Fascineret af ondskaben

Der er som sædvanlig masser af ondskab i ”Broen 4”, som Thure Lindhardt er ved at optage i disse måneder. Men han har også selv opsøgt ondskaben — den virkelige — i to dokumentar-programmer, der sendes på DR 3 til foråret. Og så spiller han daner-kongen Guthred i anden sæson af ”The Last Kingdom”, der snart kan ses på Netflix.

 

Hvad er det, der gør os i stand til den slags, spørger Thure Lindhardt. – Jeg undersøger, hvad der gør os i stand til at blive u-menneskelige.

Hans undersøgelse fører ham til Cambodia og Uganda: – I Cambodia er det Pol Pots udryddelseslejre, jeg undersøger; torturen. I Uganda handler det om børnesoldater. De blev taget som 8-10 årige. Først var de ofre, så blev de tvunget til at være bødler, til at torturere og myrde deres egne familier. Nu da krigen er slut, har de ingen steder at gå hen … så de tager hjem til de samme familier, som de selv har været med til at torturere.

Systemer har ingen moral

For Thure er det en rejse ind i det menneskelige sind for at afdække ondskabens væsen.

– Vi mennesker har behov for at være en del af et fællesskab, et system. Men systemer har ingen moral. Det har kun det enkelte individ, og det er dér, det går galt. Her i Europa er det nærmeste eksempel 2. Verdenskrig og koncentrationslejrene, men der skal ikke så meget til, at det løber af sporet. Bare det at tale om os og dem starter dehumaniseringen.

Det er selvfølgelig en problematik, Thure møder igen og igen i sit arbejde. Dramaturgien er ofte ’de gode mod de onde’. Og selv om det kun er noget han og hans kolleger ’spiller’, så sætter tonen sig alligevel efter et stykke tid:

– For eksempel er Henrik i ”Broen 3” en meget mørk og martret karakter. Der går et par måneder bagefter, før det helt forlader mig igen, og så vil jeg helst beskæftige mig med noget helt andet, ikke en figur med den psykologi igen. Det er hårdt for sindet. Sidst fik jeg en rolle i et afsnit af ”Badehotellet”, hvor jeg skulle spille med de store armbevægelser. Det var meget frigørende for kreativiteten at få lov at røre nye ’muskler’.

Hvad får publikum ud af, at du er skuespiller?

– Det er et privilegium, at jeg får så mange tilbud, at jeg kan tillade mig at sige ja og nej.

Selvfølgelig er der på den måde også fede roller, der er smuttet for Thure. Fordi han sagde nej, eller fordi han allerede havde sagt ja til noget andet: – Der er altid ’the ones who got away’ – masser – og jeg synes, der bliver flere og flere, jo ældre jeg bliver. Det gælder både arbejdsmæssigt og i privatlivet. Men det tvinger mig til at være mere bevidst om, hvad jeg vil, og hvad jeg skal. Hvilket er to forskellige ting. Det vi vil eller har lyst til, er ikke altid det rigtige.

– Det er vigtigt, at man ikke bliver fange af sin succes, men er i stand til at lære af den, fortsætter han. – Derfor leder jeg altid efter mit motiv til at lave det, jeg gør. Er det, fordi det vil være godt for mig – eller er det af frygt, fordi jeg er bange for, at jeg så måske ikke får det næste tilbud. Derfor er jeg heller ikke bange for at få stress. Sandheden er, at vi har masser af energi, men hvis vi bruger den af de forkerte grunde, så får vi stress.

– Jeg underviser en del, når jeg har tid til det, fortsætter Thure. – Jeg siger til mine elever, at vi skal ville noget. Det er fint nok, at du gerne vil være berømt, men hvorfor vil du det? Hvad får jeg/publikum ud af, at du er skuespiller?

Narrens rolle

Som hos Shakespeare er opgaven for narren og skuespillerne at afsløre sandheden.

– I ”Hamlet” for eksempel er narren Yorik slået ihjel, så der er ikke nogen til at sige sandheden, men så kommer sandheden for en dag via en trup skuespillere.

– Det er derfor en narcissist som Donald Trump reagerede, da skuespillerne i forestillingen ”Hamilton” sagde sandheden til hans vicepræsident. Men det viser, at kunsten har en plads i samfundet: Kunstnerne må tage ansvar.

Ikke at sandheden er en nem størrelse. Som han påpeger, så ville hans figur i ”Flammen & Citronen” have været terrorist, hvis det var tyskerne, der havde vundet 2. Verdenskrig.

