Rune Klan

En squash-bold er måske et meget passende billede på Rune Klan. På scenen hopper han uforudsigeligt rundt og får ting til at forsvinde, og karrieremæssigt er det også svært at forudsige, hvor han dukker op næste gang. Og som på så mange felter i livet gælder det om at finde en match

— Sæt og match med Rune Klan

Sport – lidt løb, oldboys basket og altså squash – er med til at holde formen, og den madglade entertainer har også været nødt til at kigge sine kostvaner efter for at sænke vægten og blodtrykket.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tilhører de tunge drenge – jeg har vejet over 100 kilo, og jeg havde for højt blodtryk, siger Rune Klan. – Egentlig kender vi alle de gode råd; en fjerdedel kød, en fjerdedel stivelse og så resten grøntsager. Men da jeg skulle tabe mig, hyrede jeg også en diætist, der lavede en kostplan og fulgte min udvikling. Så blev det lidt en konkurrence at se, om jeg kunne forbedre mine tal.

En ven på banen

I virkeligheden er basketball Rune Klans foretrukne sport, og han følger så vidt muligt NBA på DK4. Squash er en familietradition, som hans far i sin tid introducerede ham for.

– Det var hans sport, og han tævede mig hele tiden, fortæller Rune. – I skolen havde jeg slet ikke nogen venner, der spillede det, men så en dag i tryllecirklen dukkede Klaus op. Han var 2 år ældre end mig, han var morsom, interesseret i trylleri, og så spillede han squash. Det var ’a match made in heaven’. I dag spiller vi 2-3 gange ugentligt.

Magisk fristed

Det er måske svært at forestille sig i dag, men Rune havde faktisk ikke helt let ved at passe ind som dreng. I skolen var hans klassekammerater sådan nogle, der kom på landsholdet i ishockey, basket eller fodbold. Det var han ikke. De var også gode til at sidde stille, være sjove og så videre. Først da Rune fandt trylleriet, var der endelig noget, han fik ros for.

– Det blev seriøst for mig, da jeg opdagede, jeg var god til det, husker han. – Der var især at tre erfarne tryllekunstnere, der tog mig under deres vinger, Joakim Solberg, Thomas Krantz og Anders Lund. Vi mødtes hver tirsdag på London Pub. Jeg kørte i timevis med bus for at komme frem, og jeg øvede mig som en sindssyg for at imponere dem med, hvad jeg havde lært.

Det skal slet ikke forstås sådan, at Rune var et forsømt barn. Forældrene bakkede ham f.eks. 100 % op i trylleriet, f.eks. når han ville til tryllekongresser. Men familiearbejde jorden rundt gav nok en lidt rodløs opvækst.

Ensomt enebarn

– Som barn fik jeg maksimal opmærksomhed. Man siger ofte, at enebørn bliver egoistiske og vil alt selv, men jeg stræbte efter et socialt netværk. Jeg opfandt usynlige brødre. Men det er da rigtig nok, at jeg gerne vil have opmærksomhed, og jeg vil også selv skrive alt, men jeg vil samtidig gerne have en fast sam-arbejdspartner at vise det til og få feedback.

– Jeg tror, at jeg har skiftet skole 16-17 gange i mit liv. Men jeg er ikke sådan – ’hej, jeg hedder Rune, skal vi lege?’. Jeg er mere typen, der finder ud af, hvordan flowet er, og hvor jeg kan passe ind. Jeg sparker ikke døre ind, men spørger, ’hvad synes I?’.

Den følsomhed har Rune Klan bevaret – både privat og professionelt.

– Derhjemme tror jeg nok, at min kæreste synes, at det er mig, der er tøsen, fordi jeg har brug for at snakke om alting, og selv om jeg ikke snakker med publikum, så er jeg alligevel glad for deres anerkendelse af det jeg laver. Når vi laver ”Tomgang” føler jeg tit, at jeg famler i blinde, fordi jeg ikke har et publikum. Jeg er nødt til at italesætte det og spørger, om det, jeg lavede, var godt.

