte bruger og samtidig også hjælpe byen til aldrig at være i mangel på noget som helst. En stor tryghed for turisterne, mener opfinderne bag konceptet, andre vil måske tænke ”overvågning”.
Se mere på www.mocaplatform.com og www.benidorm.org
Rejsefakta:
Både Spies, www.spies.dk, TUI, www.tui.dk og Sunweb, 222.sunweb.dk har pakkerejser til Benidorm.
Læs mere om Benidorm på www.visitbenidorm.travel/EN/