Som at være til Roskilde Festival
Om det er papkasse-teater på Mungo Park eller et udstyrsstykke på Det kgl. Teater, så har de det til fælles, at det er LIVE! Det er i Lars Kaalunds øjne teatrets store force, som han sammenligner med oplevelsen af en koncert. Eller – som i denne måned – en ”Cabaret”.
Lars Kaalund er en stor beundrer af Bob Fosse som skabte filmen ”Cabaret”. Fosse lavede en del om på handlingen i den oprindelige musical, så der er væsentlige forskelle på filmen og teaterudgaven. Og selvom, eller måske netop fordi han syntes, filmen er utrolig vellykket, vil han gøre sit bedste for at lave en udgave, der adskiller sig fra filmen. Der er ikke nogen grund til at kopiere:
Vi smadrer wienerstolen
– Vi har smadret wienerstolen, siger han. – Alle har billedet af bowlerhat og wienerstol på nethinden – det er Fosses ”Cabaret”. Vi prøver at tænke den forfra. Hovedtemaet i vores forestilling er, hvor langt folk kan fastholde deres idealisme, når de kommer under pres – i dette tilfælde fra et totalitært styre. På den måde er ”Cabaret” en anti-musical; der er ikke nogen happy end. For karaktererne gør IKKE det ”rigtige”.
– MC’en (master of ceremonies, altså konferencieren) forholder sig satirisk til det hele, og på kabareten lever man hver nat som den sidste. Sangene er i sig selv små satiriske historier i kabaret-ånden, lidt som samtidens PH-revyer herhjemme og for den sags skyld moderne revyer.
Tillid og teater
Ligesom revyen kommenterer sin samtid, har Lars Kaalund og Cabaret-holdet også øje for, hvordan musicalen afspejler den tid, vi lever i nu. Både med terror og med overvågning, som presser vores – ifølge adskillige undersøgelser – lykkelige land.
-Vi hører jo ofte, at Danmark er et af de lande i verdenen, der scorer højest, når det kommer til tillid mellem borgerne, og lige netop tilliden skrider i Tyskland på den tid, hvor ”Cabaret” udspiller sig. Det, vi kan lære, er, at vi ikke bare kan læne os tilbage og håbe på, at nogen tager sig af de aktuelle problemer. Vi har et valg. Spørgsmålet er, om vi handler eller lader stå til. Selv under totalitære regimer har vi set, at folket til sidst slipper af med deres diktatorer. Vores sande karakter afsløres, når vi bliver presset.
Selvfølgelig er ”Cabaret” også show og en leg:
– Da handlingen i ”Cabaret” delvis foregår på et teater, er der et meta-lag: teatret i teatret. Scenografisk skal der meget lidt til for, at vi kan påstå, at vi nu er på et teater, for det er vi jo. Og stilmæssigt trækker forestillingen på mange stilarter. Faktisk er der bevidst ikke nogen entydig stil. Jeg trækker en masse tendenser fra 30’erne som dadaismen, Brechts ’verfremdung’ og stumfilmen ind i forestillingen, fordi jeg tror på dynamikken i en eklektisk form.
Cabaret for de unge
Uanset indpakningen, er der ingen tvivl om, at musicalen ”Cabaret” er en populær forestilling, som vil trække et stort publikum. Men så kan man jo spørge sig selv om det bliver ’det bedre borgerskab’ eller et bredere og måske også ungt publikum:
– Når jeg laver en forestilling, så tænker jeg ikke på publikums alder, men tilstræber, at forestillingen vil udtrykke noget universelt, som alle kan tage stilling til. Under-
søgelser viser, at de unge ikke gider se flow-TV, så det er sikkert også nogle gange svært at lokke dem i teatret. Men de går glip af noget. Teater kan naturligvis både være røvsygt og fantastisk. Men der er altid muligheden for et stort nærvær. Det er som at gå til en koncert eller være på Roskilde Festival. Det indeholder de samme elementer – hvis man rammer den rigtige forestilling! Så kan jeg kun håbe, at udtrykket i forestillingen kan hjælpe til at lokke dem ind, der ikke vidste, at de savnede det her.
