Det er sikkert og vist, Madamme ChriChri de Jeantofte

Christiane Schaumburg-Müller Åxman er lykkelig. Hun er nygift, og livet er et eventyr, hvor siderne skrives af hende selv.  Hun er nede med de fede i det nærmest uopnåelige ophøjede – og hun er det på den gode måde, den schaumburgsk-åxmanske måde.

Préface. Jeg skal være helt ærlig; jeg aner ikke, hvad der venter mig. Men i samme øjeblik mine fødder nærmer sig den massive hoveddør på stentrappens øverste trin, føler jeg mig pludselig som en Klodshans på vej til slottet. Jeg kigger mig over skulderen, og følelsen forstørres, da jeg ser de vinterslidte hove på min parkerede gedebuk kysse kantstenen efter mit vilde ridt mod denne residens.  Ding dong. Jeg ringer på. Ringeklokken er lydløs, men jeg bilder mig ind, det er sådan, det skal være. Der går en del tid, inden jeg hører puslen på den anden side af døren. Det generer mig ikke det mindste. Det er et stort hus, så vejen må være lang, tænker jeg. Den tunge dør åbner sig. Voila. ”Hej, kom indenfor”. Christiane Schaumburg-Müller Åxman, byder mig indenfor murene, og jeg bevæger mig forsigtigt over dørtærsklen og videre ind i husets hall. Jeg kigger mig omkring. Her er eventyrligt, tænker jeg, og lader Klodshansen stille træskoene af respekt for huset og dets nygifte frue.

Jeg komplimenterer den ejendommelige matrikel på min vej ud i køkkenet. ”Jeg har altid boet dejligt”, svarer hun. ”Lige meget hvor jeg har befundet mig i livet, har jeg altid boet vildt lækkert. Om det har været en ét-værelses, 3-værelses eller hus, så har jeg elsket at komme hjem. Boliger har stemninger, og man kan mærke det, så snart man træder ind ad døren. Og uanset hvor jeg har boet, har stedet omfavnet mig med god stemning. Men du ret; huset hér er noget særligt. Der er en unik historie knyttet til stedet, og folk fra vores omgangskreds i området kender stedet og er kommet i huset i tiden fra før, vi flyttede ind. Det er ret specielt. Jeg regner med at skulle bo her i mange, mange år”.

Fra frøken til frue

Chapitre un. Vi bevæger os fra køkkenet og ind mod de tilstødende stu.. nej, saloner og jeg betages yderligere af de schaumburg-åxmanske rammer. Det er en helt almindelig grå ugedag, men stedets stilrene pompøsitet indgyder mere til kanapéer og lange kjoler end leverpostej og legeaftaler, som ellers er hverdag for de fleste familier med teenagere og små skolebørn. ”Vi holdt bryllupskalas lige her for ti dage siden”. Christiane stiller teen fra sig og griber fjernbetjeningen, der med eventyrlig trolddom puster ild i pejsen med et nærmest lydløst klik. Glem Tordenskiold; ild uden tændstikker er ren magi, tænker jeg, og spørger, hvad det betyder for hende at være blevet gift med sit livs flamme, erhvervsmogul og far til to, Daniel Åxman. ”Kærester var et fattigt ord. At være mand og hustru er for mig det helt rigtige. Jeg syntes, det er fantastisk at være Daniels hustru. At blive gift, har, for mig, føltes som det mest indlysende i hele verden. Jeg er ikke Daniels kæreste, jeg er klart hans hustru”. Christiane ler, nærmest flov over det banale statement, hun lige kom med – og så alligevel ikke. ”Det er bare rigtigt. Jeg har slet ikke ord, der kan omfavne den kærlighed, respekt og ømhed, jeg har for min mand. Han er min elsker, min partner, min ven, min støtte og min klippe. Jeg er en meget heldig kvinde”.

”Vi blev viet på Gentofte Rådhus, og så tog vi hjem og holdt lidt fest hér. Det var fantastisk – og så på en torsdag!”. Vi ler. Der lader til at være noget befriende jordnært over Christianes tilgang til tilværelsen. De ekstravagante omgivelser, der så naturligt bliver taget i hånden med en energisk uhøjtidelighed, gør hende nærmest til et levende oxymoron bag egne mure. Det er en beundringsværdig kunstart at kunne, en ejendommelig egenskab at besidde at skabe denne uhøjtidelige ekstravagance – og sikkert nok en af de kvaliteter, hun tager med sig, hvor end hun står og går, tænker jeg, mens hun fortæller, at hele familien netop er returneret fra bryllupsrejsen.