Bonderøv og københavnersnob

I TV-serien ”Tomgang” er Rune Klan endnu engang makker med Mick Øgendahl. Deres samarbejde og venskab startede meget hurtigt efter Runes stand-up debut.

– Jeg var lige startet på stand-up og var lidt nervøs for, hvordan jeg ville blive modtaget, for trenden var, at det var ’dårlig stil’ at bruge rekvisitter, som jeg gjorde med mit tryl. Så var der nogen, der sagde, ’glæd dig til at møde Mick Øgendahl.’ Han viste sig at være en flink fyr. Vi blev hurtigt venner, og vi kom på turné sammen. Det kan godt være, han synes, jeg er lidt af en københavnersnob, der er lidt for smart og lidt for finkulturel. Til gengæld driller jeg ham med, at han er sådan en, der sparker til roer og kører traktor.

– Jeg har jo haft meget af min barndom i udlandet, så jeg mangler hans rødder i dansk kultur. Jeg kender f.eks. ikke dansk børne-TV. Det har jeg været nødt til at lære som voksen for at forstå referencerne. Til gengæld er jeg vokset op med klassisk musik, jazz og kunstudstillinger. Min fars yndlingskomponist er Dvořák, og han ville aldrig drømme om at sætte ”Åh abe” på.

Øgendahl & Klan

– Mick havde for travlt, men sagde OK, hvis jeg satte mødet op, og sådan blev det. Det var lidt af et scoop for mig, for Mick er klart mere erfaren, og hans stil er mere adapterbar til sketchshow end min. Jeg har virkelig været nødt til at løbe hurtigt for at følge med, men jeg har lært meget af det.

Så både professionelt og privat svinger de to komi-kere godt sammen (”vores kærester kan endda også godt lide hinanden”), men efter anden sæson af ”Tak for i aften” sluttede de legen for ikke at blive opfattet som et comedy-par. Da Mick Øgendahl skrev serien ”Tomgang”, havde han imidlertid tænkt på Rune igen.

– Egentlig er mit dogme, at jeg ikke vil være med, hvis jeg ikke selv har skrevet det, men med Mick … ham stoler jeg på. Jeg møder op og gør, hvad der bliver sagt. Jeg glæder mig til, at vi skal i gang med 2. sæson.

Andre scener

Med sit aktuelle show – ”Det stribede show” – og TV-serien med Mick Øgendahl kan det have lange udsigter med at vende tilbage til Nørrebro Teater og Skrako (skuespil/rap/comedy). Men det kribler alle-rede i Rune for at få lov.

– Det er noget af det mest lærerige, jeg har været med til. Jeg kommer jo som selvlært og med min værktøjskasse, og så møder jeg skuespillerne, der har en helt anden værktøjskasse, og som siger, ’du kan også gøre sådan her.’ Og så, hov – ja, det kan jeg. Så forhåbentlig går der ikke længe, før jeg skal til det igen.

Hvad de færreste nok ved, er til gengæld, at Rune kunne være kommet til at optræde på en helt anden scene, nemlig som lærer. Efter studentereksamen begyndte han faktisk på seminariet:

– Jeg tænkte, at det ikke lå så langt fra at optræde. Det at formidle kunne kombineres med at underholde. Men jeg blev lidt skuffet; jeg syntes ambitions- niveauet var for lavt. Vi var f.eks. et par stykker, der var meget glade for faget KRIL (som var kristendom m.v.), men de andre lavede en protest og krævede et lavere niveau. Det blev noget med, ’der står i Biblen, som er den bog de kristne tror på, at …’ Så tabte jeg lysten. Men jeg synes det er en stor opgave at undervise børn! … Og så var jeg måske lidt inspireret af at have set ”Døde poeters klub” – ’riv den side ud af bogen!’