Den bedste af alle hvide verdener
Skisæsonen er i fuld gang, og danskerne valfarter i stor strøm mod Alperne. Liebhaverboligen har været i Ischgl i Østrig, som i år kan byde på gode nyheder for især ”kør-selv” gæster.
Når solens sidste stråler rammer de hvide bjergtoppe i den smukke, østrigske Paznaun-dal, og dagens mange skiløbere suser ned ad pisten, ned til byen, danser de små ”Heidi-piger” med bare maver på bordene, og øllet flyder i stride strømme.
Hele setuppet er selvfølgelig bare begyndelsen på en omgang festlig after-ski på en af byens mange barer (Schatzi-bar), men også kendetegnende for hele området, som er et af Østrigs absolut bedste og med tilbud til alle aldre.
Vi er naturligvis i Ischgl. Byen, hvor både Bill Clinton, Naomi Campell, Paris Hilton og en masse andre stjerner kan lide at stå på ski, og i tusindvis gæster fra hele verden hvert år foretrækker at gøre det samme.
Og hvorfor så det? Ifølge danske Jacob Poulsen, som i årevis har stået på ski over det meste af Europa, men altid vender tilbage til Ischgl, er svaret enkelt:
Ischgl kan bare tilbyde det bedste på alle områder, mener han.
Her er et super velfungerende skiområde med udfordringer for alle, super, nye lifte, super indkvartering, super after-ski og ikke mindst super mad på de mange restauranter. Og det gælder både spisestederne, som ligger nede i byen, og de mange, små listige steder, som man kan besøge oppe i selve ski-området.
-Ischgl kan bare det hele, siger han. -Her kan du både feste igennem, men også finde stille, fem-stjernede steder til en romantisk aften. Og er man en børnefamilie, er der også gode tilbud til dem, siger han.
Skiløb helt til Schweiz
Med en placering mellem Silvretta og Vervall bjergene giver Ischgl den besøgende adgang til i alt 238 kilometers skiløb fordelt over områderne Silvretta Arena og Samnaun i både Østrig og Schweiz, hvilket gør området til et af de største ski-områder i alperne.
Tre kabinelifte fører fra byen op til både Pardatschgrat i 2624 meters højde og til Idalp plateauet i 2300 meter højde, hvor fra supermoderne stole-og kabinelifte sørger for den videre transport ud i det, mange betegner som verdens mest moderne ski-område. Skiløbet i Silvretta Skisportsarena har udfordringer for alle, og her er altid garanti for masser af sne, fordi en stor del af pisterne ligger i over 2000 meters højde.
En smuk og klassisk tur til det toldfri område Samnaun i Schweiz kan stærkt anbefales. Her ligger mange af de kendte mærkevarebutikker, og er man eksempelvis vild med ure af den klassiske slags, kan man med fordel købe mærker som bl.a. Rolex, IWC, Pathek Philippe, Breitling osv. Smykker, parfume, tøj og tobak sælges også – men det er fornuftigt at orientere sig om reglerne for toldfri indkøb, før man går helt shop-amok.
Er man mere til off-piste-løb, er den legendariske tur fra Ischgl til Kappl og derfra videre til St. Anton et must, naturligvis med lokal bjerg-guide. Freeriders og snowboardere kan boltre sig i en kæmpe funpark, og gider man slet ikke stå på ski en dag – tilbyder Silvretta Center indendørs underholdning med badeland, swimmingpool, spa, bowling eller tennisbaner.
En gang om ugen afholder lærerne fra den lokale skiskole (Schneesports Akademie Ischgl) i øvrigt også et flot show med dygtige skiløbere. Både børn og voksne optræder, løbende i formationer, på ét ben, iført ski og ”helikopter” og det hele tilsat lys, lyd, fantastiske effekter og fyrværkeri. Showet foregår ved ”Prennerhang” kl. 21 om aftenen, og er meget spektakulært.
Tragedien i Ischgl
Alt skiløb i Ischgl starter med, at man tager enten Silvretta, Fimba eller Pardatschgratbahn op i højderne. Hele skisportsanlægget blev i øvrigt ”født” i 1961, hvor man begyndte konstruktionen af det enorme område, men allerede i 1963 fik projektet en ubehagelig udfordring, da Silvrettaseilbanen styrtede ned og lammede arbejdet. Arbejdet fortsatte dog ufortrødent, og allerede i december samme år stod banen klar.
Senere op gennem 70érne og 80érne fortsatte den eksplosive udbygning af området, og i 1995 besluttede Ischgl sig så for at ville være det ypperste skisports-sted overhovedet. Man hyrede Sir Elton John til at spille en såkaldt ”Top of the Mountain Concert”, som blev så stort et hit, at disse koncerter lige siden har startet ski-sæsonen i Ischgl. I 1999 ramte en ulykke dog igen, da den største lavine i 40 år ramte området omkring Galtür. 34 mennesker omkom, store dele af byen blev dækket totalt, og rigtig mange ski-gæster var i lang tid spærret inde i Ischgl by.