”Vi var i Firenze, Italien. Daniel og jeg og alle vores børn. Det var vidunderligt”. Vi tager simultant en stille tår af teen foran os, mens der reflekteres kort. ”Fra det øjeblik vi mødte hinanden, har Daniel og jeg været enormt familiefokuserede. Vi elsker at være familie, også at være kærester – men familie er vores ét og alt. Vi har begge børn fra tidligere forhold, og når man møder hinanden, hver især med børn i hånden, er det allervigtigste at skabe en base, som alle kan være trygge i. Sammen danner vi en enhed og en base for vores familie, der er lavet af kærlighed, tryghed og rummelighed. Og for mig er den enhed også symboliseret i ægteskabet. Vores børn kan regne med os. Vi går ingen vegne. Vi er lige hér til enden”.

Pyt-knappen

Chapitre deux. Christiane Schaumburg-Müller Åxman er født samtidig med Commodore 64´eren i 1982. Men modsat hjemmecomputerens stamfader, står moderen og modellen foran mig ikke stille og samler støv. Hun fortæller mig, hun er glad for makeup, er ansigt for de sagnomspundne Max Faktor – vist nok dem med Makeup for Makeup Artists – men kunsten her er vist, at den makeup, der er blevet lagt, ikke er lagt for at dække nogen tegn på ælde eller andre ujævnheder; den ses, men er utydelig – endnu et schaumburgsk paradoks. Alderen gror tilsyneladende indefra på hende. Hun ligner sig selv udadtil, men hun fortæller mig, at hun med årene har ændret sig, at hun er blevet mere ligeglad.

”At være ligeglad er et hårdt ord. Og det er relativt – som med alt andet. Når jeg siger ligeglad, så siger jeg det ud fra, at man ikke skal bekymre sig om alt. Man skal være bedre til at skære de ting fra, som ikke fodrer dig positivt. Man skal kigge mere indad og ikke danne egne standarder ud fra andres. Jeg jagter hverken idealer eller samfundsmæssige perfektioner i en alder af 41. Jeg er, som jeg er. Jeg har karriere, jeg har unger, en mand og tag over hovedet. Jeg har en større pyt-knap. Det hele skal nok gå – jeg trækker vejret, og hver dag står solen op på ny.”

”I takt med at blive ældre, sker der ting. Min barndom var fantastisk, og mine 20’ere og 30´ere var fantastiske. Nu er jeg i mine 40´ere, og ved du hvad; det er min opgave at gøre dem fantastiske også. Indtil videre har de været outstanding. Jeg lever et liv, hvor jeg meget sjældent tillader mig selv at gå ned i et sort hul. Hvis mine tanker bliver for sorte og bekymrende, så har jeg to valg; jeg kan enten gøre noget ved det, der bekymrer mig, eller jeg kan stoppe med at tænke på det og fokusere på noget andet. Begge valgmuligheder kræver handling eller et indstillingsskifte. I de fleste tilfælde, er det at fokusere på noget andet, det, der virker for mig, for det er simpelthen noget pjat inderst inde, det jeg går og bekymrer mig om. At flytte mig fysik kan hjælpe; tage ned og handle eller bage en kage, eller hvad end der nu kan aktivere mig og min hjerne og få mig væk fra det tankespind, der end måtte køre”.

 ”Lige siden jeg var lille, har jeg altid vågnet med en glædesfølelse i kroppen; ny dag – dejligt! Selv hvis jeg går seng om aftenen, og der i løbet af dagen har været nogle udfordringer, så er det yderst sjældent, at jeg tager de tanker eller følelser med mig til næste dag. Jeg vågner med et rent lærred klar til dagen. Og hvad end der måtte være udfordringen fra dagen før er nu så meget på afstand, at jeg har en meget rationel tilgang til det. Så enten ifører jeg mig de positive briller og handler på det, eller også var det bare det og hey, lad os komme videre. Og her snakker jeg jo bare hverdagsting. Jeg er altid blevet refereret til af mine venner og familie som en glasset-halvt-fyldt-pige”.

S-M-Å som taget ud af H-C-A

Chapitre trois. Christiane Schaumburg-Müller.. Åxman er mange ting; udover at være nygift hustru, mor til en søn og stedmor – den gode, ej den onde – til to teenagere, er hun også fotomodel, influencer, kreativ designer, iværksætter, skuespiller, tv-vært etc. ChriChri, RAW, Lille Kanin og nu er jeg forpustet. ”Jeg har altid haft mange bolde i luften. Nogle gange kan jeg ikke kan styre mine ideer – jeg ser bare muligheder alle vegne”, fortæller hun – uden at være stakåndet. ”Det er lysten, der driver værket, men tid er også bare en faktor, vi ikke kan ændre. Der er jo kun 24 timer på et døgn. Så med alderen har jeg lært også at skære fra og fordybe mig i få ting frem for mange. Nogle mennesker vil nok stadig mene, at jeg alligevel har gang i meget – for meget – men for mig er det overskueligt”, griner hun ubesværet.

