Klogere på Grønland
Viden om Arktis og Grønland er højaktuelt lige nu. I Knud Rasmussens Hus i Hundested kan besøgende blive klogere på, hvordan vi fik Grønland, hvem de var på den tid – inuitterne så langt mod nord, og hvad de troede på i deres oprindelige kultur. Og sidst men ikke mindst kan man fornemme sjælen fra en mand, som ubetinget viede sit liv og al sin forskning til gavn for det grønlandske folk.
Der er udsyn så lang øjet rækker. Foran huset ligger havet milevidt, bygget på en 25.000 m2 stor grund tæt ved Spodsbjerg Fyr og afspejler alene med sin beliggenhed, en mand som havde et stort udsyn og engagement.
Manden hed Knud Rasmussen og var i årene fra sin fødsel og indtil sin død i 1933 manden, som forskede i Grønland og på talrige ekspeditioner kortlagde inuitternes liv.
Som barn af en grønlandsk mor og en dansk præst og sprogforsker var Knud Rasmussens mål ikke at erobre nyt land eller at være den første, som satte foden på et bestemt geografisk sted. Nej, Knud Rasmussens største interesse var at møde nye mennesker og især de inuitter, som han vidste levede længere mod nord i det Grønland, som han elskede og var født i, og som han hele sin barndom havde fået fortalt historier om.
Myter og kultur
I huset i Hundested kan man få hele historien om Knud Rasmussen fortalt.
Om hans liv og hans forskning, som i sin tid vakte stor undring i befolkningen, og som også dengang bragte Danmark på Verdenskortet, når det gjaldt viden om inuitternes liv og kultur. En forskning som bl.a. afslørede, at alle inuitter har det samme sprog langs hele det nordiske ishav og at det verdensbillede, de dengang troede på – naturligt nok – var udsprunget af livet i et meget barskt klima:
”Nederst er Havet, hvor fangstdyrene bor. I midten er Menneskenes Land, og øverst er Himlen. Her bor den store Indvoldsæder, som man skal forbi på sin vej til Månemanden, og som ved hvilke tabuer menneskene har brudt, hvorfor fangstdyrene er væk, og hvorfor en kvinde ikke kan få børn. Og stjernerne- de lyser gennem huller i himmelhvælvet”
Ovenstående er blot et lille kig ind i Inuitternes oprindelige mytologi overleveret fra generation til generation gennem sagn og myter. Og noget af det som optog Knud Rasmussen mest på hans talrige ekspeditioner. Forskning, som han især arbejdede med at nedskrive og dokumentere, når han mellem sin mange farefulde ekspeditioner opholdt sig i huset i Hundested.
Genopført efter brand
Knud Rasmussens Hus er oprindeligt opført i 1917 i engelsk inspireret cottage-stil, med kviste, karnapper og fint valmet stråtag. Og selvom huset i 2021 blev ramt af en ødelæggende brand, der gik hårdt ud over bygningens tagkonstruktion og flere af de udstillede genstande, lykkedes det heldigvis at redde rigtig mange af husets helt unikke genstande, og huset fremstår derfor i dag genopbygget og restauraret ganske som før. Fuldstændigt mage til det hus, som arkitekt Helge Bojsen-Møller i sin tid tegnede – tænkt i rå naturmaterialer, som jo også afspejler den arktiske verdens enkelhed.
Knud Rasmussens Enke, Dagmar Rasmussen, som også boede med ham i huset i Hundested, forærede både hus og indbo til Halsnæs kommune, og derfor har besøgende lige siden kunnet se og opleve den store polarforskers univers – ganske som han forlod det ved sin alt for tidlige død i 1933.
Således kan man stadig se hans seng, dækket af et kæmpestort isbjørneskind, hans skrivemaskine, som han skrev sine mange forskningsresultater og bøger på, hans rejseudstyr, fotos og dagbøger samt mange særlige genstande, hjembragt fra de utallige ekspeditioner.
Ny udstilling
Når man træder ind i Knud Rasmussens Hus, træder man ind i en verden af eventyr og videnskab. Selve huset er i to etager, og alle vægge er udstyret med billeder, fotos og tegninger af blandt andet vennen, kunstneren Harald Molkte, som fulgte Knud Rasmussen på mange af ekspeditionerne. Billederne af Molkte er kopier, originalerne hænger i dag på Nationalmuseet, og i underetagen af huset finder man også en pejsestue og en spisestue.
Helt nyt til den kommende åbningssæson i april er projektet ”Nyt liv i Kund Rasmussens Hus”. Museumschef Vibeke Descours Hansen fortæller, at en stor pengebevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har resulteret i indretning af fire moderne udstillingsmontre i husets orignale, indbyggede skabe, tillige med nye lyd og lyseffekter i huset, som skal være med til at gøre oplevelsen i huset endnu mere intim, spændende og nærværende.
Han skaffede Danmark Grønland
I årene fra 1902 og indtil sin død i 1933 foretog Knud Rasmussen blandt andet syv store ekspeditioner, oprettede missionsstationen Nordstjernen i Kap York og grundlagde handelsstationen Thule.
Under den internationale retssag i Haag mellem Danmark og Norge om retten til Grønland var Knud Rasmussen rådgiver for den danske regering, og den 5. april 1933 fik Danmark tilkendt suveræniteten over hele Grønland. Knud Rasmussen døde otte måneder senere, han ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård i København.
Knud Rasmussens Hus åbner for sæsonen den 12. april. Der er åbent fra torsdag til søndag fra kl. 11-16, samt åbent på helligdage og mandag i påske og efterårsferie. Grupper kan bestille en omvisning. Se mere på www.knusrasmus.dk
På den store grund, der omkranser huset, er i 1936 rejst en høj mindevarde. Samtlige sten i varden kommer fra forskellige lokaliteter i Grønland, og hvert år den 21. juni fejres Grønlands Nationaldag i Knud Rasmussens Hus med flaghejsning, taler, sange og musik samt grønlandsk mad og drikke.
Kom med til historisk middag og foredrag
FØR den reelle åbning af museet den 12. april inviterer museet i øvrigt til en historisk rejse – en Ekspeditionsmiddag – i anledning af 100-års jubilæet for den legendariske 5. Thuleekspedition.
Det foregår på KNUD Spisehus, som ligger i Hundested Havn (Havnegade 18) den 13. marts. Aftenen vil byde på en historisk menu, inspireret af ekspeditionens proviantlister, sjældne filmklip fra slæderejsen, samt et fasinerende foredrag om ekspeditionen ved museumsinspektør Søren La Cour Jensen.
For booking se mere på www.knudrasmus.dk