Man vælger selv, om man vil være …lykkelig

Lykken er ikke at være ligesom de andre. Lykken er ikke en halv flaske sprut om dagen. Lykken var heller ikke at være sammen med en kvinde, der var lige så rebelsk som hun selv. Som stand-up komiker har Linda P løbende givet en flig af sig selv, og det er også, derfor hun i sit nye show spørger, om hun nu er ”Normal?”

 

 

Linda P har selvfølgelig gjort sig mange tanker om, hvad det vil sige at være normal, i forbindelse med sit nye show. Hun påpeger, at det har forskellig værdi på forskellige tidspunkter i ens liv:

– I skolen gælder det jo om at være ligesom de andre. Man skal helst ikke stikke ud, men så giver man heller ikke inspiration til de andre. Som voksen er det en fordel at stikke ud. Man behøver ikke være enig, men kan synes, det er spændende, at andre har en anden vinkel på tingene.

– Jeg har det lidt stramt med Facebook – ikke så meget det, at man siger sin mening, men mere det, at man bestræber sig på, at folk skal være enige. Det giver jo ingen udvikling, hvis vi alle er enige.

Derfor er der selvfølgelig en pointe i, at der er et spørgsmålstegn i titlen. Alligevel synes Linda, at hun på de fleste punkter er ret normal:

– Jeg står op om morgenen og tager bad, jeg spiser morgenmad, jeg sætter P-skiven. Jeg har måske et andet SYN på tingene end de fleste, men det er jo meget normalt for folk i min branche.

 

Kvinder og humor

Der er dem, der vil mene, at bare det at være kvinde i den branche er unormalt, men Linda P har aldrig følt nogen kønsforskel – og i øvrigt er der mange kvindelige stand-up komikere, om end lidt færre stjerner. Endnu da. Hun peger på Sanne Søndergaard (”hun har jo sin stil – og vi ligger meget langt fra hinanden”), og Sofie Hagen (”hende har vi trængt til komikmæssigt”), og new-comers som Natasha Brock (”hun snakker ikke så meget om, at det er svært at være kvinde – hun er bare sjov”).

På den måde følger comedy-genren i sporene på andre brancher:

– Jeg kan da godt huske, at jeg i sin tid blev mødt med kommentarer som ’der kommer jo den pikløse maler’, men så viste jeg dem, at jeg kunne male vinduer både hurtigere og bedre end dem på en akkord. I øvrigt var der 53% kvinder i malerfaget, da jeg stoppede, og sikkert flere nu – ret vildt.

– Det er dejligt at se, det samme sker i stand-up comedy, men jo mere jeg tænker på, at jeg er kvinde, før jeg går på, desto større er chancen for, at det går galt for mig. Jeg kan ikke rigtig forstå dem, der ikke vil sættes i bås som kvindelige komikere, når de samtidig går ud og laver stand-up aftener udelukkende for kvindelige komikere!

 

Ædru og ’straight’

Der er til gengæld ikke tvivl om, at Linda P har flyttet sig. Hendes shows afspejler, hvor hun er i sit liv, og det har rykket sig fra den rapkæftede, lesbiske, hårdt drikkende gadedrengstype. Hun har lagt alkohol på hylden, og hun er blevet kæreste med kollegaen Anders Grau:

– Der er nogen, der tror, det svære er at holde op med at drikke. Det er det ikke. Det svære er at holde sine egne fejl ud, når man bliver ædru. Så skal man for alvor kigge sig selv i spejlet. Jeg havde et hav af humørsvingninger. Sådan er det at stoppe. Jeg havde lukket af i mange år, og der var meget, der skulle udforskes. Man går fra at være iskold til at sidde og græde over ”Extreme Home Make-over”. Det var ret vildt. I virkeligheden starter jeg præcis der, hvor sidste show stoppede – det er et nyt kapitel. – Jeg er stadig den samme person, jeg har stadig de samme meninger om politik, opdragelse og så videre. Men ting ændrer sig, når man bliver ældre. Jeg får mere ud af dagen ved at stå op klokken 8 end klokken 17 med giga tømmermænd. Men jeg er stadig den samme, selv om huen var blevet lidt for fedtet og strammede lidt for meget. Den trængte til at blive lagt på hylden, og forklaringen får man i showet.

