Det er ikke bare min have – Det er min verden

Haven er husets aura, og i den tænkes store tanker, synes tidligere reklamedirektør Peter Wibroe. Siden år 2000 har han udbygget og forfinet sin barokinspirerede have på Søllerødvej. Her har han over fem årtier integreret og omdannet fire villagrunde og deres bygninger til et univers med ideer fra 1600-tallet.

 

FET_Peter-W-23

Fra fletstolene kan familien nyde udsigten til haven, som er helt unik i dansk sammenhæng og måske endda snart fredet.

 

Tidligere reklamemand Peter Wibroe flyttede ind i en palævilla fra 1906 på Søllerødvej i 1974. Allerede dengang var han glad for havearbejde, men der var ikke voldsomt megen tid til de sysler. I slutningen af 80´erne begyndte der at ske lidt mere, da han købte nabogrunden og gik i gang med en kraftig ombygning af villaen til et mindre barokslot. Det stod færdigt i 1990, og her bor han i dag med sin kæreste. Siden han i 2000 trak sig helt fra reklamebranchen og helligede sig havearbejde på fuld tid, er der skete store ting på de i alt fire parceller, han har ejet siden 2000 og har omdannet til en have i fransk barokstil som i 1600-tallet.

Wibroe passer selv haven med lidt hjælp udefra især af gartner Nicolai Rasmussen fra Kongevejens Planteskole i Holte. Han hjælper med at formklippe havens største takstræer, som havens ejer ikke selv kan klatre op i. På den solrige dag, hvor Liebhaverboligen er på besøg, er datteren Louisa i haven med trillebør og redskaber for at beskære og fjerne visne grene og blomster fra bedene. Hun bor med sine to børn i en barokinspireret sidebygning på grunden, hvor hendes far også har sit monumentale modtageværelse for gæster. Og det er der god brug for, idet havens rygte har spredt sig vidt og bredt, så der i sommersæsonen modtages flere hundrede besøgende fra ind- og udland.

I juli kom der for eksempel 400 gæster i forbindelse med et verdensomspændende rosenkonvent, som blev holdt i Danmark. Det var folk fra 34 forskellige lande, som ikke ville gå glip af at se haven på Søllerødvej, da de var i Danmark. Af samme grund bør haven og dens bygninger til stadighed stå knivskarpt, synes Peter Wibroe, som justerer sine vækster efter, hvad der kan gro i Danmark, og rykker de sarte eksotiske arter ind i frostfrit væksthus om vinteren.

”Vi reklamerer ikke, så kvantum af grupper er passende, selv om turistbusserne til tider fylder voldsomt på Søllerødvej. Det kræver noget af tilrejsende at finde dette usædvanlige sted. Men det er fornøjeligt at have dem på besøg og lytte til deres spørgsmål og kommentarer.”

Midt i den 5700 m2 store barokinspirerede have står en over 100 år gammel opstammet og rundklippet taks. Bortset fra den er alt andet plantet af Peter Wibroe selv: ”På grund af den tørre sommer har vi været nødt til at vande græspartierne for at holde dem grønne til ære for turisterne. Til gengæld er der næsten intet ukrudt. Den smule der er, kan vi sagtens hive op,” forklarer Peter Wibroe om haven, som i dag mest kræver vedligehold og mindre justeringer, flytning og fældninger, når noget bliver for stort og dominerende.

”Da jeg købte min første ejendom her, vidste jeg ikke, at grundskylden ville stige så voldsomt. Det er én af grundene til, at jeg påtænker at søge om fredning af haven.  En anden grund vil være, at haven så ikke kan spoleres ved at blive udstykket i grimme parceller, når jeg en dag ikke er her længere. Det vil være rart at vide.”

En masterplan

Peter Wibroe har kun boet i nyere arkitektur én gang for år tilbage, da han kom tilbage fra udlandet og behøvede tag over hovedet. Da købte han et rækkehus i Søllerød, imens han ledte efter en blivende bolig med mere charme:

”Jeg voksede op med en stor have i Jylland, og det er måske derfor haver siden har virket så godt på mig. I 90´erne startede jeg ud med at lave en masterplan, hvor jeg lagde vægt på at skabe et sted, der så ud, som om, det altid havde været der. Jeg var klart inspireret af franske og italienske barokhaver fra 1600-tallet som den i Versailles. Samt barokhaven ved Frederiksborg Slot, som er den flotteste have herhjemme. Da jeg købte en grund mod vest og rev villaen ned, besluttede jeg mig for at anlægge en orientalsk have inspireret af islamiske anlæg i Marokko og spanske Alhambra.”

