I krig og kærlighed -og ballet

Den Standhaftige Tinsoldat har som bekendt kun Оt ben. Men det er billigt sluppet sammenlignet med mange af virkelighedens soldater, der er vendt hjem fra Danmarks krige i Irak og Afghanistan. Mikkel Boe Fњlsgaard er (atter) trukket i uniform for at spille den ene af “De standhaftige”.

 

 

Først en prisvindende præstation i ”En kongelig affære” og så en gennemgående rolle i TV-serien ”Arvingerne”. Mikkel Boe Følsgaard er blevet et ansigt, vi genkender. Så meget måske, at vi synes han er her og der og allevegne. Men faktisk holdt Mikkel fri næsten et halvt år sidste år:

– Jeg indspillede to biroller og én hovedrolle, pointerer han. – Men filmmediet får stor opmærksomhed sammenlignet med at spille to-tre roller på teatret i en sæson, og når filmene får premiere samtidig eller tæt på hinanden, så tænker folk måske, jeg er med i meget. At de ikke har set mig et halvt år, glemmer de. Og det er det vi skuespillere lever af; at optræde i film, på TV og på teatret.

– Publikum har nogle yndlingsskuespillere, og det sælger billetter, at de nu kan se dem i en ny rolle, fortsætter han. – Det er derfor man til Oscar-uddelingen ofte finder de 5-6 samme skuespillere blandt de nominerede og så måske et nyt ansigt.

– Men hvis du tager ”Arvingerne” ud af ligningen, så har jeg faktisk ikke været så meget i rampelyset. Jeg er til gengæld opmærksom på, at jeg ikke skal slide på mit ansigt ved at optræde i TV-shows og alle mulige udenoms-ting.

 

Rollerne skal udfordre

Skuespillet i sig selv er en passion for Mikkel. Han føler at hver rolle er med til at udvikle ham. Indtil de begynder at ligne hinanden:

– Det kræver mod at sige nej tak til en rolle, forklarer han. – Så det er et privilegium at få så meget at vælge imellem, at jeg kan.

– Det, der er vigtigt for mig, er, at rollerne udfordrer mig. Den aktuelle rolle i ”De standhaftige” ligger psykologisk langt fra, hvad jeg før har spillet, og så er det en kærlighedshistorie. Jeg spørger altid mig selv, ’hvad kan jeg tilføre rollen’? Som jeg ser det, har jeg stadig en masse typer at spille, som jeg ikke har prøvet før.

Mikkel har ikke selv været soldat (”Jeg trak frinummer, men hvis ikke, så ville jeg da have aftjent min værnepligt”), men miljøet er ham ikke fremmed, fordi han har venner, der er professionelle soldater. Han ved, at de drager afsted med meget forskellige motiver:

– Jeg tror, der er lige så mange forskellige grunde, som der er soldater, siger han. – Nogle gør det for deres land, for at gøre noget godt, for retfærdigheden. Nogle gør det for eventyret, sådan lidt drengerøvsagtigt. De venner, jeg har, tog afsted som sprogofficerer, og de gjorde det af humanistiske grunde.

 

Et moderne eventyr

I ”De standhaftige” kommer hovedpersonen Thomas hjem fra Afghanistan uden ben. Hans ambition er at komme over det, få proteserne til at virke og så vende tilbage og gøre arbejdet færdigt. Hans nærmest maniske dedikation virker skræmmende på både læger, familie og gamle kolleger.

Men så får han en allieret i balletdanseren Sofie (Cecilie Lassen), der kender alt til at træne hårdt og se stort på smerterne, når det gælder om at opfylde ambitionerne. For Sofie gælder det om at perfektionere sin dans, bliver opdaget og komme til New York City Ballet. Det gør det let for Thomas og Sofie at spejle sig i hinanden, og tiltrækningen en åbenlys … selv om Thomas har en kæreste og Sofie ikke vil binde sig.

Ud over referencen til H.C. Andersen afspejler historien om Thomas og Sofie faktisk virkeligheden. I Danish Wounded Warrior Project har balletdansere siden 2009 på frivillig basis arbejdet med hårdt sårede soldater.

 

På egne ben

Mikkel kunne sætte sig ind i figurens psyke ved at snakke med soldater, der var i Afghanistan, og hans vigtigste kilde var Christian S. Richardson, der mere eller mindre er forbillede for figuren:

– Christian var konsulent og træner for mig, og vi talte om de psykiske følger. Den smukke historie, som også har inspireret filmen, er, at han blev forelsket i en sygeplejerske på Rigshospitalet. De blev kærester og har lige fået et barn sammen.

