En uheldig kartoffel
Kartoffelforbruget er konstant i frit fald, og færrest kartofler spises i København, viser en analyse fra Coop. På 14 år er kartofler marginaliseret fra at ligge på hver tredje middagstallerken til nu kun at være på hver fjerde. Den nedadgående tendens dækker alle aldersgrupper og dage på ugen. Men der er håb for kartoflen, hvis den bruges på nye måder, foreslår diætist.
55-74-årige spiser markant flere kartofler end dem på 15-54 år. Kun hver femte i alderen 15-34 år spiste kartofler som tilbehør til aftensmaden på en gennemsnitlig dag. To ud af fem i den ældre aldersgruppe valgte fortsat kartofler. Der bliver spist en femtedel flere kartofler på lørdage end på onsdag-torsdage. Det kan hænge sammen med, at der er bedre tid til at gå i køkkenet i weekenden.
De fleste kartofler spises i Jylland, bortset fra i Østjylland, samt i region Sjælland og på øerne. Færrest kartofler spiser københavnerne, som spiser 19 procent færre kartofler til aftensmaden end landsgennemsnittet.
I følge diætist Marina Fredskilde, som driver Diætisten i Helsingør, spiser de som fortsæt vælger traditionelle danske retter, fortsat den kogte kartoffel som tilbehør. Men mange andre steder er kartoflen skubbet til side af forskellige årsager. I den travle børnefamilie og hos de unge voksne er kartoflen bare for besværlig: Den skal skrælles og koges og passer ikke ind i retter som pasta med kødsauce eller karryret med ris. Det segment vil egentlig gerne ovnkartoflen men har ikke tid til den til hverdag, erkender Marina Fredskilde og fortsætter:
Kartofler feder ikke
”Hos de kaloriebevidste har diæter med lavt kulhydratindhold længe været det, man gik til, fordi kurene mener, kulhydrater feder. Kartoflen har uberettiget fået ry for at fede men har i høj grad en plads i den sunde kost. Den har højt fiberindhold og mætter med ganske få kalorier. Vælger man derimod pasta, vil de fleste spise mere, end hvis de fik kartofler og dermed få flere kalorier indenbords.”
Diætisten henleder opmærksomheden på, at de små nye kartofler gør det langt mere tilgængeligt at få spist kartofler til hverdag. Men det er en udfordring for mange at bygge et måltid op uden brun sovs:
”Som jeg ser det, skal den kogte kartoffel tilsættes lidt umami ved for eksempel at blive ristet på panden i lidt olie og med salt og krydderurt som rosmarin eller salvie før servering. Kogt kartoffel kan også kommes i en salat med vinaigrettedressing, og ved grillen kan flutes erstattes med kartoffelsalat eller let kogte, grillede kartofler”.
Kartofler til hovedret
Forbruget af kartofler var størst i Danmark i 1800-tallet, hvor danskerne spiste hele 120 kg pr. person om året. Siden faldt tallet til 40 kg. I 2010 blev der spist kartofler til en tredjedel af alle aftensmåltider. I dag er det kun til hver fjerde.
De fleste kan lide kartofler på en eller anden måde. Så kartofler kan sagtens få et comeback som for eksempel ristede på panden, i ovnen eller i salater, foreslår diætist Marina Fredskilde.