Hvad bliver godt i 2023?
Biodiversitet spreder sig
Ifølge World Economic Forum vil 2023 blive året, hvor der for alvor bliver sat gang i projekter med henblik på mere biodiversitet. Flere skovprojekter bliver igangsat, og fra at være løfter og forpligtelser kommer der nu skub i at plante nye træer. Samtidig træder den nye landbrugsreform i kraft herhjemme og åbner for helt nye muligheder og tilskudsordninger, der gavner klima, miljø og biodiversiteten.
Vi skal hylde hverdagen
Som Dan Turell skrev i sit digt: ” Mest af alt holder jeg af hverdagen. Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt”, så kommer vi til at hylde hverdagen i 2023. De foregående år har været præget af ekstremer af alle mulige slags. Ekstreme boligpriser, ekstreme verdenssituationer som pandemi og krig og ekstremt forbrug. 2023 bliver året, hvor vi igen finder os til rette i hverdagen og i sovs og kartofler – dog på en ny måde. Vi køber mere basis, vi tænker på miljøet samtidig, vi bliver mere bevidste om vores forbrug.
Vi lander på månen – igen
2023 bliver året, hvor der igen bliver nye måneekspeditioner. Faktisk forventes den første rumfærge at lande på månen i april. Den er dog ubemandet og er sendt afsted af et japansk firma kaldet Ispace, som opsendte sin M1-mission på en SpaceX-raket i december. Med sig har den blandt andet en rover bygget af De Forenede Arabiske Emirater samt en robot bygget af Japans rumagentur JAXA. Også Nasa har en raket på vej mod månen, som skal teste udstyret før der skal mennesker med i 2024. Men hvorfor er det så vigtigt, at vi endelig kan genoptage udforskningen af månen? Månen byder blandt andet på en masse energiformer, som vi håber at kunne udnytte til en ny form for vedvarende energi. Derudover vil det være oplagt at bygge en raketplatform på månen, der på grund af tyngdekraften kan skyde raketter til yderligere udforskning af rummet afsted meget lettere.
Det skal være skidt før det bliver godt
Læser man både internationale og nationale analyser af økonomien i 2023, så er der heldigvis spor af optimisme – men selvfølgelig også en grad af uvished. Men overordnet set, spår de fleste, at det bliver hårdt i begyndelsen, og at alt derefter forhåbentlig vil udligne sig lidt. Hvad angår herhjemme skriver Carl-Johan Dalgaard, professor og formand for De Økonomiske Råd i et indlæg på rådets hjemmeside om udsigter for 2023: ”Der er dog endnu basis for optimisme. Dansk økonomi er blevet ugunstigt påvirket udefra, men den står på et stærkt fundament. De offentlige finanser er stærke, beskæftigelsen er høj, og der er i øvrigt spæde tegn på, at inflationen måske allerede er på vej ned. Der er dermed grund til at tillade sig at håbe, at dansk økonomi er i god gænge næste år ved denne tid.” Det håber vi også.