Når man spørger til fejl eller misforståelser, som Peter Wibroe i tidens løb må have lavet og lært af, kan han ikke helt følge tankegangen:

”Det er klassisk at plante rundhåndet fra begyndelsen, selv om det pludselig bliver for voldsomt og truer med at tage magten fra én. Jeg synes ikke, man skal fortryde noget, men tværtimod se det som en proces, hvor man i starten gerne vil have fylde og efter nogle år er nødsaget til at fælde eller flytte vækster. Men der er da enkelte ting, som har overrasket mig. For eksempel, at Leylandis-cypressen købt som lille i en potte på grøntorvet er blevet så gigantisk,” siger han og peger mod baghaven op mod Søllerød Kirkeskov, hvor noget meget højt og stedsegrønt tårner sig 10 meter op i luften:

”Kun en tåbe frygter haven, som jeg plejer at sige. For haven er auraen omkring et hus. I vores kultur stammer de store ting fra haver. Gammel visdom fra filosofferne i Athen og Rom og andre steder er udtænkt i haver. Man tænker så godt herude og får så meget igen fysisk og mentalt ved havearbejde.  Her er så meget skønhed, og mit velbefindende tåler ikke menneskeskabt grimhed hverken i bygninger eller deres omgivelser. Jeg tænker gode tanker herude, og det gode i haver forplanter sig til de mennesker, der er i dem. Jeg kalder det ikke arbejde men fornøjelse at gå herude og forstår ikke, at så mange vil have store villaer med små haver for at undgå havearbejdet. Haveinteressen har grebet om sig med alderen, og den holder mig i gang. Jeg har ikke brug for noget fitnesscenter, for i haven holder jeg mig i form.”

Have uden alder

Ifølge Peter Wibroe må en have godt se fuldstændig tidløs ud. Og det samme gælder bygninger som, hvis det står til ham, skal være i klassisk stil. Eventuelt som nyt der ser gammelt ud:

”Jeg forstår ikke, at der ikke bygges mere i gammel stil. Klassisk arkitektur forandrer man aldrig holdning til. Det er æstetisk bæredygtigt,” siger han, som har ombygget en villa fra 50´erne til ukendelighed i form af det barokinspirerede hus, der rummer gæstegemak og datterens hjem.

Da han senest købte en grund med hus på, var intentionen at bygge det om til et orangeri. Men da huset viste sig at være temmelig råddent, blev det revet ned og erstattet med et orientalsk lysthus med søjlegang. Kaklerne herinde har Peer Wibroe selv malet, mens jernlåger og andre bygningsdele er fremstillet forskellige steder i Danmark og i Østen. Det samme gælder interiøret i sidebygningen, som ligner sandsten men er af indfarvet beton. Og det udskårne loft med stenlook, som er af træ.

Foruden forskellige taksarter i runde og kantede former over hele haven, er et par bassiner med springvand og to parterrer af formklippet buksbom det mest markante ved haven, der gennemskæres af grusstier og har store krukker med blå agapanthus (skærmliljer) stående rundt omkring:

”Der er den franske buksbomparterre med svungne, kunstfærdige mønstre. Og så er der den italiensk inspirerede og mere kantede parterre øst for huset. Det fungerer som min virtuelle kirkegård, hvor jeg snakker med de af mine kolleger og venner, som ikke er her længere. Det var jo en hård branche, jeg arbejdede i”.

 

Øllet blev hans skæbne

Peter Wibroe, 75, er født på Frederiksberg og opvokset i Viborg. Uddannet på Kunsthåndværkerskolen i en ung alder og siden grund- lægger af og kreativ direktør i reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partnere i 27 år frem til 2000. Kendt fra Tuborg-slogans og Danmarks længst kørende animationsfilm for Tuborg Julebryg. Har vundet et utal af danske og internationale priser og udmærkelser for sit arbejde. Trak sig tilbage for at hellige sig anlæggelsen af sin store barokinspirerede Søllerød-have, dokumenteret i bogen ”Havekunst og tanke-tidsler” fra 2014. 

Kilde: Wikipedia

 

 

FET_Peter-W-32

Den store have er ligesom huset tegnet af Peter Wibroe selv. Haven skabt ud fra en tidlig masterplan er husets aura, mener han. 

FET_Peter-W-06

En klassisk palævilla fra 1906 blev købt af Peter Wibroe i 1974 og i 80´erne ombygget til et mini-barokslot, hvor han bor med kæresten.

FET_Peter-W-28

Med udsigt til haven fra flere vinkler modtager Peter Wibroe grupper af haveinteresserede i barokstuen med langbord og kandelabre.

FET_Peter-W-24

Pyramideformen passer fint til den tætklippede taks.

FET_Peter-W-17

FET_Peter-W-14

FET_Peter-W-12

I den vestlige have lå en villa, som måtte lade livet for en orientalsk have med lysthus. I denne afdeling vokser kvæde og figen.   

FET_Peter-W-34

Ved at studse lidt hver dag bliver vedligeholdelsen af de runde og pyramideformede buske og træer mindre krævende.

FET_Peter-W-04