Arkitektens råd til sommerhusene  

Når man køber et sommerhus eller bygger om på det eksisterende, er det der en række forhold, det er en god ide at være opmærksom på, så man får den bedste løsning i den sidste ende.

Et sommerhus er den ekstra glasur på kagen, vi måske ikke har brug for, men som forsøder vores liv helt fantastisk. Det er en luksus, hvor vi inden købet kan tillade os at drømme stort uden visse af de begrænsninger, vi møder, når vi skal vælge vores helårsbolig, hvor forhold som skole, arbejde, familie, venner, antal kvadratmeter m.v. spiller en rolle. For sommerhusets vedkommende er det mest af alt økonomien (og til dels afstanden til ens helårsbolig), der sætter rammerne for købet. Her kan man bedre tillade sig at foretage sit valg ud fra de mere lystbetonede behov.

Men hvad bør vi tænke over, inden vi investerer i et nyt sommerhus? Her er en række gode råd fra danske Boligarkitekter.dk, det er værd at tænke over, inden man køber sig et nyt hus eller opfører et nyt sommerhus på den gamle grund.

Den rigtige placering
Et sommerhus ligger ofte i naturvenlige omgivelser. Det er blandt andet derfor, vi gerne vil bruge vores fritid i huset. Derfor gælder det om at få det bedste ud af omgivelserne og placere huset det helt rigtige sted på grunden. I første omgang bør man tænke på, at udsigten er optimal samt tage hensyn til forhold som lys og vind. Hvis det blæser meget fra den ene side, skal det med i overvejelserne ift. at kunne sidde i læ. Der kommer suverænt mest lys fra syd, så overvej nøje, hvor eksempelvis stuen skal ligge (gerne meget lys) og over, hvor soveværelset (ikke så meget lys) bør placeres. Hvis huset placeres midt på grunden, og dermed skærer den midt over, kan det betyde, at du ikke får det optimale ud af din grund.

Skab gode uderum
Når vi er i sommerhus, bruger vi meget af tiden udenfor. Så det handler om at skabe uderum, der kan give et attraktivt udeliv. Her kan selve huset spille en stor rolle, da huset kan være med til at skabe uderum, som man har lyst til at opholde sig i. Rummene kan dannes både ved hjælp af en vinkel på huset, et anneks, mure eller andre former for afskærmning som for eksempel et udhæng hen over en terrasse. Forhold som skygge, sol og privatliv er vigtige faktorer, når uderummet skal planlægges. Et godt råd kan være, at man venter med at anlægge terrassen, til man har boet i huset i mindst en sommer og kender solens gang i haven.

Bind ude og inde sammen
Du udnytter både dit hus og din grund optimalt, hvis du binder uderum og hus sammen så meget som muligt. Og så er en placering af en terrasse tæt på huset selvfølgelig en rigtig god idé. Ligger terrassen helt op ad huset, kan du åbne op for et opholdsrum eller stort spisekøkken ud mod en terrasse ved hjælp af eksempelvis skydedøre. Så bliver overgangen mellem ude og inde flydende og mere naturlig. Du får naturen ind i huset og terrassen trækkes ind i stuen med alt det behagelige og praktiske, som det medfører.

Drop den tilfældige indretning

Mange vælger at indrette deres sommerhus tilfældigt med møbler, der er tilovers, eller som de har fået af familie og venner. Det er synd, da indretningen af et sommerhus, som typisk er mindre end helårsboligen, er meget vigtig. Det handler om at udnytte de færre kvadratmeter bedst muligt. Derfor bør man tænke indretning ind fra dag ét af. Bestræb dig på at skabe rene linjer og masser af lys, så arealet udnyttes rigtigt. Husk at tunge møbler, der er gode i et almindeligt hus, kan have det svært i et sommerhus, hvor det lette og lyse er i fokus

Brug naturmaterialer
Næsten alle sommerhuse ligger i naturomgivelser, og her passer rå beton eller mursten sjældent godt ind. Gå i stedet efter varme og naturlige materialer som for eksempel træ, der kan skabe den rette stemning og det rette visuelle indtryk. Man kan også benytte nogle af de samme materialer udenfor og indenfor, så overgangen føles naturlig og glidende.