Tredje generation bag den gæstfrie ø, Vejlø

Ejerne af Vejlø i Nakskov Fjord deler gerne øens natur med andre. Siden 1971 har her været ølejr, lige som jægere, fugleinteresserede, lystsejlere og badegæster hilses velkommen. Men selv om det er eventyrligt at eje en ø, er der også arbejde og pligter forbundet med at være øbesidder. Derfor går familien nu i salgstanker.

 

Skov- og Naturstyrelsen, Mærsk McKinneys Fond, Danisco m.fl. har finansieret den nye bådebro på Vejlø, hvor fiskere og lystsejlere går i land. Mini-stranden er et fluepapir om sommeren.

 

Da Anita Rasmussens og Linda Fausings bedsteforældre, Vera og Evald Rasmussen, i 1956 købte den 36 ha store Vejlø i Nakskov Fjord, var det at eje en ø hverken ensbetydende med eksotisk liebhaveri eller et fritidsliv i luksus. Ejerskabet var derimod en måde at skaffe en mindre landbrugsejendom med tilhørende jorder, som på det tidspunkt kunne brødføde en familie. På øen var både frugtplantage, kornmarker og enge til græssende kvæg, hestestald og vinterstald til køerne og en landbohave med køkkenhave. Korn og andre afgrøder blev de første år transpor-
teret til og fra øen på hestevogn gennem det lave vand på øens nordlige side.

Landbruget fortsatte knapt 50 år derefter, indtil bedsteforældrene faldt fra. I 2007 arvede Anita Rasmussen, hendes søster Linda Fausing og Lindas mand Anders øen. De bor i Nakskov-området, og Anders Fausing kommer dagligt sejlende i motorbåd til øen for at tilse kvæget, som står på stald om vinteren og græsser på øens enge om sommeren. Den gamle ejendom med stalde, stuehus og gårdsplads ligner et museum og står, som da farmoderen kom på plejehjem i 2001. Der er dog de senere år ryddet kraftigt op i gamle traktorer og andet, som havde hobet sig op, fortæller Anders Fausing om stedet, familien hellere end gerne deler med omverden:

”Andre skal også have glæde af de naturoplevelser, man kan få herude. Så fiskere, lystsejlere og andre kan frit gå i land året rundt. En del kommer med postbåden, som lægger til dagligt i de tre sommermåneder. Siden 1971 har der været ølejr herude, og sådan er det stadig. Lejrgæsterne slår store militærtelte op og har en herlig ferie på øen. Og vi andre er glade for det liv, det medfører”, forklarer han og tilføjer, at selvjustits blandt gæsterne sikrer oprydning og renholdelse.

Badegæster slår sig ind i mellem ned på øens diminutive sydvendte sandstrand, og ornitologer med kikkerter aflægger besøg for at studere fuglelivet med blandt andet klyder, havterner og viber. Så besøgende er ingen pestilens men derimod et gode, synes familien, som er i tæt samarbejde med det lokale turistkontor.

 

Planer om et salg

Hvis Anders Fausing, 55, selv bestemte det hele, var han for længst flyttet permanent til Vejlø og havde renoveret gården derude til en moderne bolig. Han, som er plejeforælder, kunne lige så godt leve og arbejde dér og endda trives med det. Hans kone Linda Fausing, 45, er dog ikke interesseret i at blive omplaceret til øen. Og det har hendes yngre søster Anita Rasmussen, øens medejer, heller ingen planer om.

Familien har derfor taget den tunge beslutning at sætte øen til salg. De forhandler med Kyst- og kulturcentret og Skov- og Naturstyrelsen, som tidligere har opkøbt en ø i omegnen. Men ad den vej kan familien måske ikke opnå den pris, de mener, det unikke landstykke er værd:

”Hele vores barndom og ungdom er min søster og jeg kommet på øen. Derfor har vi svært ved at skille mig af med stedet, fordi det er del af vores sjæl og identitet. På øen er der en særlig stemning, og jeg kan ikke nægte, at arven forpligter. Det betyder meget for os, at øen fremover bliver drevet i på samme åbne måde som hidtil. Vi søger derfor en ny ejer, som ikke vil lukke øen hermetisk af. Det skal så vidt muligt være én som fortsat vil give udenforstående adgang, lige som det sker i dag”, forklarer Linda Fausing om sine overvejelser ved at finde en køber med den rette ånd uden at give øen væk til foræringspris og tilføjer:

”Samtidig forstår vi til fulde, at en privat køber nok vil ønske at lukke øen af og benytte den som sit eget private paradis. Er prisen den rigtige, er vi derfor os selv nærmest og vil sælge”.

Men hvad gør det at eje en ø frem for andre ejendomme så speciel?
”Glæden ved at eje sin egen ø kan nok bedst beskrives som frihed til at kunne bestemme alt selv uden naboer. Og så er her både skov, strand og hav inden for et afgrænset område”, lyder det samstemmende fra parret.

Midt i glæden over øen ser familien dog realistisk på tingene. De erkender, at de ikke bliver yngre, og at der også er krævende arbejde og pligter forbundet med det usædvanlige ejerskab:

”Kvæg og høns skal fodres og stedet tilses dagligt. Vi skal også trimme naturen, så den ikke vokser helt til og foretage forskellig oprydning. Selvfølgelig vil vi savne denne skønne plet. Men vi kan godt komme videre”.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Forsyninger køres ind via bådebroen med traktor og anhænger. Alléen ind til gården er smukt lukket af kirsebær, blommer og andre frugttræer.

 

 Alléen fører fra bådebroen mod sydvest ind til gården på Vejløs sydlige del. Forår og sommer er den smukt lukket som en grøn passage.

 

Natur og fugleliv er trækplaster på Vejlø, hvor myndighederne i samarbejde med ejerfamilien har opsat et orienterende skilt til turister.

 

Angus, Hereford og rød dansk malkerace græsser på engen med Slotø (som også er privatejet) i baggrunden. Kvæget står på stald om vinteren og tilses hver dag.

 

Den hjælpsomme pensionist Ludvig fodrer svaner ved Vejløs strandbred. Vraget er af en skrottet betonbåd medbragt af ølejr-gæster. 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Fjord rig på øer

I Nakskov Fjord er Vejlø med sine 36 ha den største privatejede ø. Andre privatejede øer er Slotø og Barneholm. Romerholm, som er tom har hørt til Vejlø, men blev tidligere solgt fra og tilhører nu Skov- og Naturstyrelsen. Det samme Enehøje, som Grønlandsfareren Peter Freuchen ejede og boede på 1926-40. Huset på øen er dog privatejet.