Forfatterens fem favoritter!
Forfatterens fem favoritter
Journalist og forfatter Line Holm er aktuel med tredje del af krimiserien om politihistoriker Maria Just. ”Natjæger” er skrevet i fællesskab med Stine Bolther og begynder som seriens første dele – ”For barnets bedste” og ”Lovløs” – med en nutidig forbrydelse, som viser sig at have forbindelse til en årtier gammel ”cold case”. Her deler forfatteren fem særlige oplevelser med Liebhaverboligen.
En film, der har rørt dig?
Livet med mindre børn betyder, at de seneste års biografture har været noget med ”Paw Patrol” og ”Minions”. Til gengæld er jeg passioneret TV-serie-nyder.
Den netop afsluttede ”Succession” om den aldrende mediemogul Logan Roy og hans fire håbefulde arvinger går for mig over i historien som noget af det mest velskrevne TV-dramatik. Jeg har set de første tre sæsoner flere gange og opdager hele tiden nye finesser i manuskriptet, i billedsproget og i referencer på kryds og tværs af sæsonerne. Særlig Kendall Roys (Jeremy Strong) skiftende oprør mod og anglen efter sin fars kærlighed er rørende på en underspillet, shakespeare’sk facon.
Den vigtigste bog, du har læst?
Den vigtigste bog, jeg har læst i min karriere, er nok Jon Krakauers ”Into Thin Air” (på dansk ”Op i det blå”) fra 1997. Den handler om en katastrofal nat på Mount Everest i 96, hvor et vejrskifte, rivalisering mellem guider, amatørisme og simpel ærgerrighed kostede otte personer livet. Krakauer, der selv er en habil bjergbestiger, var på bjerget det døgn, udsendt af et amerikansk outdoor-magasin. I ”Into Thin Air” genfortæller han ikke bare de konkrete begivenheder, han dissekerer den menneskelige trang til at sætte et aftryk på historien – selv når det er livsfarligt. Bogen er velskrevet og neglebidende spændende. Jeg læste den under en reportagetur til Nepal, og den åbnede mine øjne for, at journalistik ikke bare er nyheder og hårdtslående afsløringer, men også kan være en bevægende rejse ind i fremmede verdener og fremmede sind, fuldstændig som litteratur. ”Into Thin Air” var anledning til, at jeg begyndte at nærstudere dramaturgi, skrive- og plotteknik.
En rejse, du aldrig glemmer?
Jeg holder utrolig meget af Afrika. Jeg elsker kulturen, naturen og livsglæden. Men i 2006 var jeg på en reportagetur til Kenya sammen med fire andre journalister. og en sen eftermiddag var vi på vej retur til Nairobi, da vores minivan blev påkørt frontalt. Formentlig af en spritbilist. Vores minibus blev slynget op og rundt og rullede flere gange sidelæns, før den landede i grøften. Til alt held havde alle i vores bil sele på og kunne – chokerede og forslåede – kravle ud af en siderude på den totalsmadrede Toyota Hiace. Vi fik prajet et lift af en tilfældigt forbipasserende og blev fragtet væk, i første omgang til en primitiv lægeklinik i nærheden. I flere år havde jeg en vis angst for at returnere til Afrika, men jeg overvandt heldigvis oplevelsen og har besøgt både Sydafrika og Etiopien sidenhen.
En kulturoplevelse, der åbnede dine øjne.
De største kulturelle oplevelser for mig har været at møde befolkningen i andre lande ”ad bagvejen”. Som journalist oplever man ting, som man aldrig ville komme i nærheden af som almindelig turist. Jeg dækkede eksempelvis begravelsen af Nelson Mandela i 2014 og så, hvordan begravelsen af ham udviklede sig til en folkefest med spontan dans og sang i gaderne – ikke en sørgemarch, men en veritabel fejring af en stor mands liv. En livsbekræftende og egentlig også tankevækkende oplevelse.
Et måltid, der varmede mig?
Jeg er solomor til to børn lavet med donor, og til begge mine fødsler har min meget gode veninde, Lizette, været ved min side. Men ikke nok med det: Efter min første fødsel dukkede hun op på barselshotellet dagen derpå med en ”fødselsdagskage”; den lækreste mandelmarengskage med hyldeblomstcreme og friske, røde bær. Det var så rørende, at hun ikke bare var der, men også markerede min store livsbegivenhed på så overskudsagtig en måde. Kagen er blevet et must hjemme hos os nu. Ingen fødselsdag uden den kage.
Fem heldige læsere kan vinde Line Holms aktuelle bog “Natjæger” ved at gå ind under konkurrencer og besvare spørgsmålet!