”Jeg har også taget en beslutning om, at jeg, som udgangspunkt, ikke arbejder om aftenen længere. Det har jeg gjort i så mange år, jeg har arbejdet i døgndrift med mine startups og alt det andet oveni siden gymnasiet. Det betyder også, at jeg har fået skabt en stor og sund forretning, der er mere end bare velkørende, og nu føler jeg, at jeg med ro kan sige, at det er mig, der bestemmer tempoet. Work smart – Not Hard, sagde min veninde engang til mig. Det vil jeg mene, at jeg kan tillade mig nu, da jeg i så mange år har knoklet for at skabe det fundament, der nu ligger. Man taler om work/life-balance. Mit arbejde er mit liv og mit liv er mit arbejde. Min lyst har drevet værket hele vejen igennem. Og har det betalt sig? Nu sidder jeg her og har kunne købe mit drømmehus. Heldig? Ja, jeg var heldig, at netop dette hus var til salg. Men det er hårdt arbejde og satsninger, der i sidste ende har givet mig tag over hovedet”.

Jeg kigger mig rundt på de fortryllende omgivelser og tænker, at livet behandler hende godt. Som om mine tanker er blevet læst, vender hun sig mod mig med ordene: ”Jeg har det, som om mit liv er et eventyr, og jeg selv skriver siderne”.

Jeg smiler. Det kunne ikke være sagt bedre. Så jeg siger ingenting. Og mens jeg tjekker om tekanden nu ikke også er levende og koppens hank har følelser, læner jeg mig trygt tilbage på salonens divaneser og lytter.

”Jeg er min egen lykkesmed. Jeg er en lystdrevet person, der elsker at drømme, lægge planer og organisere. Jeg god til at gå konkret til værks på et fokuseret projekt. Jeg synes, det er rigtig sjovt at have en specifik opgave, der skal løses og så researche helt vildt. Jeg tror på, at jeg kan, hvad jeg vil – ud fra realistiske målsætninger; hvis jeg nu sagde, at jeg vil skrive en roman, så går jeg ikke direkte til et forlag, får mig et afslag, og føler mig som en fiasko. Jeg skalerer drømmen. En roman siger du; så ville jeg starte med at skrive en lille historie – måske flere – printe dem, eventuelt bestille sådan en hardcover-fotobog, så det lignede en rigtig bog, og så: Voila! Jeg har skrevet min første bog! Det kan godt være, den måske kun er på ti sider, men trods alt med en start og en slutning. Måske ville jeg ligefrem give et eksemplar til alle i min familie juleaften – og sikkert og vist er det; jeg ville være pisse stolt”.

”Det er ikke destinationen – det er rejsen derhen. Fordybelsen. Alt kan lade sig gøre, især hvis man ikke er bange for at skalere. Du har set The Kardashians, og du tænker; gud, jeg vil også gerne være på en yacht på den franske riviera. Så finder du ud af, hvad en yacht koster og er ved at falde ned af stolen. Du tjekker igen – og skal lige sunde dig lidt. Not gonna happen! Men hvis du virkelig gerne vil, så skaler drømmen: Make the feeling happen!  En dags sejltur i en lille skallet motorbåd i stedet for. Fiasko? Nej, langt fra. Kæmpe succes. Jeg ville tage en stor solhat på, dresse mig totalt up til lejligheden, champagne køler og lille højtaler til musik – hele molevitten. Jeg er på havet, solen skinner, og jeg er sikker på, at jeg ville have det great”.

”Jeg er et visuelt drevet menneske. Nu drømmer jeg selv sjældent om materielle ting, men mit eksempel er et forsøg på at skabe et visuelt billede og en stemning for at forklare min pointe; vi skal passe på med ikke bare at slukke drømme, fordi vi med det samme tænker, at det er umuligt”.

Merci Madamme ChriChri

Chapitre quatre. Ding Dong. Som en markering af det åbenlyse, ringer det på døren. Indenfor gemakkerne høres dørklokkens melodi i al dens tydelighed. Er det mon den nygifte prins på den hvide hest? Nej, for hvem ringer på hos sig selv. Jeg samler mig. Det er fotografen. Der hilses goddag og farvel, og jeg takker husets i øvrigt meget frankofile frue for vores snak. Klodshansens træsko trækker i mig, men jeg er for nysgerrig til at gå med det samme, selvom min forlegenhed egentlig byder mig det.

”Sig hvad du vil have”, siger Christiane til manden med fotoapparatet, mens hun poserer på en puf i entreen. Det virker så ligetil. Det er ikke sværere for hende at posere foran kameraet, end det var at lave teen ved Quookeren i køkkenet. Der knipses. Fotografen kigger på mig og spørger mig, om jeg har noget bestemt i tankerne. Jeg skulle være gået, tænker jeg, men foreslår dem at afsøge noget eventyrligt. Noget, der passer på paradokset Schaumburg-Müller Åxman. Noget coolness i den konservative konformitet, noget piget i de voksnes verden. Eller noget. Det bliver godt uanset hvad. Det er sikkert og vist. La fin.