 

Det der med piger

I det hele taget er emnekredsen ændret:

– Det er bare så meget nemmere at skrive, når ens liv er noget lort, filosoferer hun. – Nu kan jeg ikke længere skrive om at jeg er lebbe, at jeg er fed, og om hvor fuld jeg var i går og om dum sex med alle mulige tøser. Hvis du fjerner al lagkagen, hvad skal jeg så skrive om? Det, synes jeg, er mega-interessant. Hvis jeg kan være sjov alligevel, så er det lykkedes for mig.

– Jeg bliver aldrig den meget kvindelige type, hende med ’mænd er idioter’ og ’åh nej, Anders Grau slår aldrig brættet ned’ eller begyn- der at snakke om neglelak. Jeg vil hellere snakke om, at jeg ikke forstår, hvordan tøj kan være skabstørt. Men der er et opgør med ’den frække knægt’.

Nu skal det understreges, at bare fordi hun har fået en mandlig kæreste, så skal det også være et opgør med tiden som lesbisk. For Linda har det altid handlet om kærligheden til et menneske:

– Jeg tænker ikke over det som kærlig- hed til dreng eller pige, men som kærlighed til et menneske. Mine venner har sagt, at i de ti år, hvor jeg har været sammen med piger, sagde jeg altid, ’at jeg tror sgu’ jeg ender sammen med en mand’. Kvinder er vidunderlige, men det er ikke altid en fordel at være to kvinder, der føler de samme ting og tænker de samme ting, når man skal leve sammen. Ikke at det er sådan for alle, men jeg begik nok den fejl, at jeg fandt dem, der var ligesom mig – dem jeg havde den rebelske side til fælles med. Frem for at finde et menneske, hvor vi havde den følsomme side tilfælles.

 

Mig og Anders

– Når nogen nu spørger mig: ’ved du så, at du aldrig skal være sammen med en pige igen’, svarer jeg: ’nej, jeg ved, jeg ikke skal være sammen med en ANDEN igen, nu hvor jeg har mødt Anders’.

At Anders også er komiker var anledningen til at de mødtes, men ikke at de blev forelskede:

– Det er da vigtigt, han får mig til at grine, at han får det hele til at sitre, men det er også vigtigt, at han er begavet. Og hvis jeg skal kalde en spade for en spade, så tror jeg, at jeg manglede én, der turde bede mig holde kæft; én, der turde gøre det offer at tage kampen op og sige, ’er det egentlig ikke lidt fjollet med det skjold, du holder op, når jeg nu rent faktisk godt kan lide dig’?

– Det var blevet en vane at holde para-derne oppe for at passe på sig selv. Er det ikke enormt ensomt? Jo, men jeg syntes, det var bedre end at skuffe nogen eller blive ked af det. Jeg tænkte: sådan er kærligheden: Nogen ender med at blive kede af det.

Men det er ikke opskriften på at have det godt – hverken med sig selv eller andre:

– Vi vælger selv, om vi vil have det godt eller dårligt. Jeg havde gået i mange år og været lidt et offer, et fuck-up. Men det kræver ikke noget arbejde at være et fuck-up, et offer. Det er derimod rigtig hårdt at være glad. Der er ikke nemt at være lykkelig. Men det er en stor reg-ning at betale at gå og være indebrændt, bare fordi man synes, man har haft det lidt hårdt!

 

Linda P og de skøre riddere

Til marts får vi Linda at se i en helt anden rolle – som Sir Bedevere i musicalen ”Spamalot” – frit efter filmen ”Monty Python og de skøre riddere”.

– Monty Python har fyldt meget i mit liv, tilstår Linda. – Lige så snart jeg så, at det var noget med Monty Python, sagde jeg ja. Uden at læse handlingen eller om rollen. Jeg har ikke været ret stor, da min søster viste mig klip fra ”Life of Brian” – det var det mærkeligste – ufoer, der kom ned på Kristi tid og alt muligt. Briterne har sådan en ’stilet arrogance’: ”Vi ved godt, hvor sjovt det her er, og vi er ligeglade med, om I kan se det”. Det klæder musical-branchen at gøre noget, der er lidt anderledes.

Linda har tidligere spillet manderoller, men ikke på scenen som her:

– Det er vel et kompliment til min alsidighed, griner hun. – Jeg skal spille en lille kikset hidsigprop med pagehår og overskæg. Jeg må ikke være mig selv, men holde den mørke stemme og den mandlige gang. Jeg tror, det bliver en fest uden lige, når jeg først finder mig til rette i den spændetrøje.

