Bakkens unikke boliger
Flere teltholdere og artister bor sæsonen igennem på selve Dyrehavsbakken. Deres ydmyge men charmerende sommerboliger gør ikke meget væsen af sig og er klemt inde under, over og bag forlystelser. Husene råder over bekvemmeligheder som køkken, bad og bryggers på ganske lidt plads i én eller flere etager. Her kan de travle beboere med arbejdsdage på op til 17 timer i sæsonen trække sig tilbage til lidt fred og ro: Her overnatter de, modtager gæster, griller, slænger sig i sofaen, tager et glas rosévin med ægtefællen efter fyraften omkring midnat eller snyder sig til en ensom fritime midt på dagen. Inde i Bakkens boliger er man væk fra larm og leben uden for med hvin, latter og larm fra radiobiler, rutsjebane og meget mere.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Privat går Kurt Flemming altid i sort som kontrast til det hvide Pjerrot-kostume. Her er han foran sit hjem på 33 m2 bag den lille scene, hvor han optræder tre gange dagligt i sæsonen på Bakken.
Pjerrot optræder foran det grønne hus, hvor han også bor mellem marts og september. I huset har han alt, hvad han behøver herunder sminkerum og et 1,42 meter bredt soveværelse.
Pjerrot bor på 33 m2:
”Jo mindre plads, jo mere liv”
Kurt Flemming, 63. Pjerrot på Bakken gennem 19 år. Udlært automekaniker og var tidligere Pjerrot i Aalborg. Stammer fra Svendborg og bor om vinteren i Valby. Bor marts til september i Pjerrots grønne hus på Bakken med stue/køkken, 1, 42 meter bredt soveværelse, bad/sminkerum og bryggers.
Når sæsonen er slut til august har Bakkens Pjerrot, alias Kurt Flemming, 25 års jubilæum med over 20.000 forestillinger. Men han glæder sig fortsat til hver eneste forestilling. ”Når glæden forsvinder, stopper jeg. Så vil jeg opleve den sommerferie, jeg ikke har haft i 25 år. Men det er jeg langt fra nået til endnu”, forsikrer han.
Fra marts til slutningen af september bor han i det lille grønne hus med røde og hvid kontrastfarve midt på Bakken i en lavning over for rutsjebanen. Uden for sæsonen ligger han dog ikke på den lade side. Så tager han ud og optræder for medarbejdere i firmaer, i indkøbscentre mm både som udsendt for Bakken og i eget regi. Og så holder han foredrag om ”Livet set med hvidvinkel”, ”Om børne-opdragelse” og ”Et positivt foredrag om døden”, som han har haft tæt inde på livet, da han i 2001 mistede sin hustru og sin datters mor til kræften: ”Jeg plejer kun at tage tre dages ferie, efter at Bakken lukker. Jeg kan ikke finde ud af at ligge på en strand og stirre op i solen. Desuden føler jeg ikke et stort behov for ferie, da mit arbejde mere er en leg. På den anden side er jeg opmærksom på ikke at slide mig selv op som Pjerrot, så jeg holder bevidst igen med arrangementerne uden for sæsonen”.
For meget plads i villaen
Kurt Flemming havde et stort hus ved Hillerød, da hans datter var barn. De havde en idé om at have et øverum og et spillerum og en masse skabsplads. Men det endte med, at de aldrig brugte rummene, og at klædeskabene ikke kunne fyldes ud. I stedet opholdt de sig mest i det lille hus på Bakken, hvor de trivedes:
”Jo mere plads, jo mindre liv. Og jo mindre plads, jo mere liv. Sådan er det bare. Vi behøver slet ikke store huse og en masse plads at holde styr på. Det er mest prestige og staffage, vil jeg påstå. Oplevelser, glæde og hjertevarme med andre mennesker, det er det livet handler om. De værdier har jeg valgt og været trofast overfor, siden jeg var knægt. Jeg vil ikke presses og have stress. Da jeg gik pilgrimsruten Caminoen i Spanien, kunne jeg nøjes med en syv kilos rygsæk med alt, hvad jeg behøvede”, siger han eftertænksomt og fortsætter:
”Da jeg var Pjerrot i Aalborg boede jeg med min familie i en campingvogn på 7 m2. En overgang havde vi også en boligløs kollega boende. Og det gik fint”.
Man skal inviteres
Med en lille bolig, hvor Kurt Flemming endda holder rundvisninger for publikum, er han dog blevet mere opmærksom på at sætte sine grænser:
”Før var her altid åbent hus for alle venner og kolleger. Sommetider var der så mange, at jeg ikke selv kunne få en siddeplads eller bane mig vej ud til toilettet. I dag sor-terer jeg mere, og folk skal være inviteret. Jeg er et socialt menneske, men jeg skal også have lidt tid alene”.
”Selv om her ikke er så meget plads, inviterer jeg ofte på middag. Madlavning er en passion for mig. Det går fint med pladsen her i det lille Pjerrothus, hvor der faktisk er stille bag væggene trods larmen uden for”.