Hvad kan det kongelige?
Der er så dem, der har kritiseret, at Den kgl. Teater tager populære musicals op, når det netop er den type musikteater, der er trækplastre på de øvrige københavnske scener og hjælper dem til at overleve.
– Det er et punkt, hvor jeg er glad for, at jeg ikke længere er teaterchef, men kan læne mig tilbage og sige, at det ikke er min opgave at forsvare det, ler Lars Kaalund. – MIN holdning er, at hvis der er et publikum i en sal, og der sker noget på en scene, så er det TEATER. Hvis man ikke mener, at nationalscenen skal kunne spille al slags teater, så må man skrive det ind i betingelserne. Ellers kan man spille alt.
Er det noget særligt at spille på Det Kongelige Teaters gamle scene?
– En forestilling vil blive opfattet forskelligt, alt efter hvor den spilles, uagtet at det er præcis den samme forestilling. Det ville ikke have haft den samme gennemslagskraft, hvis Vivi og Flemming Flinth i sin tid havde smidt tøjet i ”Dødens Triumf” i den grå hal på Christiania. Men nu gjorde de det på Det kgl. Teater!
Skuespillere og lærere, der taler
Lars Kaalund sammenligner det lidt med forventningerne, når noget vises henholdsvis på DR og TV2. Det kan han snakke med om som instruktør – nu på tredje sæson – af serien ”Rita”.
– Jeg kan begræde, at den type dramatik, som grund- læggende er båret af karakterer, der gennem dialog behandler et tema , næsten ikke eksisterer på teatret mere, i hvert fald på de store scener. Musikteatret har overtaget. Det er fedt med en præcis og simpel scene mellem skuespillere, som taler med hinanden, og arbejde på at få det til svinge mellem sig. Man kan sige, at TV har overtaget noget, som teatret havde: Stærke karakter i et drama overvejende baseret på dialog.
Apropos Rita har Lars Kaalund den højeste respekt for de danske lærere.
– Jeg synes, at lærere og pædagoger er skamløst underbetalte! Vi skal uddanne dem så godt som muligt, vise dem respekt, og bibringe dem autoritet – altså ikke sort skole, men som på alle arbejdspladser er det umuligt at udføre arbejdet uden respekt. Jeg prøvede i projekt CONTACT på Betty Nansen at stå med 100 fantastiske, men ret urolige børn i alderen 14-15 år. Det var noget af det hårdeste, jeg har prøvet – bare det at få ro! Der fik jeg virkelig prøvet min tålmodighed. For at kunne styre det, skal man have nogle redskaber OG respekt/autoritet. Så det nytter ikke, at holdningen derhjemme er imod læreren, eller at forældrene kommer med krav om, at deres barn skal have særbehandling.
Søgende og nysgerrig
På den anden side skal eleverne heller ikke bare være kvæg, der bliver drevet gennem uddannelsesmaskinen og skal fastlægge deres livsbane med uddannelsesvalg som 16-17-18-årige. Mener blikkenslageren, der i dag er instruktør på Det kgl. Teater:
– I den alder handler det om at være søgende og nysgerrig. Det er en identitetsdannelse. Indtil man er midt i 20’erne, tror jeg, det er de færreste, der ved, hvad de i virkeligheden vil. Tidligere blev man smed, når ens far var smed. Nu er det et valg, de unge skal tage meget tidligt og der kan gå lang tid, før det falder på plads oven i hovedet. Ja, der er langt fra blikkenslager til instruktør, men der er også folk, der starter på universitetet og så ender i et job, der ligger fjernt fra den uddannelse. Der er altid noget i det, man lærer, som man kan anvende – også fra det at være blikkenslager, når man instruerer teater!
Af lyst
I Lars’ eget tilfælde betyder det også, at det er længe siden, han har spillet skuespil. Faktisk husker de fleste ham for roller, der ligger 15 år tilbage, b.la. ”Den Eneste Ene”.
