4, fed og forrygende

BMWs 4-serie er legendarisk, og vælges der en coupé udgave med kraftig motor og det rette sportssetup, er resultatet en umanerlig sportslig bil. Det er ikke som de deciderede sportsvogne. Men, når det er sagt, så er det altså det mest sportslige, vi kommer, hvis bilen også skal have praktisk brugbarhed.

 

FET_Sportsvogn_BMW_3

 

Fabrikken i München startede ikke med at producere biler. Den startede med motorer, og derfor er BMW også kendt for at levere sublime af slagsen. 440i er endnu en streg under dette facit, for dens 3 liters motor fungerer perfekt. I modsætning til mange af konkurrenterne er den 6-cylindrede motor i række konfiguration, og ikke som V6. Der gives altså afkald på trækket i bunden, mens der til gengæld er mere effekt, når først vi kommer op ad omdrejningstælleren. Motoren er forsynet med biturbo og leverer 326 heste samt 450 nm i trækket.

Kabinen er lækker og gennemført. Det er – som altid på coupéer – lidt besværligt at komme om til bagsæderne, men når først vi sidder der, er der rigeligt plads og mulighed for skøn udfoldelse, selv for to voksne. Bagagerummet er rummeligt, og kan have rigeligt oppakning til en længere ferietur. For dem, der er indstillet på en lidt mere udfordrende indstigning, så er det altså en bil, der også kan bruges til at lege mor, far og børn.

Men lad os dvæle lidt mere ved teknikken. Transmissionen foregår via automatgear, med steptronic som tilvalg. Der kan altså skiftes med pads på rattet, hvilket er ganske godt i forbindelse med kickdowns. Responstiden er udmærket, og klart bedre end at vente på, at gearkassen selv foretager valget.
Der skiftes enkelt mellem køreprogrammerne, og forskellen er mærkbar. Hårdere undervogn, mindre servotryk, senere gearskift og alternativ instrumentering. Når der lukkes op for sluserne, viser BMW´s rækkemotor for alvor sit værd, for trækket fortsætter oppe i de høje omdrejninger. Der er fin acceleration op til 220 km/t, hvorefter den dør ud.

440i er en frontmotorbil med bagsæder. Og ved nedbremsninger fra høje hastigheder kan det godt mærkes, at det ikke er en decideret sportsvogn. Da bremserne blev sat hårdt i ved 245 km/t, var der ustabilitet. Det er ikke overraskende, men blot et faktum for en bil, der også skal kunne bruges i praksis. Her adskiller den sig på ingen måder fra konkurrenterne med samme konstruktion. Det er blot et generelt fysisk faktum omkring vægtfordeling og stabilitet.

Facit er en ualmindelig sportslig bil, der også har reel praktisk brugbarhed. Motoren er en absolut fornøjelse, og i kombination med de sportslige køreprogrammer, er det bilen for den bilinteresserede, som søger ekstraordinær køreglæde,
samtidig med at ungerne skal kunne tages med på bagsædet. Til allersidst har det jo aldrig skadet at se godt ud. Bemærk den smukke silhuet – Det er elegance ud over det sædvanlige.

 

FET_Sportsvogn_BMW_5

I fremdrift. Sjov på landevejen. 

 

FET_Sportsvogn_1

Enkel, lækker kabine. Shiftpads kan skimtes bag rattet.

 

FET_Sportsvogn_BMW_2

Forlygterne. Offensivt design, med noter til hajerne. 

 

Teknisk data
BMW 440i Coupe. 

Konstruktion: Coupé. (2-dørs, frontmotor og bagsæder.) 

Motor: 6 cylindret rækkemotor med biturbo. 326 hk, 450 nm. 3 l slagvolumen. 

Transmission: 8-trins sportsautomatgear Steptronic. 

Præstationer: 0-100 km/t på 5.0 sekunder, topfart 250 km/t. 

Pris: Fra 807.095. Incl. et habilt lag udstyr, herunder M-styling, ca. 1,1 mill.