Hvilke krav er der egentlig til en badebro?
Der er mange detaljerede krav til opførelse af en ny bade- eller bådebro, og de kan svinge fra kommune til kommune. Især i sommerhusområder er det populært at tilføje yderligere herlighedsværdi ud i havet både på private strandgrunde og naturarealer ved sommerhusområder.
Etablering af en ny badebro kræver tilladelse fra kommunen eller Kystdirektoratet. Der kan være forskelle på de retningslinjer, kommunerne har vedtaget, og hvilke oplysninger der skal med i ansøgningen om at få lov at bygge en badebro. Enten ud fra egen grund eller på offentlige arealer typisk nær sommerhusområder. Kig derfor på sommerhuskommunens hjemmeside eller på Kystdirektoratets hjemmeside, hvis du vil søge byggetilladelse.
I Helsingør kommune fik fire grundejere tilladelse til badebroer i 2017. I 2020 var tallet steget til 11 og i år har seks indtil videre søgt og fået lov til at bygge.
I Helsingør kommune anlægges der et konkret skøn ved hver ansøgning om at opføre en badebro. I afgørelsen lægger kommunen blandt andet vægt på at beskytte kyst og natur med landskab og kulturmiljø og på broens æstetiske udseende. Man kan eksempelvis få afslag, hvis en badebro vil forstyrre det frie udsyn over kysten, hvor der ikke er andre badebroer i forvejen. Afslag fås også på steder, hvor kommunen ikke mener, der er behov for en badebro (selv om man selv synes det). Kommunen vil være mere tilbageholdende med tilladelser i naturskønne områder i forhold til de mindre naturskønne.
Er det tanken at opføre en bro i andet end træ, og skal den bruges til mere end badning og fortøjning af mindre både, skal Miljøministeriet høres. Kystdirektoratet skal derimod spørges, hvis man i forbindelse med sin badebro har planer om at bygge andre anlæg på stranden. Alle bromaterialer skal være matte, og broen må ikke males i lyse eller stærke farver. Broen må ikke forsynes med lamper men kan kræves afmærket for ejerens regning, hvis Søfartsstyrelsen findes det nødvendigt af hensyn til skibstrafikken. Broen skal være åben for alle, uanset om de har betalt for den. Der skal stå ”hovedspring forbudt” på et skilt for enden af broen, som i øvrigt skal vedligeholdes og holdes i forsvarlig stand for eksempel efter stormskade.
Regler for badebroer i Helsingør kommune lyder blandt andet, at de kun må benyttes til det formål, tilladelsen er givet til. Uden skriftlig tilladelse må der heller ikke ske udbygninger eller ændringer af broen. Og så må der kun være én bro pr. matrikel.
Max. 50 meter lang
En badebro må højt være 1,6 meter bred og normalt højst 1,5 meter over vandet. Om der må være gelænder og rækværk i den ene eller begge sider afhænger af et konkret skøn. Badebroer må i Helsingør Kommune ikke være over 50 meter lange, dog kun ud til 1,5 meter vanddybde. Til naboskel skal der normalt være mindst fem meter. Der må ikke være sidebroer, platforme eller konstruktioner på broen, og den skal kunne tages ind om vinteren. Broen skal opsættes vinkelret på kysten og skal være en såkaldt åben pælebro uden hegn og afskærmninger, og der er konkrete anvisninger på, hvordan den skal bygges. Viser der sig at skulle udføres sandfodring eller kystsikring i området, som kan gå ud over badebroen, må broejeren selv bære tabet.
Ved planer om at søge tilladelse til at bygge en badebro, kan man læse på sin sommerhuskommunes hjemmeside, hvilke dokumenter der kræves. Flere firmaer reklamerer med at kunne opføre bade- og bådebroer. Nogen tilbyder endda finansiering og at nedtage broer om efteråret, opmagasinere dem og sætte dem op igen om foråret. Her er nogle eksempler: www.badebro.dk www.nbcmarine.dk www.wood-ways.com www.brolars.dk
Danmarks længste badebro
Danmarks længste badebro blev bygget på Ellinge Strand ved Korevlerne ud til Sejerøbugten året efter, at den gamle bro på stedet blev ødelagt af stormen Bodil, der hærgede landet i december 2013. Nu har Odsherred Kommune opført en ny, længere og mere solid bro på 320 meter i det populære naturområde til knap en million kr. Før den tid havde en 279,1 meter lang badebro på de lave vand ved Søvang syd for Dragør rekorden.