Liebhaverbilen: Jagt på sjov og ballade
Månedens Liebhaverbil: Jeep Renegade Trailhawk, 2,0 MJT 170 HK, Pris: fra 425.000
Jeep har nu rullet ud fra Chryslers store fabrik i byen Aulum i Michigan lige siden 1940.
Dengang hed det første eksemplar GPW, og hvis man siger GP hurtigt på engelsk, bliver det til ”Jeep”. Kælenavnet blev efter krigen til bilens officielle navn.
I øvrigt er der lidt anekdoter og forskellige meninger om, hvordan navnet Jeep egentligt kom i stand. Den officielle er, at G står for Government, P for den 80 tommers hjulbase, den er baseret på, og W’et for Willy’s. Sammentrækningen af de to første bogstaver er så Jeep.
En hårdnakket anekdote er dog den, at i en gammel tegneserie med Skipper Skræk fra 1936 optræder fabeldyret Eugene the Jeep, som kan brase igennem alt – deraf kælenavnet til den seje firehjulstrukne bil fra 2. Verdenskrig.
Hvorom alting er, så er ordet Jeep nærmest blevet synonym med alle terrængående køretøjer. Om det er en kostbar Range Rover eller en mere anonym japansk SUV-fætter med træk på alle fire hjul, hedder køretøjet en Jeep i folkemunde.
Liebhaverbilens løvgrønne Jeep-model, Renegade, er det amerikanske bilmærkes mindste model. Storebrødrene hedder Cheerokee (som vi testede i Liebhaverboligen i sommer) samt topmodellen Grand Cheerokee.
Renegade afløser den nu hedengangne Wrang-ler-model, som mere eller mindre har lignet sig selv siden 1940. Renegade er langt fra ligeså rå i udtrykket og ligner mere en stor Duploklods ved første øjekast, og testmodellens blegfesne grønne farve var ikke ligefrem noget, som fik anerkendende blikke fra café-jetsettet i indre by. Men til gengæld kiggede min genbo, som er en passioneret jæger, slikkent på den. For han ved, om nogen, at her er en bil, der, ligesom Skipper Skræk-figuren Eugene, kan suse igennem alt terræn.
Udstyrsvarianten Trailhawk, som kører på permanent firehjulstræk, har således øget frihøjde, Hill descent control, Selec-terrain (så man kan indstille den til underlaget sand, mudder, klippe, etc.), off-road-ophæng, motorbeskyttelse og meget mere råt, som basismodellerne må kigge langt efter. Men hånden på hjertet, top-terrænudstyret har man også mest brug for, når man som genboen kører ud over markerne og igennem skovene.
På vejen er den 170 heste stærke dieselmotor ganske lydløs. Man sidder godt i lædersæderne, og udstyret er luksuriøst.
Her er 2-zone klima-anlæg, 17” alufælge, parkeringssensor, god og overskuelig 7” skærm med TFT-display, multifunktions-læderrat og et behageligt og skarpt 9-trins automatgear.
Det er en livsstilsbil med stort L. Du kan style den til din helt individuelle vogn i mange forskellige modefarver og to-farvet, hvis man ønsker. Ydermere er der forskellige designs i fælge og sågar et aftageligt ”targa-tag”, så man kan mærke vinden i håret om sommeren.
Den er som sagt suveræn i terrænet og en ægte amerikaner, og så alligevel ikke. Jeep Renegade bygges som den første Jeep nogensinde ikke i Michigan, men i Italien, hvor den er baseret på de nye ejere, Fiats, 500 X-model.
Desuden har Jeep måtte sluge, at ejerne insisterede på at producere modeller med Jeep-logo uden fire-hjulstræk for første gang nogensinde.
Forhjulstrækket kommer i de mindste modeller som benzin 1.6 og 1.4 turbo og 1.6 diesel.
Til gengæld fås de fra kun 273.000 kroner, og her får man ikke andre biler med så meget dna og amerikaner-feel. Selv om burgeren altså kommer med italiensk tomatsovs til.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Thumbs up:
Suveræne terrænegenskaber
Sjov livsstilsbil, som man kommer til at elske
Pris
Thumbs down:
Lidt forslugen – især i benzinudgaverne
……………………………………………………………………………………………………………………………….