Vild med Blomster

Signe Wenneberg

Smukke værker

”Ja, jeg kan godt navnene på mange af blomsterne. Men de latinske navne har aldrig interesseret mig. Blomster har til gengæld har interesseret mig i 40 år – helt fra jeg var et lille barn”, siger Signe, mens hun inspicerer de mange smukke værker med blomstermotiver. Som museet gør opmærksom på, er der tale om en overdådig parade af 200 års blomstermalerier. Hele fire år har udstillingen været undervejs, hvilket ikke mindst skyldes restaureringen af de detaljerede florilegier fra en 1600-tals slotshave, malet af Hans Simon Holtzbecker.

 

Delikate detaljer

Det var hertug Frederik på Gottorp slot i Slesvig, som havde bestilt de smukke planteportrætter, som blev samlet i et fire binds værk. Lige en mand efter Signes hoved: ”En mand, der interesserer sig for blomster og er levemand og fyrste – det er da lige noget for mig”, siger Signe og griner, mens hun samtidig noterer sig en af de spek-takulære detaljer på et portræt af en såkaldt italiensk gøgeurt.”Ah, dér har vi den meget berømte detalje med, hvad der ligner opretstående tissemænd – meget interessant, at man tog sig den frihed i 1600-tallet”. Værkerne er såkaldt krigsbytte fra Den Store Nordiske Krig. Da Frederik den 4. af Danmark i 1713 erobrede Gottorp, røg værkerne således til Den Kongelige Kobberstiksamling. Men nu kan publikum for første gang opleve et stort udsnit af de smukke blomsterillustrationer. Malerierne er taget ud af bogbindene, blevet nænsomt restaureret og herefter monteret i hver sin passepartout.

 

Kunstens privilegie

Udstillingen rummer foruden Holzbeckers værker også en lang række malerier med blomstermotiver krydret med fantasi og dyremotiver. ”Det er det helt fantastiske ved de malerier – buketterne er sammensat af forskellige arter, som slet ikke blomstrer samtidig, og som derfor aldrig ville kunne være at finde i samme buket. Men når man er maler, kan man selv bestemme. Vi kan også se, hvordan man har valgt at lade en helt klein blå anemone stå i vase med en gigantisk lilje, hvad ville være umuligt i virkeligheden. Men ikke i kunstens verden”, siger Signe, som selv yndede at samle blomster til buketter eller lægge dem i pres, da hun var barn. Hun er i øvrigt aktuel med bogen ”Floras Blomsterbog”, som hun har skrevet for Statens Naturhistoriske Museum i anledning af alle parkmuseernes blomsterudstillinger.

 

Blomstermalerier er ikke tidligere blevet anset som ”finkultur” i den museale forstand. Ikke desto mindre er udstillingen ”Blomster og Verdenssyn” meget populær hos publikum. Hvor folk normalt plej- er at afslutte med et besøg i caféen og smutte bagefter, vender flere tilbage for at nyde motiverne en ekstra gang. Publikum bliver også inddraget i den smukke blomsterudstilling. Der er for eksempel mulighed for at se en konservator arbejde med restaurering, ligesom man kan sætte sig og tegne blomstermotiver ved små borde, som museet samler i et katalog bagefter.

 

Giv blomster – det virker

At publikum er begejstrede for udstillingen forstår Signe godt. ”Glæden ved blomster er universel. Når jeg har rejst, har jeg igen og igen oplevet, hvordan blomster er vigtige og værdsatte for alle mennesker”, siger Signe.” Blomster betyder rigtig meget for mig. Det gør mig glad, at omgive mig med blomster. Hellere spise havregryn, rugbrød eller spejlæg til aftensmad end undvære friske blomster”. Og hun bemærker, at de bedste mænd også er dem, der forstår at give deres udkårne blomster. For som hun siger: ”Det er verdens bedste scoretrick”. Og som kunsthistoriker Henrik Holm også fastslår i museets udstillingskatalog: ”Sex hænger sammen med blomster” Og videre: ”Det er ingen tilfældighed, at det kaldes at ”deflorere”, når kvind- en mister sin dyd”. Så af sted til Statens Museum for Kunst – og lad amorinerne blomstre.

signe3

Signes bedste råd til mænd!

 

Man kan virkelig komme langt med en buket blomster, hvis man gerne vil vise omsorg, empati, kærlighed, troskab, samhørighed eller medfølelse. Eller hvis man vil fejre noget eller simpelthen score.

 

Pluk meget gerne en buket i haven eller naturen og forær den væk. En stor buket syrener kan være en fantastisk gave. Det handler ikke om at blomster skal være dyre, det handler om at de skal være smukke og gives af et godt hjerte.

 

Hvis du køber blomster, så lad være med at købe en tilfældig dusk på tankstationen. Find ud af hvilken blomsterhandler, der er din udkårnes favorit. Alle de kvinder jeg kender har bestemte ønsker i den retning.

 

Ligesom vi taler om lokale råvarer og ny nordisk mad, så er der også denne tendens indenfor blomster. Køb så vidst muligt noget der er i sæson. Noget der hører naturligt hjemme i denne årstid.