Jul i haven
Juletiden lægger op til hygge og vi pynter op i vores stuer. Men også ude i haven kan man byde højtiden velkommen og pynte op til glæde for både gæster og familien selv. Liebhaverboligen har besøgt Helene Møller fra planteskolen Hammers Have i Dragør. Hun kommer hér med en masse inspiration til skønne dekorationer og jul i haven!
Velkomstglæde
Der skal være noget dejligt til at byde en ”Velkommen hjem”, og sceneriet her bringer smilet frem både pga. de skønne juleroser og det turkise jernsvin, der tydeligvis vogter her. De grå krukker er i sæt af 3 str., og med samme beplantning kan man nyde gentagelsens ro.
Juleroser i kranse
Juleroserne er sæsonens yndlinge, og her er der skabt en kompakt helhed ved at lægge kranse – hvilende på krukkens kant – omkring juleroserne. Det giver en fantastisk finish i det lille tableau.
Træer i pose & sæk
Jul i striktrøje
Så kan du godt lade strikkepindene løbe! Strik et rummeligt rør, lige ud af landevejen.
Bind snor omkring, bøj nederste kant ind under træets plastpotte og få det sødeste resultat.
Lærred og Liberty
Her er en juletræsformet sommerlyng kommet i pose syet af lagenlærred med håndtegnede søde motiver, og to blå hyacinter har fået deres hjem i en rest Liberty-stof. Charmerende og personlig indpak-ning. Lyngen er hårdfør og står hele vinteren og ligner en stedsegrøn gran. Knopperne springer først ud til foråret.
Hyacinterne har store løg og bliver tætte og kraftige, når de springer ud – det kan godt betale sig at give lidt ekstra for god kvalitet.
Eventyr på fad
Kobber, jern og bordeaux
Har du en opsats at arrangere i ? Her, i en fin opsats af kobber, er kommet alt, hvad der passede i farvetonerne til kobberet. Og det blev til mange ting! Der er små, grønrøde pigeonæbler, der er bordeaux granatæbler, en rød, tørret rose, og sorte majs! Men også citroner, som har ligget hele sommeren i vindueskarmen og tørret. En er skåret halvt over, den anden har fået pynt med hvid maling og guldglimmer. På fadet står englen og kigger til, omgivet af tørret artiskok med guld på spidserne, en enkelt japansk lygte i visningsproces og et rødløg listede sig også til en plads. Brug hvad som helst, bare det passer i farverne og spiller med i eventyret.
Skulpturelle kogler
Når haven mister sin grønne frodighed, bliver der brug for andre items at skabe liv med. Koglerne her er lavet af ler. De er ikke så hårdt bagte, og det betyder, at de let patinerer, når de kommer i kontakt med fugt og jord. De starter med at være helt orangerøde og efterhånden som naturen trænger ind i leret, bliver de mørke og nogen gange mossede. Til sidst bliver koglerne mørke som jern… Undtagen den af sølv og pinjekoglen, der i anledning af højtiden har sneget sig ind.
Sæt et lys i, når det er stille vejr…
”Hjerternes Fest”
Hvad skulle vi gøre, hvis ikke julen var der med dens lys og varme til at trække os gennem vintermørket? Som december skrider frem må du bare overgive dig til nostalgi, gløg, traditioner og røde hjerter…
Havens møbler
Den hvide gyngebænk her er et vidunderligt, romantisk udstyrsstykke, og det bliver kun smukkere, når den første sne daler og hvidpynter alle de små træer.
Havemøbler, bænke, borde, sågar en gammel trækælk, hvis du har sådan en, kan bruges som smukt udstyrsstykke.
…………………………………………………………………………………………………………………………………………
Helene Møller er indehaver af plante-skolen Hammers Have, der holder til i Helenes egen private have i den gamle by i Dragør. Historien om Hammers Have i Dragør begyndte da en voksen kvinde, ved at give sig selv et CVR-nummer i fødselsdagsgave, lod initiativ og længe opsparet iværksættertrang få frit løb i egen virksomhed. Hun gjorde sin store kærlighed til sit arbejde. Efterhånden som villahaven blev indrettet som Hammers Haves univers, drejede flere og flere ned ad vejen for at besøge haven omkring den store, okkergule villa ved indgangen til det gamle Dragør. Udover planteskolen allierede Helene Møller sig med web-partner Mia Martinez og fører nu også webshoppen www.HammersHave.dk, hvor du kan finde specielle ting, som du kan skabe stemning med i din have. Siden 2008 har Helene Møller endvidere været fast tilknyttet modehuset By Malene Birger, hvor hun bl.a. er ansvarlig for at levere blomster og planter til hovedkontoret, butikker, div. møder samt modeshows.
…………………………………………………………………………………………………………………………………………