Sådan sover du bedst

Hvordan sover man bedst, falder hurtigt i søvn og undgår søvnløshed? Frygten for ikke at kunne sove kan forværre problemet. Men der er råd at hente: En del handler om adfærd, andet om indretning og temperatur i soveværelset.

Et svalt, rent og ryddeligt soveværelse uden forstyrrende skærme hjælper søvnen på vej. Og mod søvnløshed kan en række håndgribelige råd måske hjælpe.

1.

Slet ikke farligt

Det er ikke unormalt at sove dårligt i en periode. Men de fleste får faktisk sovet mere, end de tror.

2.

Ikke sent arbejde

Undgå krævende arbejde før sengetid. Slap i stedet af med en bog eller musik.

3.

Vær søvnig først

Gå ikke i seng fordi uret viser noget bestemt. Gå kun i seng når du er træt.

4.

At stå op igen

Kan du ikke falde i søvn, så stå hellere op, indtil du bliver rigtig træt.

5.

Vær regelmæssig

At stå op på samme tid hver dag – også i weekenden – fremmer den gode søvn. Også efter nætter hvor du først faldt sent i søvn.

6.

Vigtig døgnrytme

Lad være med at sove til middag. Det stjæler af døgnets samlede søvn.

7.

Undgå koffeinen

Drik ikke kaffe, te, cola og energidrik om aftenen. Og spis heller ikke chokolade som også kvikker op.

8.

Vær ikke for mæt

Gå hverken i seng på tom eller overfyldt mave. Begge dele kan blokere for, at søvnen indfinder sig.

9.

Glem alkoholen

Øl, vin og spiritus er ikke sovemedicin. Godt nok falder man hurtigt i søvn, hvis man har drukket, men søvnen bliver urolig.

10.

Væk med medicin

Sovemedicin og stærk smertestillende virker langt ind i næste dag og er vanedannende.

11.

Løb ikke sent

Motion er vigtigt men ikke et par timer før sengetid. Træn hellere tidligere på dagen. Ellers er det svært at lukke ned og sove godt

12.

Mørkt og køligt

Et mørkt, ryddeligt og rent soveværelse der ikke er varmere end 21 grader er afgørende for at kunne falde i søvn. Nogen foretrækker det langt mere svalt som for eksempel 15-16 grader. Luft ud før sengetid.

13.

Vi lærer bedre

Søvn er vigtig for at kunne lære og huske og sammensætte gammel viden med ny og dermed være kreative.

14.

Skriv det ned

Bekymringer kan vokse og køre i ring, når man ligger søvnløs. Det kan hjælpe at skrive tankerne ned, så de kommer ud af hovedet. Ha` blok og kuglepen liggende ved sengen. Læs noterne næste dag og se klarere på problemerne.

15.

Undgå skærme

TV, computer, tablet og telefon. Sluk dem i god tid og læs eller lav andre ting i stedet før sengetid.

16.

Tag et varmt bad

Det er mindre godt for energiforbruget: Men et varmt bad før sengetid siges at kunne hjælpe søvnen på vej.

17.

At kunne geare ned

Meditation, mindfulness og yoga er måske en idé at lære for at kunne geare ned før sengetid.

Kilder: Søvnklinikken, Regionshospitalet Viborg, supersover.dk, mindhelper.dk

Citat:

”Vi hører så meget om kost og motion. Men søvn er det vigtigste for vores fysiske og mentale helbred. Søvn booster immunforsvaret og balancerer hjernen. Der er ikke en ting i vores mentale og biologiske helbred, der ikke bliver bedre af en god nats søvn”.

www.supersover.dk