Galophesten
Porsches økonomi ligger helt ude i overhalingsbanen, ligesom deres biler gør. Sportsvognsmærket, som ejes af VW, havde en ambition om at sælge 200.000 eksemplarer på verdensplan i 2018, men det mål blev allerede indfriet sidste år.
TEST: Porsche Cayenne S, 420 hk.
Pris på testmodel: 1.606.000 kr.
Og så er det ikke engang de klassiske 911’ere og andre sportsvogne, som virkelig driver økonomien. Det er derimod de store SUV’er som ugens testbil,
Cayenne, og den Liebhaverboligen testede for nylig, Macan.
De to firehjulstrukne arbejdsheste står for mellem 54 og 58 % af Porsches samlede salg, og lillebror Macan (lavet på Audi Q5’s platform) har i dag overhalet storebror Cayennes salgstal i USA.
Men man skal slet ikke afskrive model- len, som ofte bliver kaldt verdens mest profitable SUV. Cayenne har her i 2015/16-modellen fået en forsigtig ansigtsløftning – mest synligt her er de nye baglygter, som er blevet smallere. Men det er under hjelmen, man finder den spændende nyhed. For i stedet for en forslugen V8’er, der før var standard i Cayenne S, er det nu en dobbelt turbo V6, som leverer fyrværkeriet. Og det gør den med bravur. 420 hk og 408 Nm er både flere heste og mere moment end den forrige V8’er. Og så kommer den ydermere med bedre benzinøkonomi, takket være et nyt luftindtag i grillen, som åbner og lukker for at forbedre aerodynamikken samt en (efterhånden standard) engine-shut-off ved stilstand.
Automatgearet er standard 8-trins, men her savner man den noget hurtigere PDK-gearkasse, som vi nød i Macan Turbo-testbilen. Men publikummet til Cayenne er uden tvivl ikke så fart- og sportsorienteret, kunne man gætte på. Det er nemlig en stor anvendelig SUV til hele familien og hunden samt et træk til hestetraileren, og så betyder nogle brøkdele af et sekund i gearskift ikke det store. Det er dog stadig en meget hurtig SUV med en acceleration fra 0-100 km/t på 5,2 sekunder – uden hestetrailer.
Indvendig er det Porsche-lækkerier med handskeblødt skind, ergonomisk opbygget instrumentbræt, kontakter greb og stadig med de markante håndgreb på hver side af midterkonsollen. De har været med lige siden, den første Cayenne så dagens lys i 2002.
Igennem 13 år har den så reddet Porsches økonomi og bidrager i dag med milliarder til VW’s samlede indtjening. Og bilgiganten har jo også hårdt brug for pengene i kølvandet på dieselgate.
Cayenne (og Macan) er meget anvendelige og ikke spor uopnåelige biler, for basisprisen på Cayenne begynder helt nede ved 1.3 mio. kr. for mindste model på hvide plader. Dyrest er Turbo S, som koster 3.6 mio. kr.. Ydermere tager priserne også fart, når du klikker ønskelisten af ved ekstraudstyr som Bose-anlæg, panoramatag, køling i sæderne, 20 ” fælge og 360 graders surround view kamera. Og det klik foretager man nok, for hvem gider egentlig køre i en skrabet Porsche?
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Up
– Stadig en af de fedeste SUV’er på gaden
– Sportslige køreegenskaber på trods af højde og vægt
– Ideel rejsevogn til hele familien
DOWN
– Bliver presset på næsten alle punkter af lillebror Macan
– Ikke den mest rummelige i klassen
……………………………………………………………………………………………………………………………….