– Men jeg kan ikke synge, understreger hun, selv om hun har udgivet adskillige sangnumre. – Jeg har lært toner til husbehov, ligesom jeg kan lære mine monologer, men jeg har aldrig rigtig lært det. Jeg elsker at skrive sange med en sjov tekst til og melodier, som folk finder catchy. Men jeg gad da godt lære at synge rigtig godt med støtte og vejrtrækning og alt sådan noget, men som det er, kan man godt høre, at jeg ikke kan synge.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

BLÅ BOG

Linda P (for Petersen) kom i rampelyset, da hun fik en andenplads til DM i stand-up i 2004. Hun tog det egentlig ikke alvorligt, indtil Jonathan Spang sparkede hende i gang igen. Karrieren tog for alvor fat fra 2008-9, hvor hun optrådte på TV i ”Piger på prøveløsladelse” (sammen med Christina Sederqvist), på Nørrebro Teater i ”Biblen” og med sit eget soloshow ”Rommen er en tøjte”. Siden er det blevet til flere filmroller, TV-shows i mange forskellige forklædninger, flere soloshows og både musicals (”Den eneste Ene”) og teater – hvor opdateringen af Holberg til ”Linda P på bjerget” (2010) indeholdt biografiske træk.

Linda har forfattet og fremført en del sange, hvoraf kærlighedssangen til Linse Kessler, ”Du’ Fan’me pæn, du er”, blev lidt af et hit. Hendes sange er samlet på albummet ”Just Divorced” fra sidste år.

Linda levede i et lesbisk forhold i en årrække, men er i dag kærester med Anders Grau, som hun mødte på showet ”Det Alt For Store Linda P Show” på TV2 Zulu.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Normalt for Linda P

Hvor går du normalt hen, når du vil spise ude?
Det kommer an på, hvad jeg har lyst til – nogle gange har jeg lyst til at ofre en masse penge på Paté Paté, nogle gang en hotdog hos Bodils Pølser på hjørnet. Normalt laver jeg selv mad.

Hvor tager du normalt på ferie?
Noget med varme og ’all inclusive’, så jeg ikke skal tænke. Helst vil jeg faktisk se noget. Senest var jeg i London, som jeg vadede tynd. Jeg vil også gerne se Kina, Japan og New Zealand, men når jeg har haft travlt, er det, der tiltaler mig allermest en: liggestol!

Hvilken komiker synes du selv er unormalt sjov?
Jonathan Spang! Han er min bedste ven, og almindeligvis er der ikke noget overnaturligt sjovt ved ham, men i det øjeblik, han står på en scene, så bliver han pisseirriterende morsom … den måde han leverer sine jokes …

Hvad spiser du normalt til morgenmad?
Havregryn med mandler og rosiner.

Hvor mange timers søvn får du normalt?
Otte! Det skal jeg have – hvis jeg vågner 20 minutter for tidligt, så sørger jeg for at tage mig en lur på 20 minutter senere. Det er noget, jeg har lært efter at have haft stress.

Hvordan slapper du normalt af?
Jeg spiller brætspil med min kæreste. Først tænkte jeg, ’hold kæft, en nørd’, da han foreslog, vi spillede Dungeons & Dragons. Efter to uger var jeg helt besat af det spilhalløj.

Hvor længe siden er det, du har haft et normalt job?
10 år vel. Det var en glidende overgang. Jeg havde en meget sød og fleksibel mester, der lod mig komme fem dage, så fire dage om ugen … indtil det kun blev en dag eller to om måneden. Så mente han nok jeg kunne leve af det.

Som barn drømmer man normalt om at blive til et eller andet – hvad drømte du?
At være selvstændig! Noget, hvor jeg selv kunne bestemme, at jeg kunne lave det, jeg havde allermest lyst til. Jeg ville råde over mig selv og ikke nøjes.

Hvor mange normale mennesker kender du?
Nul!

Hvor glider dine jokes normalt bedst ned?
Ikke for at sige noget dårligt om København, men det er fedt at optræde i Jylland og på Fyn. Jyderne er mere nærige med deres grin. Der er Niels Hausgaard, der er sjov, og det er det. Men det gør ikke noget, at jeg skal kæmpe lidt for det. Men jeg vil sige, Odense slår aldrig fejl. De er meget åbne; de har købt billet til et show, og nu skal de have en fest!

 

………………………………………………………………………………………………………………………….