I skovens dybe stille ro
For nogen er det fascinerende, fredfyldt og trygt at bo omgivet af tykke stammer og høje trætoppe og med andre mennesker på afstand.
I skoven er der ingen trafikstøj, men derimod dyrelyde og vindens susen i bladene.
Liebhaverboligen har besøgt fire nordsjællandske skovhuse, hvor beboerne er flyttet ind af forskellige årsager.
Skovløber Morten Hammekens tjenestebolig giver ham og familien mulighed for at bo i naturen med ”civilisationen” lige om hjørnet.
Skjult bag motorvejen
Der er kun 20 km til Rådhuspladsen men en verden til forskel på storbyen og skovkanten i Jægersborg Hegn ved Nærum, hvor skovløber Morten Hammeken, 43, bor med sin familie. Det gule hus med den lille lade fra 1907 har været familiens hjem et års tid, siden den daværende skovfoged fraflyttede.
Familien boede egentlig i et mindre nabohus, som nu er under nedrivning, men fik chancen for en opgradering med flere værelser og plads til ponyer og høns. Det fortæller Morten Hammeken, som har været skovløber i mere øde omgivelser i en skov mellem Horsens og Juelsminde, før han mødte sin kone, som er socialrådgiver.
Foruden at lave en skovløbers hårde arbejde er Morten Hammeken også Naturvejleder 400 timer i sommerhalvåret for københavnske børn.
For ham har skoven været hjemmebane, siden han som barn på Als var spejder og færdedes i naturen. Selv kunne han og hans kone sagtens bo endnu mere øde, men de tager hensyn til, at børnene på otte og seks år nu har skole og kammerater lige her.
”Det er en livsførelse, som påvirker hele familien. Derfor er man nødt til at tage et bevidst valg om de skovboliger, man søger hen til. Her har vi både naturen og muligheden for at holde dyr, fordi vi bor i landzone. Huset behandler vi, som var det vores eget. For eksempel har vi malet det hele og indrettet nyt køkken i et rum med udgang til den gamle havestue.
Og det er for egen regning, fordi vi formentlig skal bo her længe,” forventer Morten Hammeken.
”Jeg bor på min arbejdsplads, og det betyder, at når jeg går en tur, så tænker jeg også i arbejde. Jægersborg Hegn fungerer mest som lokalskov, og her kommer sjældent turister udefra. Det er rart ikke at have naboer i baghaven, men alligevel at have et villakvarter lige udenfor,” siger Morten Hammeken.
Jytte van Hauen vil hellere bo i skoven end i byen. For hende betyder natur, stilhed, ro og mørke mere end for de fleste.
Et fristed i skoven
I en lodtrækning med 100 andre var Jytte van Hauen, 54, så heldig at få lejekontrakt på en 170 m2 tidligere skovløberbolig med 150 m2 lade og udhuse i skoven nær Gadevang ved Hillerød.
Hun havde haft kig på Skov- og Naturstyrelsens udbud af lejemål på tidligere tjenesteboliger. Og da hendes parcelhus nær Helsinge lige var solgt, passede den nye bolig perfekt ind i hendes liv.
Rødstenshuset er en klassiker i original stand, som kun har været nødtørftigt renoveret siden 1980´erne.
Flere løsninger ville Jytte van Hauen ikke have valgt selv, men hun har prøvet at få det bedste ud af stedet. Køkkenet har hun malet, og de lidt kiksede parketgulve i stueetagen har hun lært at leve med.
Det samme med vinduerne, som kun delvist er skiftet ud, mens der på den anden side er de oprindelige enkeltglasvinduer med forsatsruder:
”Jeg betaler 8.700 kr. i husleje om måneden. Til gengæld er varmeudgiften i huset uden isolering på 30.000 kr.
Huset har både oliefyr og brændefyr, så man kan vælge, om man vil fyre med olie eller brænde,” fortæller Jytte van Hauen, som er administrator på en skole, er fraskilt og mor til et par voksne børn.
Hun kan leve med de upraktiske, dyre og nedslidte ulemper ved det gamle hus, fordi meget andet vejer på plussiden: Stemningen, charmen, de smukke omgivelser med træer så langt øjet rækker, græssende køer på en nærliggende mark samt en 1 tdl. have rundt om huset.
”At bo til leje passer mig fint lige nu. Men hvis der kommer en skovbolig til salg, vil jeg overveje at købe den som en investering, jeg kan istandsætte efter eget ønske,” fortæller hun.
Fra barnsben har Jytte van Hauen færdedes i skoven. Hun tiltrækkes af stilheden, roen og mørket, som uden byens lys giver den smukkeste stjernehimmel på klare nætter:
”Mine venner synes, der er skønt i skoven, men de forstår ikke, hvordan jeg tør bo alene herude.”
Solveig Hansen, 41, Michael Bjørn, 53, og Robert, 7, bor i kanten af Hammermølle-
skoven i Hellebæk som ejere af et tidligere skovløberhus.
Udsigt til skovsøen
”Det føles trygt at bo i skovkanten. Når man bor her, er det svært at forestille sig at bo andre steder.”
Det er især mørket om natten og udsigten til en glitrende skovsø, som giver livskvalitet, når man som Solveig Hansen og Michael Bjørn har købt hus i Hammermølleskoven ved Hellebæk. Det er et tidligere skovløberhus, som Naturstyrelsen solgte fra, og hvor parret med et tilbud på 1,9 millioner kr. vandt budrunden.
