Gastronomien er på plads til Musik i Gentofte

14 stader med gastronomi og drikkevarer for enhver smag er på plads, før Musik i Gentofte-festivalen foregår 27. juli. Food & Beverage Manager Per Klostergaard har sat retningen og mangler kun finpudsningen.

Med en lang karriere i den gastronomiske verden var Per Klostergaard, 61, oplagt til at sørge for mad og drikke til publikum i Gentofte Sportspark sidste lørdag i juli. Sammen med festivalchef Michael Schäbethal befolker han hver dag festivalkontoret og har det seneste år sørget for at få hele forplejningen på plads på det tætpakkede 12-timers event:

”Jeg blev for et år siden hyret ind til at sætte retningen inden for gastronomi, hvor den store overskrift er kvalitet”, udtaler Per Klostergaard, som i 30 år har boet i Gentofte og selv har oplevet tidligere tiders storkoncerter med blandt andre Supertramp, Michael Jackson og Phil Collins.

I sit professionelle liv har Klostergaard en fortid som kok på blandt andet Hotel d`Angleterre og som ansvarlig for serveringen af maden til 4.000 politifolk under daværende præsident George Bush` besøg i København for 19 år siden. Desuden stod han i Brøndby for planlægning og afviklingen af arrangementet under præsident Bill Clintons besøg i Danmark i 1997. Endnu mere erfaren har han nu fået sortimentet af mad- og drikke på plads til Musik i Gentofte og har kun få hængepartier tilbage:

”Det eneste, jeg mangler, er at forfine opstillingerne og logistikken på pladsen, så publikum ikke skal løbe forvildet rundt og søge efter forplejningen ulogiske placeringer”.

Kød og vegetarisk

Musik i Gentoftes i alt 14 stader og foodtrucks vil blandt andet være Hereford Burger, RUG rugbrødssandwich, Smoke Stack Barbecue (med 23 timers slowcooked BBQ pullet pork og beef), Fish a` Chips fra Jamaica og vegetarisk fra hele verden. Samt ikke at forglemme Ismejeriet, som serverer desserten i form af is i den kendte topkvalitet:

”Fælles for det hele er, at vi skal servere kvalitet overalt i de intensive timer, hvor flere tusinde publikummer lægger vejen forbi”.

Inden for drikkevarer tilbyder Tuborg både de kendte klassikere samt udenlandske kvalitetsøl i vognen 16 Haner. Musik i Gentofte har desuden fået en aftale med Bornholms Spirits, som på festivalen sælger gin, vodka og rom fra øen. Et andet initiativ er Cigarbar Bussen, som er en dobbeltdækkerbus med en stue på overetagen, hvor man kan ryge cigar og nyde et godt glas bornholmsk rom. Det alkoholfrie har også sin egen stand med Restart Juice, hvor der udover vand og sodavand sælges opkvikkende, sunde juicer tilsat blandt andet ingefær og frisk frugt og grøntsager. Dette bliver et supplement til det varierede udbud fra Food Trucks og drikkevarer:

”Vi vil også præsentere en vinbar, hvor man kan sætte sig ned under vejs og nyde et godt glas vin, som er alt andet end papvin. I baren får man kyndig vejledning i kvalitetsvine fra Theisvine i Charlottenlund, som vi har indgået officiel partneraftale med. Her kan man tage sig en rolig pause sammen med de venner, man er taget til festival med”, forklarer Per Klostergaard.

www.musikigentofte.dk