Skrivebordssex og ømme hofter

At være intim på tv kan være en udfordring, og tv-serierne Borgen og Forbrydelsen har budt på masser af udfordringer for skuespillerinden Marie Askehave. Hun elsker, hvad hun laver, og begge tv-serier har både været hendes arbejdsplads og legeplads –  legeplads med intime udfordringer. Men det har aldrig været et problem for hverken hende selv eller parforholdet derhjemme. Marie Askehave fylder 42 år den 21. november. Og med en skuespillerkarriere med masser af succes, synes ingen udfordringer for skræmmende for den smukke skuespillerinde. Villaen i Vanløse, som deles med manden og skuespillerkollegaen David Owe, udgør et virvar af harmonisk familieliv og et kontrolleret kaotisk karriereliv, men Marie Askehave finder harmonien i livet gennem trygheden ved netop at dele den branche, hun befinder sig i, med sit livs elskede.

 

 Foto Natasia A. R. De Lucia

 

Du og din mand befinder jer i samme branche. Ud over fordelene ved gensidig forståelse for mange arbejdsmæssige områder, må det på mange måder også være en stor udfordring med mange frustrationer og jalousi – særligt i en branche, der på mange måder kan virke frisindet og promiskuøs?

På nogle planer er der en utryghed, mens der på andre er en utrolig tryghed.

Jeg tror min mand og jeg har en indsigt i hinandens frustrationer. Det hjælper os.

Når det kommer til det at kysse en medspiller på scenen eller på film, er det klart en fordel at dele branche. Der er en indforståethed, der ikke ville være der, hvis man i privatlivet var sammen med én udenfor branchen.

Så nu ved jeg jo, at når min mand kysser på arbejdspladsen, så snaver han igennem på scenen og ikke til en julefrokost. Som skuespillere har vi muligheden for at udleve nogle halverotiske fantasier igennem vores arbejde, og det kan på en eller anden underlig måde give en vis tryghed i forholdet derhjemme. Vi udlever fantasierne – og får så ovenikøbet penge for det.

Jeg kom hjem fra optagelserne på Borgen en dag, og kunne sige til min mand:

”Skat, jeg er blevet knaldet på et bord hele dagen af min medspiller. Jeg har skide ondt i hofterne”. Det er da dejligt befriende at kunne dele sådanne ting på en afslappet måde med en forstående mand, fordi han er i samme branche.

 

Støtte eller ej, så kan der vel opstå misundelse hinanden imellem, når man er i samme fag. Hvad gør I for at undgå det? Eller hvad gør I, når I oplever det?

Vi oplever det ikke. Davids succeser er også mine succeser. Og omvendt. Når der er vind i sejlene hos den ene af os, så smitter det på flere planer af på den anden. Vi kender hinanden temmelig godt, eftersom vi mødte hinanden på Skuespillerskolen i 1999 og har fulgtes ad lige siden. Der er ikke nogen jalousi imellem os. Jeg er ikke så god til at dyrke den del af det hele, hvor mænd synes jeg er dejlig. David er derimod bedre til rollen – som manden, der bliver feteret af det modsatte køn. Og det har jeg det altså helt fint med.

 

På turné rundt i Danmark med din mand er det tydeligt for mig, at David genkendes overalt i landet som ”ham fra Vild med dans”. Han har fortalt mig, at du stoppes på gaden i London og genkendes som ”hende fra Borgen” eller ”hende fra Forbrydelsen”. Hvordan føles det?

Ja, London er noget lidt andet, hvad det angår. Derovre er de danske serier virkelig store. Altså, virkelig populære og ekstremt anerkendte. Det er de også herhjemme, men det er på et andet plan derovre, hvor det nærmest er hysterisk ombejlet. Som skuespiller i disse serier bliver vi i London placeret et sted, hvor man næsten oplever at være noget andet end en helt almindelig del af folket, sådan som vi er i Danmark. I Danmark har vi jo janteloven, hvor ”vi alle er lige”, og ”du skal ikke tro, du er noget” gennemsyrer vores samfund. Det holder det hele lidt nede på jorden, hvilket også er en dejlig ting. Indenfor landets grænser så er København anderledes end Jylland. I København er genkendelighed efter min mening generelt ikke voldsomt udbredt. I Jylland hører jeg stadig ofte; ”Hey du, det er da Gitte fra Poxycat”, (Mr. Poxycat & Co., TV2 Zulu 2007, red).

 

Hvad siger jeres børn til, at begge forældre genkendes i offentligheden?

Vores børn Gudrun, 5 og Ingrid, 4 har ikke rigtig forstået alt det der. De begynder så småt at forstå, at vi laver andet end at være mor og far.

David lagde i sin tid stemme til den danske udgave af Lynet McQueen i filmen Cars. Og for nylig sagde Ingrid til et andet barn; ”Min far er lynet McQueen”, hvilket godt kunne imponere den lille knægt, som stod med en kæmpe Lynet McQueen-bil i hånden. Men det er altså heldigvis ikke noget, der påvirker dem.

 

Både du og David har udgivet musik. Det kan virke som en chance at begive sig ud i en anden del af underholdningsbranchen, når først man er ”sat i bås” af offentligheden indenfor noget bestemt?

Jeg elsker musik. Jeg har altid troet, at jeg skulle være sanger. I 2007 udgav jeg jazz-albummet ”Detour”. Det er jeg meget stolt af. Man kan selvfølgelig være ængstelig, når man bevæger sig ud i andre områder end lige dét, som offent- ligheden har defineret en som. Som offentlig person kan man vurderes på et øjeblik, og så kan ens karriere være ændret for altid. Også negativt. Men jeg nægter at lade mig blive holdt tilbage fra at gøre ting, som jeg gerne vil. Og hvad så, hvis det ikke lige går efter planen? Bare fordi man glider i en bananskræl, betyder det jo ikke, at man bagefter er et andet menneske for altid. Man skal også have tre klip i kørekortet, før man ikke må køre. Mit skuespillertalent er det samme efter som før en pladeudgivelse – så at bevæge sig ud i musikken ændrer ikke mig som skuespiller.