Nogen negative sider ved at bo småt på Bakken kan Kurt Flemming ikke komme i tanke om. Men når han en dag flytter væk, vil han gerne have køkkenhave og drivhus. Han er nemlig husmandssøn fra landet og har også en overgang arbejdet som gartner:
”Jeg ville have været møbelsnedker og byggede som 11-årig et skrivebord med syv skuffer, der var tapet sammen. Men jeg kunne ikke finde en lærerplads, så det blev mekaniker i stedet. Jeg bygger selv mine tryllerekvisitter som forvandlingsbure til kaniner og andre ting, fordi jeg vil have noget unikt frem for standardudstyr”.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Ægteparret Sigurdsson driver forlystelser og café på Bakken. Oven på og bag skydebanen Bonanza har de deres usædvanlige sommerhus, hvor de kan tilbringe en stille stund.
60 m2 over skydebanen:
En oase i orkanens øje
Anette, 52, og Jørn Sigurdsson, 53. Bor til hverdag i Skovlunde. Hun driver Café Elverdybet og han den elektroniske skydebane Bonanza. Han driver sammen med sine søskende Mariehønen, Pariserhjulet og Hurlumhejhuset. Han er oprindelig finmekaniker i Forsvaret, hun Irma-bestyrer. Op til jul har hun en bod med gløgg og donuts på Lisebergs julemarked i Göteborg. Bor på 60 m2 i to etager bag/oven på Bonanza. Han er desuden rundviser på en guidet tur i det historiske Bakken
”I 1998 brændte en række huse på Bakken, hvor vi havde vores bolig. Det blev siden genopbygget af brandhæmmende materialer. I det nye hus blev lydene anderledes”, fortæller Anette Sigurdsson og fortsætter:
”Vi får gæster, men med 17 timers arbejde i døgnet i højsæsonen bruger vi mest huset til at sove i”.
Når Anette Sigurdsson har ekstra personale på sin nybyggede café over for Korsbæk på Bakken, kan hun ind i mellem smutte hen i privaten en times tid og fordybe sig i læsning eller regnskaber. Hun værdsætter at kunne gå et andet sted hen, selv om hun holder af det hektiske liv på Bakken. Parrets søn, der som dreng havde overetagens kammer ved siden af den kombinerede stue og soveværelse, er 26 år og tømrer. Op til sæsonen hjælper han sine forældre med at sætte skilte op mm:
”Efter en lang vinter med forskellige forberedelser, kribler det i fingrene for at åbne. Og så er det rart at have sit sommerhus et stenkast væk fra arbejdspladsen, så man ikke hænger i myldretidstrafikken. Det værdsætter vi, når vi har så lidt fritid.”
Jørn Sigurdsson, som er anden generation af en teltholderfamilie på Bakken, men også har haft et liv uden for de røde låger, supplerer sin kone:
”Et glas rosévin hjemme i privaten på en lun sommernat, efter at alle gæsterne er gået hjem. Det er det bedste. Der er også sparsomme stunder, hvor vi mødes med kolleger, og det minder lidt om en kolonihave bare uden have”.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Frank Hartvig Andersen med en planche om Danmarks første bøfsandwich, som blev serveret i 1940’erne efter inspiration fra USA, hvor man spiste hvedebolle med bøf og bløde løg.
55 m2 klos op ad rutsjebanen:
”Her boede vi med tre børn”
Frank Hartvig Andersen, 61, bor om vinteren i Virum. Han var flyvelederassistent i Flyvevåbnet, da han som rutsjebanefører i fritiden mødte sin daværende hustru, som var ud af et teltholderdynasti på Bakken. Han blev restauratør på Bakken i 1978 og siden ejer af forlystelser som Safari, Klatrejunglen, Chipsspillet mm.
Fastfoodrestauranterne Oscars Bøf og Fish’n Chips er også hans.
”Da mine tre børn var små, boede vi herude i sæsonen. Der er ikke meget plads med kun en stue og et soveværelse, men der herskede en særlig stemning”, husker Frank Hartvig Andersen, som klarer en arbejdsdag på 12 timer.
”En måned før og en måned efter sæsonen er jeg i gang herude med klargøring, vedligeholdelse, papir-arbejde og så videre”, fortæller Frank Hartvig Andersen, som har bolig og kontor liggende i to bygningerne ved en lille gård klos op ad rutsjebanen:
”Banen larmer lidt, men man vænner sig til det og sover videre. Bakken er som en hyggelig landsby, hvor mange teltholdere har været her i årevis og har et særligt sammenhold”, siger Frank Hartvig Andersen og fortsætter:
”Jeg overnatter som oftest herude, fordi det er rart at være tæt på alting og kunne starte tidligt om morgenen. Og aftenen kan man vælte ind i sengen. At have sit eget hus er som et helle, når alting bliver lidt for hektisk på Bakken”.
