Sanitet er også en slags møbler

I danskernes dna ligger enkelthed, det tidløse og respekt for boligens arkitektur. Derfor vælger vi ofte det afdæmpede eller eksklusiv minimalisme. Mere avanceret formgivning i sanitet får sjældent en chance.

 

FET_Sanitet_Black-Swarovski

Black Swarovski er designet af Marco Ziminato for AeT Italia. Det er en serie som fås i flere farver isat Swarovski-sten. Toilet koster 16.072 kr. og håndvask 10.795 kr. hos design4home.dk.

 

Et fåtal af danskere kaster sig ud i det vilde futuristiske design, når saniteten til badeværelset skal vælges til en ny bolig eller det gamle skiftes ud. Og det er der en naturlig forklaring på, mener indretningsarkitekt MDD Jackie Bertelsen, som driver Jackie B Indretning & Design i København. For vi er vokset op med danske møbelklassikere, som er forenklede i deres udtryk. Og det er svært at forene med at skeje ud med futuristisk sanitet i badeværelset, mener han:

”En nyrig russer vil måske vælge det usædvanlige og meget anderledes toilet, vask eller badekar. Men det ligger slet ikke i blodet for danskere og har ikke alene noget med penge at gøre. Hvis en dansker søger dyr kvalitet til badeværelset ud over det sædvanlige, ender det som regel med italiensk minimalisme, som er afdæmpet eksklusivt for eksempel fra Boffi. Og sådan ender det også i køkkenet”, er Jackie Bertelsens erfaring.

De købedygtige bor ofte i ældre villaer, og i dem er det svært at passe et toilet ind, som ligner et rumskib, erkender indretningsarkitekten. For man vil gerne respektere villaens ophav og arkitekturen og sætter derfor begrænsninger op for sig selv:

”Jeg vil ikke entydigt opfordre til, at folk bliver mere modige i deres indretning af badeværelset. For spørgsmålet er så, hvem de gør det for. Er det for at vise, at man tør, eller for ens egen skyld? Jeg synes, man skal være tro mod sig selv og kun vælge det anderledes, hvis man selv kan lide det. Og ikke bare gå efter at være prangende og anderledes”, siger Jackie Bertelsen.

Til daglig glæde

Han synes dog, man bør overveje sit valg af sanitet og tænke på, hvor meget tid man faktisk samlet set tilbringer i sit badeværelse. Og at det måske også dér er værd at forsøge sig med at sprælle lidt med farver og former, som ikke altid behøver være snorlige og hvide:

”Man kunne i højere grad betragte sanitet i badeværelset som møbler. Og spørge sig selv hvad man rigtig gerne vil have, frem for hvad man kan få billigt. Og så måske tænke i, at man ikke behøver at købe det hele her og nu men kan vente og spare sammen til det unikke. Tænk bare på, hvad anskaffelsen af et nyt brusehoved giver af glæde og kvalitet i hverdagen. Det er værd at prioritere lige så højt som en ny lænestol eller sofa,” synes Jackie Bertelsen.

 

FET_Sanitet_portræt_JACKIEB_fotograf_Selma-Bertelsen

 

Indretningsarkitekt MDD Jackie Bertelsen opfordrer til at være tro mod sig selv ved valg af sanitet til badeværelset. Men lidt mere kunne vi godt sprælle, synes han.
Foto: Selma Bertelsen

 

FET_Sanitet_Goccia-armatur-og-håndvask

Goccia er italiensk for dråbe, designet er af Rasulo Prospero for Gessi. Håndvasken i platin koster 24.635 kr., mens armaturet i krom fås for 10.142 kr. hos design4home.dk

 

FET_Sanitet_Goccia-brusehoveder

Goccia loftbruseren er, som det italienske navn indikerer, formet som en dråbe.
Designer er Rasulo Prospero for Gessi.
Prisen er 9229 kr. for én bruser hos design4home.dk

 

FET_Sanitet_boffi-(2)

Marmorvaskene, som også fås i andre farver, er designet af Piero Lissoni og koster mellem 108.660-131.570 kr. Forhandler er bofficopenhagen.com.

 

FET_Sanitet_Solstice-mirrors_frontal-2048x1448

De asymmetriske Solstice badeværelsesspejle er formgivet af Piero Lissoni og koster 8666-11.883 kr. alt efter størrelse hos bofficopenhagen.com

 

FET_Sanitet_vask-Laufen

Ilbagnoalessi One vasken fås for cirka 13.000 kr. hos laufen.dk.

 

FET_Sanitet_Laufen-Alessi

Ilbagnoalessi One toilettet fra laufen.dk koster cirka 14.000 kr. inklusiv sæde.