– I den konflikt er det let at se de gode og de onde. Jeg er selv vokset op under Den Kolde Krig, hvor billedet af de gode og de onde også var klart. Men hvad er det gode … og det onde, ondskaben. Jeg tror ikke, ondskaben kan fjernes. Jo dygtigere vi som samfund bliver til at gennemskue ondskaben, desto dygtigere bliver det onde til at finde en ny vej.

Lyset og mørket

Lidt som i vores Nordic Noir-thrillers. På den ene side går vi for at være verdens lykkeligste folk, på den anden side laver vi nogle ualmindeligt dystre krimier:

– Vi har begge dele i os, mener Thure. – Tænk på Danmark en mørk og kold novemberaften og en lys augustaften: I første tilfælde lukker vi os inde og tænder stearinlysene, mens vi bare må ud, så snart lyset kommer. Det er faktisk ret sjovt at se os sidde pakket ind i tæpper på en fortovscafé, for nu er det altså marts!

– Jeg er begyndt at sætte lige så stor pris på januar som på juli/august. Storm, kulde og mørke – de vilde naturkræfter. Især fordi jeg har fået et hus på landet. Jeg indrømmer, at november-marts ikke er særlig sjov i storbyen.

Tjah – så er der vel ikke så meget andet for her i de mørke måneder end at sætte sig foran skærmen og hygge sig med en serie med Thure Lindhardt. Som kristen danerkonge, der forener både danere, saksere og briter, i ”The Last Kingdom”. Eller som udforsker af ondskaben i en dokumentarserie eller som martret politimand i ”Broen 4” – til næste år vel at mærke.

En del af noget større

Om sin aktuelle rolle som Guthred vil Thure selvfølgelig ikke afsløre, hvor han står.

– Han er en historisk person. Han blev valgt til konge i 892. Jeg har skimmet historien, men det, forfatteren Bernard Cornwell har gjort, er at koge 200 års historie sammen til en spændende fortælling. Det handler om magt og politik – og det spejler vores tid meget godt.

– Jeg har egentlig altid godt kunnet lide historie. Både den i bøgerne og den, der blev overleveret, som når mine bedsteforældre fortalte om besættelsen og deres tid i det hele taget. Det sætter ens egen generation i perspektiv, at vi er en del af noget, der er større end os selv. Historien er at opdage, at høns var noget vikingerne lærte at kende i England og tog med sig hjem. Historie er også at høre H.C. Andersens eventyr og høre ord som ’tornyster’ og ’fyrtøj’ og tænke ’hvad er det’?

Lykken ved fast arbejde

Selv som efterspurgt stjerne er det ikke altid sådan, at Thure kan få det, som han vil have det. Hans ønske er at spille teater en gang om året, men nu er det to år siden sidst (”Erasmus Montanus”), og selv om han snakker om noget, så bliver det først til næste sæson, for ”Broen 4” holder ham beskæftiget frem til sommerferien. Og nye opgaver venter bagefter.

– Jeg vidste ikke med sikkerhed, om vi skulle lave en sæson mere. Det bliver tidligst besluttet, når man ser, hvordan de første par afsnit bliver modtaget. Sådan er det også på de store udenlandske serier. ”Borgias” var planlagt med en fjerde sæson, men jeg tror ærlig talt, at ”Game of Thrones” tog luften ud af ballonen. ”Broen” har også nogle udenlandske investorer, som skulle tages med på råd. Men det var da klogt at skrive en slutning ind i sæson 3, der lagde op til noget …

Lige nu holder Thure Lindhardt selvfølgelig tand for tunge med, hvad det handler om denne gang. Det er lidt anderledes end sidste gang, hvor folk måske vidste, han var med, men ikke, at han havde den bærende danske rolle.

– Så der var ikke noget forventningspres på mig mellem optagelsernes slutning og premieren. Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle sige noget, griner han. – Det er at sidde med en vis magt – kortvarigt – hvor man ved noget, andre ikke ved. Lidt som når man gemmer mandlen i munden til jul.

Endnu mere nydelsesfuldt var det, at Thure tillod sig at holde fri oven på 3. sæson:

– Det er vigtigt for ens mentale velbefindende at gøre det, siger han. – Som freelancer, som vi skuespillere jo er, er man tilbøjelig til ikke at tage to måneder ud af kalenderen, selv om man egentlig god kunne. Men jeg vidste, jeg havde arbejde forude. På den måde nyder jeg at arbejde på ”Broen”. Det er ligesom at have fast arbejde – i 7-8 måneder. Jo ældre jeg bliver, desto bedre forstår jeg behovet for at have en dagligdag.