I visse scener er det faktisk Christians ben – altså hvad der er tilbage af dem – og benproteser, man ser. Der blev brugt computerteknik til at fjerne Mikkels ben og sætte hans ind, men af økonomiske grunde blev de meget overbevisende effekter som regel skabt på den gammeldags måde:

– Nogle gange kunne jeg stikke i et par grønne strømper, så det kunne kopieres ind, men de fleste gange var mine ben bare skubbet ned i madrassen for at skjule dem, griner han.

– Jeg kiggede på Christian hver dag for at lære hans gangart. Det er lidt som at have stylter på benene. I nogle scener kunne jeg klare det ved at tape benene op, så de blev stive.

 

Krig på film

Foruden ”De standhaftige” har Mikkel spillet en lille rolle i ”Under sandet” og kan snart ses i en mindre rolle i ”Fuglene over sundet” om redningen af de danske jøder under 2. Verdenskrig. Sammen med bl.a. ”Krigen” og ”9. april” viser de, at disse krige optager os. Og med god grund:

– For 2. Verdenskrigs vedkommende er spørgsmålet nok, hvordan vi kan undgå en gentagelse, f.eks. i forhold til flygtningestrømme. Hvad angår de aktuelle krige, så er det nok svært for os som civile danskere at forstå, hvad soldaterne går igennem. Vi mangler faktisk endnu en film om soldater, der vender hjem med PTSD. Det er jo et vigtigt emne.

– I min research opdagede jeg, at tjenesten indebærer ekstremt meget ventetid, hvor soldaterne rent ud sagt røvkeder sig. Men når situationen så pludselig eksploderer; det er svært at forestille sig. De kommer i situationer, hvor vi andre ville gå i panik. Al deres træning handler om at være i stand til ikke at gå i panik, når det pludselig brager løs.

Lige nu kan vi læse, hvordan Taleban i Afghanistan er på fremmarch igen. Det virker nærmest ubærligt oven på de ofre, soldaterne har bragt.

– Jeg ved ikke, hvordan soldaterne selv tænker, siger Mikkel. – De har gjort forsøget, da de var der, for at gøre det bedre for befolkningen. Man kan ikke tage fra dem, at de har fået forsyninger og medicin frem til landsbyerne. Men storpolitikken … den forstår man ikke rigtigt.

 

Stolt af Alicia

Lige nu har Mikkel travlt med 3. sæson af ”Arvingerne” (og det bliver den sidste, men mere vil han ikke afsløre). Og flere filmprojekter, men endnu ikke i det store udland. Mikkel er stolt på vegne af Alicia Vikander, der netop har vundet en Oscar for sin rolle i ”Den danske pige”.

– Jeg er dybt imponeret, siger han. – Jeg kan huske, da vi sad i flyet på vej til Prag for at indspille ”En kongelig affære”. Hun havde ikke lavet ret meget endnu – ligesom Cecilie Lassen var hun jo oprindelig balletdanser – så det var også nyt for hende. Men hun fik straks tilbud fra Hollywood, og det gik godt, og så blev den internationale karriere pludselig alvor.

 

Familien først

– Min sølvbjørn i Berlin har da gjort det lidt nemmere for mig, og hvis jeg ville have levet drømmen om en international karriere ud, så havde det betydet noget. Men jeg har ikke haft det som mål. Hvis jeg får tilbudt en fed rolle, så er jeg ligeglad med, om det er i Israel, Portugal, USA eller Danmark. Jeg har ganske vist en agent i USA, men jeg skal jo også have tiden til at gøre det. Jeg har egentlig ikke behov for at sidde på et hotelværelse i Ungarn i et halvt år for at kunne skrive på mit CV, at jeg har været med i en Netflix-serie.

– Da jeg gik på teaterskolen havde jeg en håndfuld danske skuespillere, som jeg gerne ville opleve at spille sammen med; Jesper Christensen, Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Det har jeg så gjort. Det kunne da være fantastisk en dag at arbejde sammen med Michael Fassbender eller Christian Bale. Og jeg gad godt spille sammen med Daniel Day Lewis …

– Selvfølgelig er karrieren vigtig for mig. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Men familien kommer først. Jeg håber ikke, jeg bliver nødt til at vælge. Jeg har ikke lyst til at være væk fra min søn i et halvt år, uden at der er mening i det. Men jo, hvis det var den helt rigtige rolle … så håber jeg, at jeg kunne tage min kæreste og min søn med.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Blå Bog
Mikkel Boe Følsgaard

Måske er nogle mennesker bare født med det. For Mikkel Boe Følsgaard var rollen som den lille Carl i TV-serien ”Bryggeren” bare en sjov oplevelse. Længe var han slet ikke sikker på, at det skulle være skuespillet, men da han kom ind på Statens Teaterskole, kortsluttede han nærmest systemet ved at få sit gennembrud som Christian VII i ”En kongelig affære”, inden han var færdig på skolen. Og rendte med en Sølvbjørn, en Robert og en Bodil. Siden har han haft en fremtrædende rolle i ”Arvingerne” på DR og spillet med i både ”Kvinden i buret” og ”Sommeren 92”.

