Claes og kunsten

Med Guldpalmen til filmen ”The Square” i Cannes tidligere i år er der kommet ekstra fokus på Claes Bang, der spiller den dominerende hovedrolle, men selvom en international karriere lokker, så er det ikke alt, han har lyst. Så vi kan stadig opleve ham på scenen herhjemme.

I maj måned var Ruben Östlunds ”The Square” det store samtaleemne i Cannes, og Screen Daily-journalisten Wendy Mitchell lobbyede kraftigt for palmer til Claes Bang. Det var dog   udelukket, da filmen i sin helhed fik guldpalmerne. Til gengæld fik hun lanceret det velklingende hashtag bangforbond. – Det var smigrende og mundret.

Jeg tænkte egentlig, hvem husker det? Men der er flere, der har nævnt det. Der er pludselig blevet opmærksomhed på mig nogle steder, hvor der ikke var det før. Jeg får sendt tre manuskripter om ugen at tage stilling til. Der er et britisk projekt, som jeg håber meget på – hvor jeg skal spille indfødt englænder!

– Der er også tilbud fra Hollywood, men der er en stor maskine bag; så bliver der skiftet instruktør, så skal der findes ny finansiering … og jeg vil 100 gange hellere spille teater i Danmark end arbejde to dage på en Netflix-serie. Ellers har det meget været skurkeroller og selvfølgelig en kliché-nazi-officer. Det skal man passe på med, hvis man ikke vil ende i en bås.

På engelsk – og svensk

Som man vil opleve i ”The Square”, taler Claes ellers et meget korrekt og dannet engelsk (noget han samlede op på sprogrejser som dreng), og han har dyrket sin ambition om at arbejde i udlandet med en engelsksproget teaterversion af Jan Guillous ”Ondskaben”.

– Jeg har optrådt med monologen i London, Edinburgh og Sydafrika.

Via min amerikanske agent håber jeg at lave en showcase i USA. Nu må vi se, om nogen hopper på, men det er i hvert fald en forestilling som er let at rejse med. Det er en fornøjelse at stå alene på scenen i en time og ti minutter. Det er helt basal træning for en skuespiller.

I ”The Square” taler Claes nu hoved- sageligt  dansk – lejlighedsvis med nogle ubehjælpsomme forsvenskninger:

– Jeg lærte mig faktisk at tale svensk, for de fleste på produktionen var pissedårlige til at forstå dansk. Lige nu går jeg så til undervisning i svensk. Det kunne være sjovt at få mere at lave i Sverige.

Tricktyve på film og i virkeligheden

Hovedpersonen Christian vil gerne se sig selv som et godt menneske og har sådan set også et udmærket moralsk kompas. Som de fleste af os undlader han bare nogle gange at kigge på det og vælger den bekvem- me løsning. Til gengæld får han noget af et kick, da en tilfældig mand griber fat i ham for at få hjælp til at beskytte en kvinde mod en truende mand, hvilket giver ham mulighed for at optræde som helt:

– Ja, han har det godt. Han tjekker også lige ’så I mig? Så I mig redde den kvinde?’ Og opdager så, at det er et trick, der gik ud på at stjæle hans pung og hans telefon!

Det er ikke en situation, der er grebet ud af luften.

– Jeg er blevet udsat for noget lignende på en ferie i Barcelona – uden for det berømte Gaudi-hus, fortæller Claes. – Det var et fantastisk trick. En ældre dame kommer styrtende og begynder at sætte blomster på mig og min kone og beder om et par euro for det. Vi er lige ankommet, så jeg har ingen mønter, og siger desværre. Hun bliver rasende og tager blomsterne af os igen – og får samtidig fat i alle kontanter i min pung! Først to minutter senere opdager jeg, at jeg ikke har nogen penge. Vi blev ikke ruineret, og det ødelagde ikke ferien, så da jeg var færdig med at ærgre mig, må jeg sige, at jeg nærer en vis næsegrus beundring for hendes trick.

I ”The Square” sætter tricktyveriet gang i en lavine af begivenheder, der ryster fundamentet i Christians liv – og vist kan få enhver til at tænke over de valg, vi alle træffer hver dag. Der er også en god portion humor, som måske især kan nydes med nordisk baggrund.

Muhammed kom ikke med

Filmen var også lige ved at tale direkte ind i den danske kunstdebat – eller rettere den politiske debat om ytringsfrihed i kunsten. Uden at kunne forudse debatten om Skovgaard Museets beslutning om ikke at inkludere Muhammed-tegningerne i deres udstilling om censur og Inger Støjbergs brug af samme som baggrundsskærm på computeren dukkede emnet op i en improviseret dialog – om end netop denne del ikke bliver brugt i filmen:

– Intervieweren spørger Christian om Muhammedtegningerne, og jeg svarer, at vi har fået dem tilbudt, men at jeg ikke syntes, de levede op til det kunstneriske niveau. Og at jeg ikke ville have dem blot for at provokere. Og det mener jeg: Det er ikke kunst at provokere. Man kan sagtens lave en provokation i ytringsfrihedens navn, men ytringsfrihed forpligter også til, at vi tænker os om, i forhold til, hvad vi vil sige!

Det er ikke svært at træde nogen over tæerne … men hvad vinder vi ved det?

Med i filmen kom i stedet for Claes’ udlægning en pressemeddelelse fra et kunstmuseum. Temmelig uforståeligt. Men virkelig.

 

 

Rundt om Claes

 

Et kunstværk du holder af?

Olafur Eliassons installation, hvor man går gennem en 100 meter lang røgfyldt gang, der bliver belyst med forskellige farver. Det var en stor sanseoplevelse. Jeg holder også meget af Michael Kvium og af klassikere som Van Gogh og ekspressionisterne fra 10’erne og 20’erne. Og så er jeg meget optaget af Marina Abramovic, der for nylig var udstillet på Louisiana.

Hvornår var du sidst på museum?

Kunsten i Aalborg – jeg så den udstilling, der var. Jeg kan godt lide at gå i rum, der er tilegnet til kunsten. Især klokken 10 om formiddagen, hvor jeg har det hele for mig selv!

Hvilken kunstart forstår du ikke?

Jeg er aldrig blevet betaget af opera – det har aldrig lokket mig. Måske skulle jeg tage mig sammen og prøve …

Du kører Tesla i filmen – hvad kører du normalt i?

Normalt kører jeg i en Mazda 2 – og jo, jeg ville gerne bytte! Teslaen er bare en fed bil – fra 0 til 100 km på tre sekunder. Det er som at sidde i en raket. På motorvejen kan den selv finde ud af at køre efter stregerne, og den kan lære vejen til ens arbejde!

Hvad laver du lige nu – og hen over sæsonen?

Jeg har lige afsluttet forestillingen ”Byen”, som har spillet på Odense Teater. Fra den 27. i denne måned optræder jeg så i ”Requiem” på Betty Nansen Teatret.

Det er november, så – hvad holder du mest af ved julen?

Det hele! Jeg er lidt af en gløgg-fascist; jeg starter gerne midt i oktober. Min familie har det lidt anstrengt med, at der lugter af gløgg i hele hytten. Jeg skal til et hav af julefrokoster – det elsker jeg. I år holder vi i øvrigt  ’vennejul’, hvor vi er sammen med en af min kones venner og hendes familie …

Den bedste julegave, du nogensinde har fået?

Min kone gav mig en ny cykel for 5-6 år siden. Den er jeg stadig meget glad for. Det år gav hun mig også en guitar til min fødselsdag. De to er den bedste gave … det år satte hun virkelig trumf på!