På tur med stjernerne
Liebhaverboligen blandede sig i feltet med verdensstjerner, solide ben og nye, håbefulde stænger, da TeamTinkoff-Saxo indledte sæsonen med en stille og rolig træningslejr på Gran Canaria. Blandt sponsorer, netværksforbindelser, massører og mekanikere fik vi talt med tre danske proryttere. På de følgende sider kan du bl.a. læse om deres oplevelser fra badeøen, deres holdning til Shimano … og som en ekstra bonus til Liebhaverboligens læsere har vi hooked Matti Breschel op med en håndfuld drilske spørgsmål fra Etixx – Quick Steps sportsdirektør Brian Holm.
Spørgsmål
1. Partytime! Er der tid til andet end hård træning på en camp som denne her? 2. Hvem bliver Pro-tourens største overraskelse i den kommende sæson 2015? 3. I har et af sportens største budgetter. I er et hold fyldt med stjerneryttere … kan du mærke det som rytter? 4. Mekanikerne har skiftet jeres Sram’s mekaniske gear gruppe ud til fordel for Shimanos elektroniske Di2 gruppe. Hvad har det betydet for din kørsel? 5. Er det anderledes at sige velkommen til en ny hold kammerat, når han hedder Peter Sagan? 6. Watt-zoner, fysioterapi, massage, intensiv træning, forberedelse og så en masse cykeløb – hvornår holder I fri? 7. SMS, podcast, streaming, spil eller … ja, hvad er din yndlingsbeskæftigelse på smartphonen? 8. Hvilke kunstnere er på din playlist pt.?
Michael Valgren Andersen, 22 år, professionel siden 2011
1. Denne her træningslejr er lidt mere afslappet end den i januar. Her bygger vi stille og roligt op, så der er også tid til en tur til Puerto Rico på disc!
2. Det gør Jullian Alaphillipe fra Omega. Ung fransk gut med nosser!
3. Jeg som ung rytter kan godt mærke det. Når jeg kigger mig omkring er det jo kun stjerner. Plus presset med de resultater som holdet vil have, vi skal levere smitter også af på mig, selvom det måske ikke er berettiget på mig.
4. Tror jeg kommer til at bruge gearene noget mere. Især fra stor til lille klinge og den vej. Og på prologer og tidskørsler er det en kæmpe fordel kunne skifte ude i grebene med det elektroniske!
5. Det skulle man måske tro, men han er helt nede på jorden og har en fed humor så i den her situation er det slet ikke svært at sige velkommen.
6. Aldrig. Som cykelrytter tænker man på cykling 24/7, som hvornår du går i seng, hvad du spiser, hvad du laver med kæresten osv osv. Cykling, cykling, cykling.
7. Twitter, nyhederne, SMS med kæresten og musik.
8. Alt det gode fra Spotify’s topliste
Matti Breschel – 30 år, professionel siden 2005
1. Der bliver selvfølgelig gået til stålet, og vi får cyklet en del kilometer. Men ja, vi hygger os om aftenen og når der er plads og overskud til det, fester vi igennem. Der er stadig lidt tid til sæsonstart, så vi er en smule mere afslappede end normalt.
2. Jeg håber det bliver Magnus Cort fra Greenedge
3. Der er kommet en større trænerstab, og vi har opgraderet en smule på udstyret. Derudover har vi med de nye ryttere, det stærkeste hold på papiret.
4. Jeg kunne egentlig godt lide Sram, det fungerede fint. Jeg tror ikke at det får den store betydning rent resultatmæssigt, Shimano er bare lækkert og smukt at se på.
5. Egentlig ikke, han sgu’ ligesom alle os andre.
6. Vi har mange perioder i løbet af sæsonen, hvor vi holder små pauser på tre dage og helt op til en uge. Ellers har vi omkring en måned efter sidste løb på kalenderen i oktober, hvor vi holder helt fri, måske tager på ferie eller bare ser familie og venner i Danmark.
7. Instagram og Twitter
8. Link Wray, R.L Burnside, Powersolo, Godless Wicked Creeps, Junior Kimbrough, Charley Horse, Heavy Trash, Lez Wampas og Nine Pound Hammer.
Brian Holms seks skarpe til Matti Breschel
Mest elegante rytter i feltet? Bradley Wiggins.
Den flotteste jersey ever? Den er svær! Jeg har mange yndlings … hmm det er et valg mellem Fausto Coppis Bianchi jersey, De Vlaemincks Brooklyn eller Tom Simpsons Peugeot.
Den flotteste cykel ever? Gios Torino 78’
Hvem har feltets mest trimmede stænger? Simon Gerrans har en rimelig pillet læg.
Hvem råber mest i feltet? Der er et par italienere, jeg ikke engang kan huske navnet på, de er forfærdelige.
Mest cool mærke cykeltøj? Breschel BNK
Er det rigtigt du har en kæmpe ørn tatoveret over hele ryggen? Nej, det er en ravn!
Christopher Juul Jensen – 25 år, prorytter siden 2012
1. Ja, det er der. Vi har faktisk haft flere sjove aftener. Så længe, at rytterne står skarpe og klar til dagens træning, er det ok, en gang i mellem at give den lidt gas.
2. Jeg håber, at Magnus Cort kan blive ved med at vinde cykelløb. selvom han er rykket op i ProTouren.
3. Da jeg stod på toppen af Kilimanjaro sammen med nogle af verdens bedste ryttere som har vundet klassiker, grandtours og mange mange andre store løb så siger det lidt om hvor vildt det her hold er !
4. Jeg synes det er rigtig lækkert at køre med. Så længe at batteriet holder lidt længere end min iPhone.
5. Nej, overhovedet ikke. Peter er meget, meget ydmyg. Det er rart at opleve. Man glemmer næsten helt, at han er et af verdens bedste cykelrytter.
6. Det er der tid til imellem alle de seks ting. hehe. Cykling er meget unikt på den måde, at der er nogle perioder, som er meget intense men så er der også tidspunkter som fx efter et hård løbsperiode eller træningsblok hvor der er god tid til at holde fri. Når sæsonen slutter, er der typisk 3-4 uger, hvor jeg ikke rører cyklen. Min kæreste og jeg holdte fx ferie i Japan efter Japan Cup, det var meget sjovt.
7. Jeg er stor P1 Debat fan det er ikke en joke … Det program streamer jeg tit når jeg er af sted til løb. Det er vigtigt at holde sig opdateret omkring, hvad der sker derhjemme politisk.
8. Bass Drum of Death… et fedt rock/punk band fra USA som Matti lige har introduceret mig for.
Ride Like A Pro
SaxoSport lancerer i 2015 “Ride Like A Pro” for finansielle markeder i Europa og Asien. Saxo Bank giver eksisterende og potentielle kunder eksklusiv adgang til at leve og træne som en Tinkoff-Saxo rytter. Deltagerne får unikke netværksmuligheder, hvor de møder andre i den finansielle industri med passion for performance og en sund livsstil. Saxo Bank indgår blandt andet et samarbejde med Peloton til udførelse af træning og træningsvejledning.
Detaljer om programmerne
· Ca. syv måneders program med ugentlig gruppetræning
· Detaljeret træningsvejledning der indbefatter træningsprogram, intervaller og grundige forklaringer
· Der trænes mod del- og hovedmål
· Der gennemføres etaper fra eksempelvis La Vuelta A Espana.
· Interaktioner med Tinkoff-Saxo, hvor ryttere og sportsdirektører deltager i nogle af gruppetræningerne
Er du interesseret i at høre mere om SaxoSport – Ride Like A Pro, så skriv venligst ind til sport@saxobank.com.