Arbejder af lyst
At Rasmus Bjerg nyder sit arbejde, hænger ikke bare sammen med, at han indspiller film på Rivieraen, tager familien med i Cirkus Summarum hver sommer og i det hele taget har succes. Det skyldes, at han har sluppet sin angst, og nu arbejder af lyst.
– Jeg har altid været angst for, at der ikke var opgaver til mig, så jeg har sagt ja til utrolig mange ting, fortæller Rasmus Bjerg åbenhjertigt. – Jeg er bedre til at sige nej nu. Jeg har fået mere selvtillid, så jeg i dag mere bliver drevet af glæden ved at spille skuespil – ikke angst. Jeg er privilegeret i forhold til opgaver, men jeg tager ikke mit job så højtideligt – det får ikke lov til at æde mig. Jeg er gift med min kone, ikke med mit fag!
Rundt om Rasmus!
Hvor vil du allerhelst holde ferie?
Vi snakker om at gøre det til efteråret. Vi har aldrig prøvet at KØRE på ferie. Til Frankrig, til Kroatien… vi har heller aldrig været på Mallorca. Men det skal være et sted med varme, hvor vi kan bade.
På terrassen nede i varmen nyder du gerne… hvad?
Åh, der drikker man da rosé og spiser skaldyr – et plateau de fruit de mer… og så skulle det være en rosé fra et sted, hvor vi har været; Chateau Font du Broc. Den er ikke noget særligt, men det er sjovt, når man har været der.
Hvad er din største styrke?
Min ærlighed. Jeg er sådan en lige-ud-ad-landevejen type. Jeg har fundet glæden og trygheden ved at være mig selv. Før troede jeg, at jeg skulle være alt muligt andet. Nu har jeg lært at træde i karakter.
Og din største svaghed?
At jeg… er slem til at bekymre mig. Angst har fyldt meget i mit liv. Jeg er tit bekymret: hvordan har børnene det, om det nu går godt, om jeg gør det godt nok. Jeg arbejder med at blive bedre til at leve i nuet. Jeg VIL blive bedre til det.
Hvad er det mest romantiske du og din kone kan gøre?
Vi er faktisk gode til at hygge os; tage en halv fridag, køre ud i det blå og spise os en god frokost. Det er vigtigt, når man lever med struktur, at man kan punktere den og bryde hverdagens trummerum. Men vi havde ikke kunnet klare det uden struktur: Hun er ankeret – jeg er flyvsk og rastløs.
Er du til design og dyre ting?
Nej – jeg går ikke så meget op i ting. Eller jo, jeg har et Rolex ur. Jeg fik engang et legat, og så købte jeg det. Så kan jeg se på det og tænke tilbage på den anerkendelse. Men eller har jeg et afslappet forhold til statussymboler.
Hvordan holder du Skt. Hans?
Hvis vi er i gang med Cirkus Summarum, så holder vi det sammen med dem. Ellers noget spontant. Det er ikke en tradition, vi har. Det kunne være vi gik i Nymosen i Vandege. Det er ret hyggeligt dernede. Du kan godt hilse dine læsere, at det ligger på den HELT rigtige side af Lyngbyvejen
Hvad gør du for at slappe af?
Jeg har åndehuller ind imellem. Jeg er jo ikke på ved computeren hele tiden. Mit arbejder er HER, så jeg er ikke på arbejde hele tiden. Den største årsag til stress i vor tid er, at vi er koblet på hele tiden.