I dag er er området derfor opbygget stærkere og sikrere end nogenside for at forhindre lignende ulykker i at ske. Og de legendariske koncerter er stadig Ischgls store trækplaster, når sæsonen starter. Denne ski-sæson startede den 28. november 2015, med at den amerikanske rocklegende Beach Boys gik på scenen, og skrivende stund venter mange stadig på, at topnavnene til kommende koncerter skal blive afsløret.
Moderne med gammeldags hygge
Selve Ischgl by er en sjov blanding af moderne by og ægte tyrolerstemning. Smukt beliggende nede i dalen bydes der på fine indkøbsmuligheder omkring hovedgaden (Dorfstrasse), og de fleste afterski-barer ligger her og ved byens centrale torv. Nogle af de meget populære steder er Kuhstall, Niki´s Stadl og som nævnt tidligere baren, Schatzi, og når sulten melder sig efter afterski, er der ikke langt til gode restauranter.
Faktisk kan Ischgl bryste sig af at have hele fem gourmet-restauranter, som alle netop i år er omtalt i den velrenommerede gourmet-guide, Gault Millau 2016, men helt almindelige restauranter for den mindre pengepung findes også i rigt mål Og ens for alle er, at uanset prisen, så er kvaliteten i orden. En del natklubber er der også – til de som vil feste hele natten. Her kan nævnes Madlein VIP Club, som ifølge kendere er det mest stilfulde valg. Er man til det mere ”vilde”, byder stripklubberne, Livingroom og Insider på både letpåklædte damer og dyre drinks.
Nyt til ”kør-selv” gæster
Østrigs hyggeligste og mest optimerede skisportsted på alle planer. Sådan lyder det næsten enstemmigt, når man spørger folk, hvorfor de år efter år vender tilbage til Ischgl.
Og rigtigt er det da også, at der hvert år investeres millioner af euro i at forbedre og vedligeholde Ischgls pister, liftanlæg og infrastruktur. Tidligere års nyheder som det rullende fortov under byen, opvarmede skiskabe i centrum, hvor de, som bor udenfor byen, kan sætte skiene indtil næste dag og optimeringen af Pardatschgratbahn, har været til stor glæde for alle skiløbere i Ischgl. Men dette års nyheder vil især glæde de gæster, som ankommer i bil.
Efter to års byggearbejde præsenteres et helt nyt trafik-koncept, som bl.a. indebærer en moderne parkerings lounge med plads til 600 biler samt en 30 meter lang underjordisk tummel – der Prenner Tunnel, som fører direkte fra loungen til Pardatschgrat-liften.
Ydermere sikrer en ny busterminal, at der allerede fra tidligt om morgenen er hurtig forbindelse til ski-områderne udenfor selve byen, og alle disse nye initiativer vil generelt lette trafikpresset på Ischgls centrum, og sikre at gæsterne kommer hurtigere og mere sikkert frem.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
FACTS
I bil er der ca.1250 kilometer til Ischgl. Turen tager anslået mellem 13 og 14 timer, hvis man vælger at køre i eet stræk.
På www.ischgl.com kan man læse alt om alt i Ischgl.
Rigtig mange bureauer tilbyder pakke-ture til Ischgl. Både med bus, fly og tog, og www.skisport.dk linker til mange forskellige tilbud og bureauer. www.skiferietips.dk, www.slopetrotter.dk, og www.northlander.dk er andre gode hjemmesider.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Ischgl har udfordringer til selv de dygtigste skiløbere
Ischgl ligger smukt i bunden af Paznaun-dalen
Hvert år inviterer Ischgl en kunstner til at lave fantastiske sneskulpturer.
Trænger man til en hviledag, byder Silvretta Center på alt lige fra spa til tennis.
Mega koncerter med verdenskendte stjerner er et af Ischgls store trækplastre. Og Elton John, Kylie Minoque og Rihanna er blot tre af mange superstjerner, som over årene har optrådt ved store koncerter på Idalp plateauet i 2300 meters højde. Med de snedækkede, hvide bjerge som unik baggrund er Ischgl hvert år vært ved i alt tre store koncerter, som hver trækker omkring 20.000 gæster til. Ved åbningen af skisæsonen i november spilles den første ”Top of the Mountain Concert”, til påske følger koncert nummer to (i år den 28. marts), og sæsonen slutter den 30. april med endnu et brag af en koncert, selvfølgelig på det smukke Idalp. I skrivende stund er topnavnene ikke offentliggjort. Alt om Ischgls ”Top of the Mountain Concerts kan ses på www.ischgl.com.
Dette års åbnede skisæsonen åbnede med et brag af en koncert med de legendariske Beach Boys.
Skiskolen i Ischgl laver de flotteste shows