Alternative adrenalin-kicks
Måske havde du mere end nogensinde før set frem til årets skitur, fyldt med fart, adrenalin og sus i maven. Men imens vi venter på, at verdens grænser igen åbner sig for os, kan du kaste dig ud i en række oplevelser herhjemme, der vil give dig et kick, og få dig til at glemme alt om alper og puddersne. Liebhaverboligen guider dig her til en række eventyr i lokale rammer, der helt sikkert vil udfordre og tage pusten fra dig, når restriktionerne forhåbentligt bliver lempet primo januar.
Op ad bakke
Har du brug for en vild og lidt skør udfordring, så er motionstrenden ”Everesting” måske noget for dig. Konceptet går ud på, at du skal vælge en bakke og tage turen op så mange gange, at du har løbet eller cyklet 8.848 højdemeter. Det svarer nemlig lige nøjagtigt til højden på intet mindre end Mount Everest. Du må gerne holde pauser undervejs, men dit forsøg må ikke afbrydes af eksempelvis en overnatning. Du skal tracke din rute på Strava appen, der er den eneste platform, der godtages til godkendelse. Og nej….en e-cykel er desværre ikke ”lovlig”. Det er en ethjulet cykel derimod. Læs mere på www.everesting.cc.
Et bjerg af muligheder
Det tætteste du kommer på en komplet skioplevelse uden at rejse, er at tilbringe en dag på CopenHill. Her kan du opleve en række outdoor aktiviteter midt i København, hvoraf ski og snowboarding selvfølgelig er på listen. Om du er nybegynder eller erfaren på pisten gør ikke forskellen, da den øverste del af skibakken er karakteriseret som en sort/rød pist, mens den midterste og nederste del er karakteriseret som en blå/grøn pist. Derudover er der en slalom bane, freestyle park og et hyggeligt område for de mindste. Underlaget er lavet af Neveplast (grøn plastik), og det er selvfølgelig ikke det samme som hvid sne. Men det er fedt alligevel. Som prikken over i’et kan du afslutte dagen på deres hyggelige café, der emmer af klassisk afterski-stemning. www.copenhill.dk.
Foto: Amélie Louys, Press/CopenHill.
Bjergtagende snelandskab
Sneen daler ned hjemme i din egen stue, hvis du spiller det nye Play Station spil Marvel Spider-Man Miles Morales. Ligesom på de sorte løjper, kan du her opleve action, fart og masser af spænding. Helt uden at fryse i den bidende kulde. I det nyeste eventyr i Spider-Man-universet er teenageren Miles Morales ved at vænne sig til sit nye hjem i New York, mens han følger i fodsporene på sin mentor, Peter Parker. Men da en voldsom magtkamp truer med at tilintetgøre hans nye nabolag, indser den vordende helt, at med store kræfter følger stort ansvar. www.playstation.com.
For at redde hele Marvels New York, må Miles tage Spider-Man-masken på og gøre den til sin egen.
Blæst væk
Mennesket har altid drømt om at flyve og mærke suset i luften. Indoor Skydiving er en international anerkendt sport, som gør dette muligt. Niveauet hos de professionelle flyvere er meget højt. Hvert år afholdes der VM, og sporten forventes at blive en del af OL i Paris 2024. Vil du prøve kræfter med den udfordrende disciplin, kan du lægge vejen forbi Copenhagen Air Experience. Her kan du opleve et 13 meter højt tårn med et flyvekammer, hvor du sammen med din instruktør kan flyve i op til svimlende 10 meters højde. Vinden, der bærer dig, har en hastighed på op til 228 km/t – afhængig af din størrelse og vægt. Vindhastigheden i tunnelen svarer til en tornado af betydelig styrke, der kan blæse taget af huse og løfte biler fra jorden. Når du læner dig ind i luftstrømmen, vil den bære dig, så du bliver frit svævende. www.airexperience.dk.
Indoor skydiving giver en fantastisk følelse af vægtløshed og et adrenalin-rush – der måske endda overgår suset ved at drøne ned af skibakkerne.
Blæret balancegang
Urban Ranger Camp er stedet for ”daredevils” og andre, der elsker at udfordre krop og sind. I B&Ws gigantiske lokaler på Refshaleøen i indre København kan du besøg aktivitetscenteret, hvor du kan klatre, balancere, springe og lade dig falde frit fra svimlende højder. Prøv blandt andet disciplinen “Urban High Roping”, der er bygget af franske specialister helt oppe under ovenlysvinduerne i halvtreds meters højde. Urban High Roping byder på 28 forskellige fysisk og mentalt udfordrende reb-aktiviteter på fire baner, der stiger i sværhedsgrad. Med Urban High Roping er den vovede leg i skovens trækroner rykket ind i storbyens rå industrielle rum. www.urbanrangercamp.dk.
Foto: @urbanrangercamp.