Kan solarium stadig forsvares?
Det kan være fristende at tage kunstig sol for at opnå lidt farve i denne første blege forårstid. Derfor har vi spurgt seniorforsker Brian Køster fra Kræftens Bekæmpelse, om det overhovedet kan forsvares i forhold til den viden, der findes om hudkræft i dag:
”Vi fraråder det på grund af den øgede risiko for modermærkekræft. Hvis man som de fleste begynder at bruge solarium før 35 årsalderen, er risikoen 60 procent. Jo hyppigere man solbader jo højere risiko”.
Kan solarium tages til hjælp for at få lidt farve, hvis det bruges kortvarigt?
”Der er ingen sikker nedre grænse for solariebrug. Eksponering livet igennem og højintensiv uv-stråling øger risikoen for modermærkekræft”.
Er det en skrøne, at man kan forberede sig til solen før en ferie ved at tage solarium?
”Ja det er en skrøne. Det er rigtigt, at vi opbygger pigmentering, når vi er udsat for uv-stråling. Men solarium er et dårligt valg, da strålingen ofte er højere i solariet end på en feriedestination og bidrager til en samlet højere dosis”.
Som sol ved Middelhavet
Dansk Solarie Forening er brancheforening for producenter, distributører, operatører af udstyr og tilbehør til solarier og solcenterejere. Foreningen har 150 medlemmer, men der er henved 650 steder i landet, danskerne kan solbade i solarium i for eksempel welness- og fitnesscentre, hoteller m.m. Branchen har i stigende grad samlet sig i kæder og færre større centre, og i følge DSF byder solbadning i solarium på flere fordele. Det forklarer formand Henrik Marx sådan:
Et moderne solariums ydelse svarer til sommersolen ved Middelhavet midt på dagen. Ydelsen følger den europæiske standard, der også udgør de tekniske krav i dansk lovgivning. Et moderne solarium giver både solens kosmetiske effekt samt stimulering af D-vitamin-dannelse i kroppen. I 2007 blev den europæiske standard revideret, så solariers strålestyrke blev halveret for at minimere risikoen for solskoldning. DSF mener, at modstanden mod solariebrug bygger på erfaringer med gamle og ofte kraftigere solarier end dem, der har været på markedet det seneste årti.
Forårets lumske sol
Solens uv-stråling er stærkest mellem kl. 12 og 15. Næsten halvdelen af uv-strålingen falder i dette tidsrum. Meget uv-stråling kan undgås ved at søge skygge.
Er der ikke mulighed for at holde sig i skyggen, er solhat med bred skygge og langærmet T-shirt den bedste beskyttelse mod uv-stråling.
Brug svanemærket solcreme på de dele af kroppen, som ikke er dækket af tøj. Brug minimum faktor 15 i Danmark og minimum faktor 30 i lande med stærk sol.
Ofte lægger man ikke mærke til, at uv-strålingen stiger, da det stadig er køligt og varmen lader vente på sig. Men når uv-indekset rammer 3, og huden er ekstra modtagelig, er det tid til solbeskyttelse i ansigtet, råder Kræftens Bekæmpelse.
Ikke overraskende er der uenighed mellem Kræftens Bekæmpelse og Dansk Solarie Forening om, hvor forsvarligt det er at gå i solarium.