En enkel hvid vase
Lyngby Porcelæn lukkede i 1969 efter i 33 år at have fremstillet vaser, stel med mere i et tidligere sukkerraffinaderi i Lyngby. I 2012 blev flere af fortidens produkter relanceret, suppleret af nye porcelæn- og glasdesigns.
Udover den klassiske hvide porcelænsvase i 1930’ernes enkle linjer fremstilles Lyngbyvasen nu også i mat sort, mat grå og mat hvid samt i glas i flere toner.
Porcelænsfabrikken Danmark, der senere kom til at hedde Lyngby Porcelæn, blev grundlagt i 1936 i et tidligere sukkerraffinaderi i Kongens Lyngby. Produktionen var af stel, vaser og anden brugskunst til hjemmet. Stellet Danild blev introduceret i midten af 50’erne med stor kommerciel succes. International anerkendelse som designvirksomhed opnåede fabrikken med keramikeren Axel Brüels produkter i årene efter.
Med ingeniør Søren Berg som driftsleder blev teknikken moderniseret samtidig med, at man fastholdt håndværk i produktionen efter dansk tradition. Det, sammen med ophævelsen i 1960 af restriktioner for import af porcelæn, gjorde dog fabrikken sårbar, da den keramiske industri for alvor blev auto- matiseret og effektiviseret i udlandet ikke mindst i Vesttyskland. Fabrikken lukkede i 1969, og dens bygninger blev revet ned. Men Lyngby Porcelæn havde sat sine spor især med den rørformede, riflede vase med fingeraftryk fra 1930´rnes funktionalisme, hvor funktion og form uden overflødig pynt blev forenet i tråd med tendenser i datiden. I 1944 lanceredes en bonbonniere med låg, hvis riflede underdel passede til vasen.
I 2012 genopstod firmaet under navnet Porcelænsfabrikken Danmark – Lyngby Porcelæn. Produkterne er datidens porcelænsdesigns men også brugskunst af porcelæn og glas skabt af nutidige designere.
Den hvide porcelænslampe med Le Klint-foldskærm er designet af Esben Klint i 1961 og er nu relanceret sammen med andre Lyngby Porcelæn-produkter.
Foto kort før porcelænsfabrikken lukkede i 1969. Fabrikkens logo er anbragt på skorstenen. Fabrikken lå nær Buddingsvejstunnelen. Bygningerne er opført 1895-1911 for Lyngby Sukkerraffinaderi. Da det lukkede i 1922 blev bygningerne brugt af forskellige virksomheder.