Lille hus voksede til et fint landsted
Annelise Blichfeldt og Henrik Spang Andersen har brugt 15 år på at ombygge, modernisere og optimere et lille hus ved vejen til en større liebhaverbolig. Her er to fløje forbundet af et køkken og med udsigt til græssende får og Esrum Sø få hundrede meter væk.
Det har været byggeri, byggeri og atter byggeri i Annelise Blichfeldts og Henrik Spang Andersens liv i de 15 år, hvor de har ejet deres 87 år gamle hus på landet med udsigt over enge og Esrum Sø i Nordsjælland. Henrik har lavet det meste selv men har i perioder følt sig nødsaget til at hente håndværkerhjælp udefra for at få afsluttet opgaver. På den måde har han undgået at gå omkuld i arbejdsmængden ved siden af sit almindelige arbejde som sælger af hjælpemidler til handicappede. Annelise, som er lærer, har ind i mellem set fortvivlet til når hendes mand har fået nye ideer til nedrivninger og genopbygninger af håndværksmæssig og designmæssig kvalitet.
At få huset op på et nutidigt niveau i komfort og energiforbrug har krævet meget. Vi kender alle detaljer, og alt indendørs snedkerarbejde er lavet af Henrik selv. Han er af natur kompromisløs men har alligevel været nødt til at indgå visse kompromiser som for eksempel ikke at isolere gulve i hovedhuset og ikke isolere vægge i køkkenet, forklarer Annelise.
Nu mange år efter har parret stadig ideer til ændringer og forbedringer af den næsten 300 kvadratmeter bolig, som består af to forbundne fløje. Men efter en snarlig afslutning på byggeriet af en udsigtsterrasse med udgang fra overetagen, vil de holde pause og nyde den rummelige og lyse bolig i gammel stil.
Huset på den 4000 kvadratmeter grund ligger ud til en vigtig færdselsåre nord for landets vandrigeste sø. Det har ikke været en gård og næppe heller en landarbejderbolig. Hovedhuset fra 1925 er klassisk og bygget efter Foreningen Bedre Byggeskiks principper. Måske har det været tjenestebolig med plads til nogle få dyr og dyrkning af jord for at være selvforsynende. Dyrene levede i en bygning parallelt med boligen. Denne tidligere stald er bygget helt om og forhøjet til to etager i samme stil som hovedhuset. De to fløje er forbundet af en lavere bygning, som rummer køkkenet og fandtes allerede under den tidligere ejer. I denne forbindelsesbygning var engang vaskehus, dengang huset var opdelt i udlejningsboliger. Præcis hvornår og til hvor mange lejere vides ikke.