Er du i tvivl, er du ikke i tvivl
Ole Wessung:
Som helt ung, lige efter min studentereksamen for 45 år siden, var jeg for en kort bemærkning tilmeldt forsvarets jagerpilot-uddannelse, hvor ovenstående overskrift var noget af det første, vi fik indprentet.
Lad tvivlen komme den tvivlende til gode er et godt gammelt ordsprog, som er værd at huske.
I mit arbejde som kiropraktor bliver jeg dagligt bombarderet med spørgsmål fra mine patienter, hvor mange af dem handler om, hvad de kan og må gøre i en given situation, ofte i slutningen af et behandlingsforløb. Jeg giver naturligvis en lang række retningslinjer, øvelser og gode råd, men jeg slutter altid med ”men hvis du er i tvivl, så er du ikke i tvivl”, for din krop og din sunde fornuft er faktisk dine bedste rådgivere i situationer som disse, ja de er næsten bedre en både mig og alle andre eksperters råd.
Sund fornuft
Tvivlen er din sunde fornufts stemme, og derfor skal du altid lytte til den. Den vil dig kun dit bedste og vil aldrig falde dig i ryggen.
Hvor mange gange har du ikke oplevet, at du, efter at have kvajet dig og står med smerter i ryggen, nakken, knæet eller lignende, tænker ”jeg vidste jo egentlig godt, at det ville gå galt, hvorfor pokker lyttede jeg ikke til min mavefornemmelse og sunde fornuft?
Det er i stort set alle sammenhænge, at du skal lære at lytte til din sunde fornuft; om det er i fitnesscentret, i haven, på arbejdet eller hvor du nu kunne finde på at løfte, skubbe eller gøre et eller andet, som du egentlig godt ved ikke er en god ide.
To største fejl
De to største fejl, man kan begå, er at lytte til alle eller lytte til ingen. Har man f.eks. ondt i ryggen, har alle et godt råd til, hvilke øvelser, bevægelser, behandlinger, piller etc., du bør udføre. Næsten alle mener, at de har prøvet præcis det samme på præcis samme måde etc., men faktisk er der kun to, du skal lytte til:
– Den der behandler dig (i nogle tilfælde mig)
– Din krops sunde fornuft
Et par andre gode råd
– Det er ikke den sidste, der giver
– Det skal ikke gøre ondt for at være godt
– No pain no gain er et tåbeligt ordsprog
– Det er kun tåber og sportsfolk, der springer over, hvor gæret er højst.
God sommer, med masser af sol og sund fornuft