Mikkel er 31 år og er lige flyttet i hus med sin kæreste og sin lille søn.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Rundt om Mikkel

Hvis ikke skuespiller – hvad så?

Da jeg var helt ung ville jeg være fodboldspiller, men det var jeg ikke god nok til. En overgang var det journalist, men så trak teatret. En periode var jeg i limbo, inden jeg kom ind, og der læste jeg til lærer, men jeg droppede ud efter et år, så jo, jeg tænkte på en plan B, men det var skuespillet, det gjaldt.

 

Hvordan skal du holde sommerferie?

Ikke nogen i år. Den ryger på grund af en film, som jeg ikke må sige noget om endnu.

 

Hvor drømmer du så om at komme hen på ferie?

Vietnam – det har min kæreste og jeg talt længe om. Eller vi har talt om Østen, og så endte vi med Vietnam som noget autentisk, smukt … og med god mad. Det er lidt en længsel efter at se noget andet end Danmark; andre dufte, andre farver, en anden kultur.

 

Hvor tit ser du ballet?

Det tror jeg kun, jeg har gjort tre gange i mit liv. Balletten ”Silk & Knife” var faktisk en stor oplevelse.

 

Hvor tit hører du opera?

Der er jeg en newbie – jeg har set en eller to. Egentlig er jeg lidt ked af det, for musikken er jo storslået. Jeg har bare ikke haft den der aha-oplevelse med det.

 

Dine tre yndlingsfilm?

”The Revenant” er en af de bedste filmoplevelser, jeg har haft i lang tid. Derimod skuffede ”Hail Cesar” mig lidt, for jeg kan godt lide Coen-brødrene. Men hvis jeg skal pege på noget, så bliver det ”Tilbage til fremtiden”-serien. Det der med at dyrke den som kult. Den er altså genial, et fedt univers. Jeg har også set dem med kæresten. Ellers ser jeg film med fag-øjne – jeg holder af film med en mandlig hovedrolle, der udmærker sig.

 

Dine yndlingsserier?

Jeg er vild med ”Fargo”. Sæson 1 var god, sæson 2 er et mesterværk! Skuespillet er til UG, ikke mindst Kirsten Dunst. Og så bliver der ikke talt ned til publikum. Der er så mange nuancer, man kan blive i tvivl om, hvad det handler om, og det er ikke lige til at se, hvem der er skurke, og hvem der er helte.

 

Apropos Bryggeren – what’s your favourite poison?

Jeg holder meget af øl, ikke nødvendigvis specialøl, men bare en god kold pilsner på en varm sommerdag. Jeg har nogle venner, der er vinnørder, og det smitter da af. Jeg har fået en lille samling af både rødvin og hvidvin, men hvis jeg skal vælge mellem de tre ting … så vælger jeg en øl!

 

Hvilken musik skal der på for at festen bliver god?

Pharrell … og så kommer vi ikke uden om Michael Jackson. Hvis der skal danses til en fest, så findes der ikke bedre. Men ellers hører jeg meget soundtracks til film og TV.

 

Hvad er drømmeboligen for dig?

Vi har lige købt hus i Nordvest og flyttede ind i oktober. Jeg er selv vokset op i hus. Jeg er glad for pladsen og for at komme lidt væk fra byens puls. Der er stille om aftenen. Og så tænker jeg også på, at                min søn kan bruge haven, og at han kan få eget værelse.

 

Hvad vil du vise udenlandske venner, der kom til København?

Sjovt nok har vi lige haft besøg af nogle engelske venner, som vi har selv boet hos. Så skulle vi anbefale noget. Vi sendte dem ud på Christiania, så de kunne se husene, det skæve og det sjove, prøve at spise på Volden. I det hele taget er Christianshavn smuk. Vi syntes også de skulle tjekke Vesterbro og Nørrebro. Vi undgik de klassiske turistting. Men i øvrigt var de interesserede i gode restauranter og antikvitetsforretninger og dansk møbler.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….