”Vi kom fra en lejlighed i Hellerup og boede tæt på vores arbejde på Nationalmuseet og vores søns kommende skole. Et kig på Naturstyrelsens hjemmeside gav os dog ideen til at virkeliggøre drømmen om at bo i en skov. Det viste sig senere, at vi engang på en skovtur havde været forbi netop det hus og havde kigget langt efter det.”
Det 130 m2 tidligere skovløberhus på en 1000 m2 grund er fra 1936, har et 90 m2 udhus med værksted, der ligesom huset havde stået tomt i flere år. Bygningerne er sat i stand for foreløbig 800.000 kr. til blandt andet reparation af soklen, delvist nyt stråtag på værkstedsbygningen, pillefyr, radiatorer, elinstallationer, køkken og filsning af facade:
”Vi købte huset efter kun at have set det udefra. Havde vi kendt til dets fejl, havde vi måske ikke købt det. Men intet af det har kunnet ødelægge glæden ved stedet, naturen og vores fantastiske naboer,” fortæller Solveig Hansen, som har oplevet et nysgerrigt heppekor fra forbipasserende skovgæster, når hun og ægtemanden har været i gang med renoveringer af hus og have:
”Huset er ikke fredet, så der er muligheder for ændringer, hvis vi for eksempel vil have kviste på. Men der er visse restriktioner på omgivelserne, så vi må ikke sætte flere bygninger på grunden eller opføre et plankeværk i stedet for den lave hæk ud mod skovstien.
Carsten Carstensen og Eva Andersberg har boet 17 år i huset ved Esrum Sø. Som udlært gartner er den store have hendes domæne.
Når hjortene brøler
I skoven er der mange lyde: Brølende hjorte, gevirer som slår mod andre gevirer og træer, skrigende ræve og tudende ugler. En have i skoven må indhegnes, så vildtet ikke æder beplantningen, og ved islag på skovvejene risikerer man ikke at kunne køre ud. Skovløber Carsten Carstensen, 56, har været i skovens tjeneste, siden han var 20 år, og har boet tre steder i Gribskov. I 1999 overtog han sin nuværende tjenestebolig på ”skovens strandvej” på Esrums Søs vestlige bred.
I det knap 170 m2 hvidkalkede hus på den idylliske søvej er han på 24 timer i døgnet for at håndhæve skovens regler om ridning, hunde mm:
”Her er meget opsynsarbejde både med publikum og fortidsminder som jættestuer, hulveje, oldtidsveje, gravhøje og ruiner, der skal registreres og plejes,” fortæller den erfarne skovløber, som også er naturvejleder på guidede ture i skoven.
Hans samlever, Eva Andersberg, som er graver ved en lokal kirke, har været med hele vejen ligesom de to nu voksne børn. Skovløberhuset med flere lader renoveres, når det kan bevilges, og parret har for første gang fået nyt køkken. De ønsker dog ikke at ofre større beløb af egen lomme på en ejendom, de ikke ejer. Derimod lægger de gerne arbejde i den store have, som de vil have skal se pæn og velholdt ud.
”Boligen er en del af jobpakken. Det er blevet en livsstil, man ikke kan undvære. Men når jeg en dag bliver pensioneret, må vi flytte,” siger Carsten Carstensen.
Det er dog ikke lutter romantik at være skovboer. Det kræver sportsånd, og at man ikke er sart, når træer vælter ind over skovvejene i stormvejr. Og når parret året rundt skal fyre med brænde til den brændeovn, som varmer hele huset op.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Fast plads i litteraturen
”Det lille hus i den store skov” fra 1932 af Laura Ingalls Wilder handler om hendes opvækst og familiens nøjsomme og ofte barske liv i Wisconsins store skove i 1870´erne.
”Hans og Grete” om søskendeparret som trues af en heks dybt inde i skoven i et hus bygget af slik og kager. Fortællingen er et eventyr nedskrevet af Brødrene Jacob & Wilhelm Grimm i 1812.
”Den lille Rødhætte” er et folkeeventyr nedskrevet af Brødrene Grimm. Det er den mest kendte udgave i Norden og Tyskland. Men en tidligere version fra 1697 er på fransk af Charles Perrault.
”Robin Hood” er en engelsk, middelalderlig sagnfigur, som opererer i Sherwood-skoven ved Nottingham. Han er en adelig, fredløs helt, som sammen med sine lystige svende tager fra de rige og giver til de fattige. Howard Pyles´
”Den vidtberømte Robin Hood og hans muntre eventyr” er fra 1883.
”Vinden i piletræerne” er en britisk børnebog fra 1908, i hvilken, Kenneth Grahame beskriver Hr. Tudse og andre menneskeliggjorte dyrs liv i og omkring skoven. Den mest elskede udgave er fra 1931 med Ernest H. Shepards illustrationer.
”Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven” er en børnebogsklassiker, som den norske forfatter Thorbjørn Egner skrev i 1954.
”The Hunger Games” (Dødsspillet) er en serie science fiction-romaner med skov som location. Bøgerne er skrevet af den amerikanske forfatter Suzanne Collins og den første udkom 2008.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Køb og leje af statslige boliger:
www.freja.biz
www.naturstyrelsen.dk
www.forsvaret.dk
www.bygst.dk