Også selv om den indebærer en rejse ind i ondskaben.

 

 

Rundt om Thure

Hvad er din bedste location-oplevelse?

Der var en ø i Sortehavet, hvor vi var på et gammelt kloster, da jeg var med i en bulgarsk/fransk film. Det var det vildeste sted at være og et, jeg aldrig ville komme til som turist. Og Thera blandt gamle hippier – det er som om,  alt er gået i stå i 40 år. Og et motel ved Route 66 i Arizona, hvor vindheksene vitterligt er det mest spændende, der sker. Og en nedbrændt pier i Brighton … Det skægge er, at vi jo ofte filmer på forladte steder af praktiske grunde.

Men det er også fantastisk at bo 3 måneder i London og 2 måneder i Los Angeles. Man når lige at få hverdagen med, så man fanger mentaliteten, og hvor vi ligner hinanden og er forskellige fra hinanden. Jeg bliver ved med at synes, det er fascinerende, at vi bare skal et smut over Broen og opleve, at Malmø ligner Danmark sindssygt meget – og alligevel er en smule anderledes.

Nu kommer du verden rundt, men: drømmerejsen går til?

Bali – det er et af de smukkeste steder, jeg har været. Men om sommeren kunne jeg ikke drømme om at rejse fra Danmark. Der er mange smukke steder rundt om i landet.

Og hvis du nu skulle vise tre udenlandske kolleger rundt i København – hvad skulle de så se?

Vise dem en tur rundt i mit ’hood’ på Nørrebro og se diversiteten og livet. Gå en tur langs vandet og se skuespilhuset, havnen og lyset – om sommeren naturligvis. Noget med en 3-4 timers tur rundt til fods eller på cykel. Det er guld værd. Jeg ville også vise dem Glyptoteket. Det er et godt eksempel på en sammensmeltning af erhverv og kultur – en mand, der ville give noget tilbage til de mennesker, han havde tjent sin formue på.

Når du færdes blandt almindelige mennesker – hvad er det bedste/værste ved at være kendt?

Hvis folk stopper mig på gaden, er det for at sige ’tak, det var godt, det, du lavede’. De stopper mig ikke, hvis de synes, jeg er en nar. Det værste er at være selvbevidst. Hvis jeg har en dårlig dag, så er det svært at sidde og kigge på mennesker – hvad der er en del af mit job – og være den, der også bliver kigget på. Forleden tog jeg til yoga i Malmø. Jeg var træt og havde ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg ville bare ligge på en måtte for mig selv, men pigen i receptionen sagde, ”Åh, er du ikke ham fra ”Broen””? Der var jeg vist ikke så sød …

Dit job er at fremkalde følelser hos publikum – hvad får dig selv til at fælde en tåre?

Det er der meget, der gør – en god film, musik. Stor kunst i det hele taget!

Hvilket menneske har betydet mest i dit liv?

Mine forældre! Det er dem, der har lært mig at være menneske.

Hvis du har tid til det: hvilke TV-serier følger du selv?

Jeg får ikke set så mange. Jeg prøver at få set de danske serier. Dem kan jeg godt lide. Men når jeg skal slappe af, så ser jeg ikke 10 afsnit af noget. Jeg læser hellere en bog.

Vikinger fik tilnavn efter en bedrift … hvad kunne dit være?

Det skal andre jo give mig, men måske noget med min stædighed og vedholdenhed … ”Den Stræbsomme”’?

 

 

Blå bog

Tro det eller lad være: 42-årige Thure Lindhardt har 30 års skuespillerjubilæum i år. Han spillede nemlig allerede med i Bille Augusts ”Pelle Erobreren” i 1987. Hans egentlige karriere startede dog efter uddannelse på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1998. Blot to år senere fik han sit gennembrud i Kaspar Rostrups ”Her i nærheden” – fulgt af ”Nordkraft” og ”Flammen & Citronen”. Sideløbende har han Thure spillet mange store roller på scenen og kan blandt andet sætte hak ud for ’spille Hamlet’ på karriereplanen.

Thure var på tale allerede til ”Da Vinci mysteriet” med endte først på lærredet over for Tom Hanks i ”Engle og dæmoner” i 2009, og siden har han jævnlig haft roller i internationale film- og TV-produktioner. Aktuelt i ”The Last Kingdom”.
Herhjemme overtog han rollen som dansk makker til Sofia Helin i ”Broen 3” og er lige nu i gang med 4. sæson.