Magisk keramik
Keramik er små kunstværker af brændt ler, der hver især er beriget med sine egne karaktertræk. Håndlavet keramik er unikt, hvilket er med til at gøre det interessant og eftertragtet. Men det er ikke kun salget af keramik, der gennem de seneste år har været stærkt stigende. Også den sanselige oplevelse ved at skabe sin egen keramik tiltaler mange, og keramikskoler landet rundt oplever lange ventelister. Læs med her, hvis du også er draget af det urgamle lermateriale og dets mange muligheder.
”Det er en fascinerende og udfordrende proces at skabe keramik. Kombinationen af materialerne, formen og glasurerne er lige spændende hver gang. Jeg er især betaget af modellering med stentøjsler og de muligheder, der opstår i samspillet med leret og den organiske form. Det langt fra sikre resultat, med blanding- en af de blanke glasurer og krympeglasurer, er med til hele tiden at udvikle og give nye ideer”. Annika Semler.
Keramiker Annika Semler
om sit arbejde:
Annika arbejder ud fra moodboards, hvor hun sammensætter billeder af ting, der inspirerer hende. Det kan være former og farver fra naturen, et smukt billede fra et magasin eller et gammelt fotografi af hendes mormor. Annika sætter stor pris på, hvis folk ønsker at høre fortællingen bag hendes arbejde, og når købere sender billeder af, hvordan de bruger hendes værker i deres hjem. På den måde besjæles værket med en historie, der rækker tilbage fra kunstnerens skabelse af keramikken til dets plads i et andet menneskes liv.
www.annikasemler.dk, www.instagram.com/annikasemler
2. Levende tallerkner
Gør som Noma og Kadeau og lad keramik indgå som del af borddækningen. Keramisk tableware kan højne madoplevelsen og se smukt ud med for eksempel farverige bær og grøntsager på. Det æstetiske behøver ikke være på bekostning af det funktionelle, hvis bare du sørger for at vælge slidstærke produkter, der kan komme i opvaskemaskinen og tåle høj varme.
www.apato.dk, www.instagram.com/apatocopenhagen
3. Skab din egen keramik
Det er blevet populært at lave sin egen keramik og lære teknikkerne bag. Peter Durlev er leder af Keramikskolen på Østerbro, og han forklarer den store interesse med en søgen efter det jordnære og elementære. ”Det er meget sansebetonet at arbejde med ler. Vi bruger vores følelser og instinkter, hvilket står i kontrast til en travl og konkurrencepræget hverdag med mange ydre krav. I arbejdet med keramikken finder voksne deres barnlige kreativitet frem. Selvom de undervejs kæmper med drejningen og den skrøbelige brænding, går alle afslappede og glade herfra. Der er også stor interesse for undervisning i forbindelse med polterabender eller andre festlige lejligheder – og stemningen er altid positiv uanset deltagernes alder og forudsætninger”.
www.keramikskolen.dk, www.durlevkeramik.dk
4. Brug keramikken som kunst i din boligindretning
Meget keramik fungerer som brugsgenstande – eksempelvis vaser, kopper og kander. Men keramik kan også købes alene fordi æstetikken taler til dig. Smuk keramik er små stykker af livskvalitet med stor dekorativ værdi. Keramik gør sig flot sammen med glasvaser, træ eller messinglysestager, der i kraft af deres forskelligartede materialer skaber en flot kontrast. Den tredimensionelle form betyder, at keramikken kan betragtes fra alle sider, og mange sætter pris på at tage det lille kunstværk mellem hænderne og føle strukturen i leret.
5. Inspiration til keramik
Casper Seedorff er stifter af APATO Copenhagen, der producerer sit eget keramik,samt sælger varer fra danske og skandinaviske kunstnere. Casper giver her sine bedste bud på visuelle og fysiske steder, hvor keramikken er i centrum:
Bøger
Clay: Contemporary Ceramic Artisans (Thames and Hudson 2017)
Urban Potters – Makers in the City
(Ludion 2017)
Shopping
FindersKeepers Sommer
Designmarked i Øksnehallen den 25.-26. august
Favorit instagram profiler
Spisesteder med flot keramik
Plant Power Food www.plantpowerfood.dk,
Restaurant Llama www.llamarestaurant.dk og Aamanns, www.aamans.dk
Keramik med fokus på børn
Creative Space www.creative-space.dk
6. Tag på keramikmarked
Ser du et skilt med keramik i dit sommer-
husområde, så tag dig tid til at kigge forbi. På samme måde som skagensmalerne samlede sig omkring det særlige lys i Nordjylland, fremhæver mange lokale keramikere, at de lader sig inspirere af miljøet omkring de rolige kyster og strande. I løbet af sommeren afholdes forskellige kunsthåndværkmarkeder rundt omkring i sommerlandet.
Se mere på www.keramikere.dk, www.beddingen.dk, www.dkod.dk, www.keramikfestival.dk