– Der er sikkert mange, der ikke aner, hvad jeg går og laver i dag, så den med ludo-brikken dukker op i ny og næ, griner han. – Fair nok, hvis det er en populær film, folk husker mig for. – Jeg vil ikke udelukke at spille skuespil igen. Jeg bliver smigret, når jeg bliver spurgt, men jeg siger tit nej. Enten fordi jeg ikke har tid, fordi jeg ikke synes, rollen passer, eller fordi jeg er bange for, at jeg ikke kan magte rollen. Det skal være af lyst, og min lyst lige nu er at instruere.
Heller ikke rollen som teaterchef, som Lars har bestridt på Mungo Park og Østre Gasværk, trækker mere:
– Jeg vil ikke udelukke at lysten til at være teaterchef igen kan opstå, men ikke lige nu. Jeg nyder at være freelancer og arbejde forskellige steder. Når man er chef, er der aldrig noget, der hedder ’tak for i dag’. Nu er det andre, der har det store mas. Mit mas er bare at lave det, publikum skal se.
De rette prioriteringer
Selvfølgelig har det også indflydelse på Lars’ prioriteringer, at han er blevet far for halvandet år siden:
– Det er fantastisk og vidunderligt. Når man får sådan en lille en, så er hun det vigtigste. Måde min kæreste og jeg har travlt med vores arbejde. Man smider ikke lige pludselig alt, men det bliver en balancekunst. På en positiv måde betyder det måske, at man tænker, at så betyder arbejdet måske heller ikke mere. Det er nogle andre ting, der kommer forrest i køen.
………………………………………………………………………………………………………………………….
Verdens bedste musical?
West Side Story
Verdens bedste musical-film?
All That Jazz – hvis vi kan blive enige om, at det er en musical?
Din yndlingsfilm i det hele taget?
Barry Lyndon.
Hvilken TV-serie følger du nu?
Lige nu ser jeg ”Transparent”, en lille serie om en familiefar, der skal fortælle sine voksne børn, hvilket køn han gerne vil være. Ellers er jeg lige blevet færdig med ”True Detective”, og jeg var helt afhængig af ”Homeland” – og så hooked har jeg ikke været siden.
Vi ved, du har været i Venedig, men: Tre steder i verden, du gerne vil besøge?
Grønland, og jeg vil gerne bo i Rom, når jeg bliver gammel. Generelt vil jeg gerne se mere af Asien, f.eks. Vietnam. Det er en verdensdel, jeg ikke har besøgt nok.
Du står her i hjertet af København: dine yndlings-restauranter?
Ja, i det seneste år er det jo gået mest op i spaghetti med kødsovs. Eller hvis vi lige kunne få tid – en god bøf på Retour Steak. Det går man ikke galt i byen af. Men håber jeg snart får tid til at besøge flere gode restauranter.
Du kan så meget … er der noget, du er virkelig dårlig til?
Jeg er ikke særlig godt til at organisere mig derhjemme. Professionelt er rimelig god til det, men når det drejer sig om, hvad vi skal lave på søndag, eller huske, hvornår der er storskrald – det er jeg ikke god til.
Hvis du kunne give en million til et godt formål, hvad skulle det så være?
Der er så mange gode formål. Men det bliver vel Røde Kors. Jeg har tillid til, at de gør et godt stykke arbejde og giver, hvor der er mest behov.
Er der en person der har gjort indtryk på dig i dit liv?
Det er svært at pege på en. Man samler noget op fra alle man møder. Det er det fantastiske ved livet, at man møder nye menne-sker hele tiden. Af de venner jeg havde for tyve år siden, er der nogle, der stadig er tætte, nogle er perifere, og nogle er gledet ud. Det er umuligt at holde fast i alle, men skønt, at man kan samle nye op. De passer til forskellige epoker i mit liv. I en epoke har jeg været en anden og haft andre venner med andre værdier. De betød sindssygt meget lige i den periode, men gled ud. Vi flytter os hele tiden.
………………………………………………………………………………………………………………………….
